Sæt jer ned

Sæt jer ned

'Endgame' er et drabeligt kedeligt album fra Rise Against, der mere er punk af navn end af gavn.

Kunstner
Titel
Endgame
Distributør
Genre
Trackliste
1. Architects
2. Help Is On The way
3. Make It Stop (Septembers Children)
4. Disparity By Decision
5. Satelite
6. Midnight Hands
7. Survivor Guilt
8. Broken Mirrors
9. Wait For Me
10. A gentleman's Coup
11. This Is Letting Go
12. Endgame
Karakter
2

Jeg har aldrig rigtigt ofret Rise Against så frygteligt meget opmærksomhed. Det kunne skyldes, at de i mine ører mest af alt bare altid har virket som en lidt dårligere udgave af Bad Religion, eller min generelle aversion mod at blive prædiket for af bands med alle de rigtige meninger – "eating meat is bad, mmkay...".

Men mest af alt skyldes det nok, at Rise Against altid har virket så pisse-kedelige uden det element af vanvid, utilpassethed og rå energi, som er kendetegnende for de punkbands, der har betydet noget for mig, bands som Dead Kennedys, Melvins, Black Flag, Cancer Bats og Sex Pistols.

Efter at have stiftet nærmere bekendtskab med 'Endgame', Rise Againsts sjette album, har det indtryk ikke ændret sig drastisk. Der er nogle fine sange og nogle fine melodier på albummet, men musikalsk er det bare så midtersøgende og klinisk renset for kanter og ujævnheder, at det hele flyder sammen til en stor gråmeleret masse.

Hvis det kan defineres som punk, så er det i hvert fald i en meget udvandet form. Og selvom teksterne, der bl.a. kommer omkring homofobi og amerikanske katastrofer som Katrina og oliekatastrofen i den Mexicanske Golf, en stor del af tiden formår at iklæde budskaberne en narrativ form, så er der bare stadig en svag dunst af moralsk overlegen, bedrevidende selvretfærdighed, der hænger over albummet, hvilket tænder mig fuldstændigt af.

Som helhed er 'Endgame' simpelthen så vakuumpakket, skiveskåret og humorforladt, at det i forstyrrende grad ligner et produkt fra det 'Corporate America', som Rise Against har brugt hele deres karriere på at opponere imod. Hvis man var sociolog eller økonomisk teoretiker ville det måske være et smukt eksempel på den vestlige kapitalismes evne til at assimilere og uskadeliggøre de samfundsmæssige modstrømninger. Men i mine øjne er det bare lettere sørgeligt.