Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Briller Af Stål: Posthardcore – Den alternative historie om en overgangsperiode. Del I

Populær
Updated
Briller Af Stål: Posthardcore – Den alternative historie om en overgangsperiode. Del I
Briller Af Stål: Posthardcore – Den alternative historie om en overgangsperiode. Del I
Briller Af Stål: Posthardcore – Den alternative historie om en overgangsperiode. Del I
Briller Af Stål: Posthardcore – Den alternative historie om en overgangsperiode. Del I

I første del af en serie på to ser vi med afsæt i nye plader fra Titus Andronicus og Fucked Up på, hvordan man kan videreudvikle 80’ernes posthardcore, selvom overgangsgenren selv forlængst er fortsat ud i andre genrer.

Kun nostalgien efter et oprør, man kan forholde sig til, en sort/hvid verden, man kan forstå, bliver tilbage, når man ligger og kører rundt i sub-genrer, der er startet i opposition til en herskende orden. Og når transitionsfasen bliver genbesøgt, er det et udtryk for et ønske om at forlænge en periode, hvor facit endnu ikke er givet  hvor man kan forestille sig, at det kunne være mundet ud i noget helt andet, end det, man ved, det endte med.

Ligesom det var nødvendigt for de første hardcorebands at få noget nyt ud af den punk, der var begyndt at lyde træg ved indgangen til 80’erne, blev det efterhånden nødvendigt for hardcorescenen at vinde nyt territorium og afprøve nye modeller i midten af 80’erne. En vej ledte over i metal og startede en bølge af crossover, der stadig ruller, her 30 år senere. En anden, mindre befærdet, mindre bøllet og temmelig meget mere bebrillet, ledte ind i indieland, hvor der i 1984 blev skabt ikke mindre end fire skelsættende mesterværker, der alle udsprang af og viderefortolkede hardcore: Hüsker Düs ‘Zen Arcade’, Minutemens ‘Double Nickels on the Dime’, The Replacements’ ‘Let It Be’ og Meat Puppets’ ‘II’. Specielt de to første er spraglede grænsende til det skizofrene, hvor der bliver taget lange omveje for at nå frem til pay off i form af nogle vanvittige hooks og uafrystelige refræner, og hvor intet lades uafprøvet på vejen frem mod et eller andet, der på det tidspunkt endnu ikke stod klart hvad skulle blive.

Hvad det blev til, var collegerock, indierock, alternativ rock. Overgangen eksemplificeres tydeligst i det arrige, smadrede hardcoreband Deep Wound, som efter en omrokering på instrumenterne og et par udskiftninger i besætningen blev til Dinosaur Jr. Der er meget langt tilbage til hardcore derfra, og Dinosaur Jr’s kvaliteter ufortalte, så var der musikalsk og idealistisk noget mere på spil i brydningsperioden, hvad da også de senere, mere mainstream plader fra Hüsker Dü og Replacements vidner om. Der var en tid, hvor ingen anede, hvor de var på vej hen, men bare vidste at de ville afsted, væk.

I Washington D.C. havde miljøet omkring Dischord Records fostret bands som Minor Threat, Void og Government Issue, men i 1985 proklamerede de Revolution Summer i et opgør med en hardcorescene, de følte var stagneret, og med bands som Rites of Spring og Embrace løb de emo godt i gang, inden de bands fusionerede i de temmeligt sublime Fugazi, der op igennem 90’erne fortsatte med at nuancere posthardcore, sideløbende med at bands som Jawbreaker og Jawbox så småt lod emoen krydse over mod collegerocken. 

Samlet set tog både emo og collegerock altså afsæt i hardcore og tog dens værdier og etik med sig, og derfor kaldes de under en hat for posthardcore.

Snublen uden risiko for at slå sig

Så kom vi så langt, men hvad så bagefter? Når det store opgør er taget, nye veje fundet, hvad gør man så med oprøret, hvis man ikke synes, man er færdig med det, og hvis man ikke bryder sig om den institutionalisering, der efterhånden også indfandt sig i både indie og emo? Man kan lade som ingenting og blive ved med at gøre oprør mod det samme, selvom det bliver en noget nostalgisk gestus. Man kan også glemme alt om naturlig udvikling og historiens gang og i stedet undersøge nærmere, hvilke andre muligheder der ligger gemt midt i bruddet.

Det er det, Titus Andronicus og Fucked Up hver især gør på deres nye udgivelser. Begge bands har, siden de kom frem i midten af 00’erne, haft overdrevent store armbevægelser på en hardcorescene, de da også hurtigt er vokset ud af. De har lavet dobbelte konceptalbums om Den Amerikanske Borgerkrig henholdsvis Thatchers England, og deres musik har været spraglet og altfavnende med en forkærlighed for helt basale rock’n’roll-riffs sat op imod teatralske eskapader.

Den udvikling fortsætter Titus Andronicus på ‘The Most Lamentable Tragedy’. Det er sådan et album, der tigger om at blive kaldt ambitiøst, fordi det er så langt og prøver så meget på en gang. De åbenlyse referencer er Hüsker Düs ‘Zen Arcade’ for modstillingen af rasende hardcorenumre som ‘Look Alive’ overfor Alice Cooper-glam i ‘Mr. E. Mann’, men som helhed hælder albummet så meget til det rockede, at Rolling Stones’ kuldsejlede ‘Exile on Main Street’ og The Clashs ‘Sandinista!’ ligger tættere på. Og det er jo sådan set nogle glimrende referencer at spille sig op imod, det føles også bare lidt som en anakronisme at høre et band spille sådan i dag. Som om Titus Andronicus prøver at genopfinde en alternativ rockhistorie, som om de prøver at skabe et mesterværk på trods. 

Problemet med ‘The Most Lamentable Tragedy’, for der er problemer med den, er, at den ikke virker troværdig. Som om Titus Andronicus kun tillader sig selv at famle efter det samme, som forbillederne har famlet efter; som om de ikke for alvor risikerer at tabe det hele på gulvet. Usikkerheden bliver forstilt, fordi publikum har haft 3-4 årtier til at goutere forbillederne, så det hele er ikke længere så uventet. Hvad der er tilbage, er en sådan set ret god plade, men også et lidt irriterende værk, fordi det ikke kan undgå at virke fortænkt.

Titus Andronicus’ problem er også, at når nu de prøver at lave så stort og spraglet et værk, så har de altså ikke så mange forskellige tricks i posen til at holde den kørende i den halvanden time, ‘The Most Lamentable Tragedy’ med sine 29 numre løber op i. Med undtagelse af nogle få, stille mellemspil og en tåre- og ginvædet afsyngning af ‘Auld Lang Syne’, har New Jersey-bandet hårdt sat op tre modeller for sange: Det hurtige hardcorenummer, det heftige punkrocknummer og det affekterede glamrocknummer. Det er begrænset, hvor meget den pose kan rystes, og på den måde kommer pladen lidt til at minde om den ligeledes lidt for lange til sit eget bedste ‘Zen Arcade’. Det fungerer godt, når sangcyklusserne lukker sig om sig selv som i den korte suite bygget op om Daniel Johnston-sangen ‘I Lost My Mind’, der efter en vakkelvorn gang korsang og glamstampen ledes over i Replacements-hardcore på ‘Look Alive’, som så efter den ambiente interlude ‘The Magic Morning’ genoptages som ‘Lookalike’, inden den afsluttes med en råt fræsende reprise på ‘I Lost My Mind’. I de godt 8 minutter rummes sådan set hele ‘The Most Lamentable Tragedy’, og man får også opridset temaet om mental sygdom, som bliver skåret ret meget ud i pap, efterhånden som albummet skrider frem.



Vejen væk lokker ikke så meget

Der, hvor hardcore-anerne tydeligst træder frem hos Titus Andronicus, er stadigvæk i Patrick Stickles’ frådende, drævende sangforedrag der ligger et sted mellem en ung Paul Westerberg og en Darby Crash, der har fået lov at nå 30’erne. Pink Eyes’ growl har også længe været den eneste tilbageværende hardcoremarkør hos Fucked Up. Allerede på albumdebuten, mesterværket ‘Hidden World’ fra 2006, lagde de an til noget kolossalt stort og episk, og over godt 70 minutter fræsede de gennem en punkrockversion af de store 70’er-prog-konceptalbum, hvor alle breaks rev en omkuld, hvor riffene blev ved med at komme tonsende imod en fra alle sider, og hvor helheden var ærefrygtindgydende. 

Så godt et album er ‘Hidden World’. 

Den holdt canadierne så nogenlunde gående på opfølgeren, ‘The Chemistry of Common Life’, men da de så gik all-in på at lave et konceptalbum om minearbejderstrejkerne i Thatcher-England med ‘David Comes to Life’, knækkede de halsen i et uskønt, pompøst rabalder. Sidste års ‘Glass Boys’ var et velkomment forsøg på at skrue ned for det teatralske og lave noget så simpelt som et frisk og sommerligt powerpop-album – det havde de bare ikke fået koordineret med guitaristen og trommeslageren, der producerede pladen og troede, de skulle lave et quadrofonisk eksperiment eller noget, så det hele blev dænget til med så meget lyd og rumklang, så mange lag guitar, så mange trommespor, at det blev sygt trættende at lytte til i længden.

Fucked Up lader med andre ord til at have  ja, I ved.

Sideløbende med deres albumudgivelser har Fucked Up kørt en ep-serie ud fra den kinesiske kalender, hvor de har givet sig selv frie tøjler til at eksperimentere endnu mere, som om det var det, de havde brug for. Man kunne jo nok have ønsket sig, at det, de valgte at bruge ep-formatet til, var at kondensere deres udtryk til det rigtigt fede, der faktisk ligger i det, men i stedet har de altså brugt det til at strække mellemtemponumre ud til eposser, uden at det rigtig er til at se, hvad grunden skulle være til det. Det er i hvert fald ikke, fordi ‘Year of the Hare’ har et sådan rigtig mindeværdigt tema, når først det godt 20 minutter lange nummer ad omveje når til det tema. Det virker ikke naturligt at forlænge den, sang der ligger til grund for det nummer ,det er blevet til, og de forhindringer, nummeret bliver lagt i vejen i form af tilsyneladende umotiverede opstandsninger, virker også lidt meningsløse.

Det er selvfølgelig en pointe, sådan som det også er blevet illustreret i den ledsagende interaktive video, hvor en forretningsmand på vej til sit forretningsarbejde møder typer i kanindragter, der vil fucke med ham. Det er også bare meget lidt, ikke: Squares lever triste liv i den samme trummerum, her er en sang om, at der er dumt. Det alternativ, Fucked Up præsenterer til det trygge middelklasseliv, virker bare heller ikke så forfærdeligt tillokkende eller inspirerende længere.