Ace Frehley - Sweden Rock Festival
PopulærAce Frehley - Sweden Rock Festival
Fredag var Sveriges nationaldag, og dette valgte man fra festivalens side at markere umiddelbart inden koncerten med den tidligere Kiss-guitarist Ace Frehley. Til lejligheden havde man fået Joacim Cans, der til dagligt er forsanger i det svenske heavy band Hammerfall, til at lede et kor, der skulle synge den svenske nationalsang på festivalens største scene. En sjov lille gimmick, som fik samlet rigtig mange folk på pladsen. Efter hr. Cans havde vist nye sider af sig selv, var det blevet Ace Frehleys tur til at indtage scenen. Bortset fra lidt røg ud af guitaren leverede Ace et noget mere skrabet show end det som hans tidligere kolleger havde givet få dage forinden i København. Væk var make-uppen, fyrværkeriet og konfettien og tilbage stod en smittende spilleglæde og en bund solid rocknerve. Det kan godt være, at han lavede et hav af fejl undervejs og det kan også godt være at han aldrig har været den store sanger, men hold da op hvor det swingede. Særligt stærkt stod "Parasite" og "Rocket Ride" og der blev også kælet for publikum, hvoraf mange havde valgt at tage Kiss-makeuppen på, i form af Kiss hits som "Love Gun", "Shout It Out Loud", "Cold Gin" og "Deuce". Denne koncert kunne være blevet rigtig stor, havde Ace Frehley formået at lave lidt færre fejl undervejs, men nerven og viljen kan man ikke tage fra ham og hans band.