Black Christmas Festival 2015: Fredag

Mayhem leverede en historisk koncert. Marduk kneppede Jesus, mens Tribulation viste, hvor meget stjernepotentiale de har. Der var gedigen tysk thrash, nedtur med en omgang melodisk dødsmetal og en stærk hyldest til Satan. Fredagen i Sverige var på alle måder en succes!

Det virkede åbenlyst, at Black Christmas Festival sidste år ikke ville ende som den eneste udgave.

Festivalen, der ligger 500 kilometer fra København i Norrköping, havde ikke bare et stærkt program, men løb også forbilledligt af stablen på spillestedet Flygeln. Salen kan rumme 1500 stående gæster og har en ideel akustik til at opleve musik i.

Igen i år var lyden simpelthen fremragende og tilpas højt skruet op under alle koncerterne, der med syv stykker om dagen er lige til konsumere, uden at sanserne bliver helt forskruede – omend Devilutions udsendte missede begge dages første band. Men sådan er det jo, når festivalen også byder på en større markedsplads i nabobygningen med alverdens plader og merchandise, hvor der også afholdes signing sessions og afterparty til langt ud på natten.

Sådan er festivalen absolut ideel for enhver metalfan, som der i snit var 1000 af på besøg om dagen. Og at programmet holder sig til at være en blanding af true black metal-bands og ikoniske thrash-navne er unægtelig også til at se på publikummet. Alle gæster er hundrede procent iført sort tøj, og størstedelen naturligvis med både langt hår, læderjakker, patronbælter og nitter.

Pondus i påkaldelsen af Satan

Ingen tvivl om at metalkulturen trives i bedste velgående, sådan som den altid har gjort i nabolandet, hvor musikerne også altid har været lysår foran de danske. Til gengæld har en række svenske bands også en noget broget fortid på samvittigheden. Ofermod fra Norrköping er et eksempel på sidstnævnte. Bandets stifter og frontmand Mika ”Belfagor” Hakola har af flere omgange været i spjældet for røveri og overfald af den kedelige racistiske slags. Men det hører angiveligt fortiden til for sangeren, der har droppet den kriminelle løbebane for at koncentrere sig om sin sataniske tro. Hvorfor ikke?!

Belfagor var dog ikke på scenen, da Ofermod gik på og startede ud med ’Black Gate’. Vokalen klares primært af guitarist Johannes ”Tehôm” Kvarnbrink, der mere gør sig i en rå råben end en traditionel growlerstemme. Den 30-årige Tehôms monotone vokal passer glimrende til Ofermods stil, der i flere numre byder på stemningsfulde riff, der nærmest kører i loop til trommernes midttempo, imens teksterne konsekvent hylder Satan og Mørket.

Efter små tyve minutter dukkede manden bag teksterne så selv op på scenen. Iført en kutte og en lille kedel i hånden, der kom røg op af, forvandlede Belfagor showet til et decideret ritual. Han stod med armene ud til siden og stirrede tranceagtigt op i luften, når han ikke growlede igennem på koncertens sidste numre, der var i langt højere tempo end de første.

Der er pondus i Ofermods galskab når der først kommer fart i musikken. Da klassiske ’Mystérion Tés Anomias’ lukkede koncerten, kunne man sagtens have brugt mere af svenskernes black metal. (4/5)

Vampyrmetal på vej mod stjernerne

Men når næste navn hedder Tribulation, så går det nok. For undertegnede har svenske Tribulation lavet årets bedste udgivelse med den fremragende ’The Children of the Night’.

Som på plade startede showet i streg med ’Strange Gateways Beckon’ og ’Melancholia’. Hvilken forrygende måde at åbne en koncert på! Svenskernes stemningsfulde metal kom helt til sin ret på det gode spillested. Og hvor kan de dog spille i den kvartet. Ikke en tone sad skævt, selvom de to guitarister Adam Zaars og Jonathan Hultén aldrig stod stille, men vred deres kroppe rundt på scenen, som var de ikke skabt til andet. 

Det er de måske heller ikke. Tribulation synes at have fundet deres kald med deres transkønnede vampyrlook og den eminente musik, de fremfører til et noget særligt, men forførende image.

Få bands formår at være så fulde af originalitet og overskud, og Tribulation skal nok være på vej mod de større stjerner. Opbakningen var også til at tage og føle på. Ingen andre af de såkaldte mindre bands på festivalen trak så mange gæster, der kvitterede med næver i vejret og jublende tilråb i den (for korte) halve time, Tribulation fik stillet til rådighed. Næste gang de spiller på Black Christmas Festival, så står de længere oppe på plakaten. Det syn kommer vi med tiden også til at se på øvrige festivalplakater. Kun uheld kommer i vejen for den fremtid. (4/5)

Et åbenlyst generationsskifte

At en generation af et nyt svensk kuld af talentfulde musikere er på vej frem, og en tidligere generation på retræte, kunne simpelthen ikke være tydeligere, end da The Crown overtog scenen. Hvor Tribulation åbenlyst fik for lidt spilletid med en halv time og fem numre, så kunne The Crown ikke holde dampen oppe i deres 45 minutter.

Som det også mærkes i Danmark med koryfæet Hatesphere, så er tiden løbet fra blandingen af melodisk dødsmetal og hårdfør thrash. Hvad der engang virkede som et frisk pust efter årtusindskiftet, føltes anno 2015 som festivalens svageste indspark.

Faktisk fremstod det svenske band decideret malplaceret blandt programmets øvrige navne. Havde koncerten været et separat show med gruppen som aftenens hovednavn på et mindre spillested, havde musikken måske haft mere værdi over sig. Men de 45 minutter fremstod på denne tidlige fredag aften som en ørkenvandring udi en melodisk dødsmetal, der har mistet sin relevans. (2/5)

Opkvikkende tysker-thrash

Hvad der til gengæld aldrig synes at tabe terræn og relevans med tiden, er gennemført thrash metal.  Hvor har vi oplevet mange forrygende koncerter på dansk og udenlandsk jord de sidste par år med eksempelvis Kreator og Sodom. Det sidste led i 80’ernes tyske teutoniske thrash-treenighed er Destruction.

Efter torsdagens stærke koncert i Pumpehuset gentog de triumfen i en kortere version dagen efter her i det svenske. Han er en frontmand i særklasse, den gode Schmier. Skønt han dannede Destruction tilbage i 1982, er han med sine 49 år stadig ikke højere oppe i alderen, end at den tyske trio stadig giver yngre kopister hårdt baghjul.

Fra ’Eternal Ban’ over ’Life Without Sense’ og ’Death Trap’ til lukkeren ’Bestial Invasion’ høvlede de tre musikere sig tight igennem en times hårdtslående indslag, som publikum kvitterede for ved at gå behørigt amok. Uden at være en større åbenbaring, så var Destruction lige den rette opkvikkende dosis i kølvandet på den søvndyssende oplevelse med The Crown. (4/5)

To af årets største oplevelser i streg

Fredags program var sat til at slutte af med to af black metal-genrens mest ikoniske bands. Som herre i eget hus spiller Marduk hvert år og hver dag på Black Christmas Festival, som guitarist Morgan Evil selv har været med til at starte her i sin hjemby. Hvor fantastisk en ide er det ikke lige? Med 13 plader på 25 år var fokus i år på at fejre karrierens bagkatalog – og der er rigeligt med numre at vælge imellem. Fredagens koncert bød på et udvalg fra perioden 1990 til 2003 inklusive en unik genforening af det originale lineup, der ville spille hele Marduks første legendariske demo ’Fuck Me Jesus’. Og hvad kan vi sige? Jesus blev gennemkneppet! (Læs hele anmeldelsen).

Aftenens triumf var Mayhem, der for første gang i karrieren ville fremføre hele deres sagnomspundne mesterværk og black metal-genrens hovedværk ’De Mysteriis Dom Sathanas’. Koncerten endte ikke bare som årets bedste for undertegnede, men som en af oplevelser, der for evigt vil stå i hukommelsen som en særlig oplevelse. For fanden, hvor var det stort! (Læs hele anmeldelsen).

Læs lørdagens reportage her.