Musikalsk færd til havs
To-og-en-halv time plus det løse blev det til, da Swans gæstede Store Vega og hen over fem numre trak os til havs. Ind imellem i roligt vand med blid vind og smukke skyer på himlen og nogle gange i mere stormfuldt og truende vejr.
The Merge
Paradise Is Mine
A Little God In My Hands
Newly Sentient Being
Når Michael Gira og Kristof Hahn møder op, er der mødepligt for alle, der holder af komplicerede kompositioner og en oplevelse ud over det sædvanlige. Det var der 1.100 mennesker, der havde lyst til, da de to herrer gæstede Store Vega for et par uger siden sammen med fem andre musikere i det legendariske orkester SWANS. Ledet af Michael Gira, der også aftenen igennem svingede taktstokken, men virkeliggjort af de store talenter, han havde bragt med på scenen, ikke mindst Kristoph Hahn på lapsteel og ulasteligt klædt i sort jakkesæt og rød skjorte.
Koncerten lagde ud med nyt fra Swans, ‘The End of Forgetting’, der begyndte roligt, næsten kedeligt, men som byggede tårne omkring os, til alle sprækker i Vega’s prægtige sal var fyldt ud og tillod os at drive væk fra den grå mandag og ud på en musikalsk opdagelsesrejse, der ganske usædvanligt for en koncert fandt sted i en oplyst sal og med stillestående lys bag musikerne. Det giver på sin vis mening at ville kunne se sit publikum, og mon ikke den let excentriske Gira netop haft det for øje.
Gal eller genial?
Gira vekslede mellem sin guitar og sin dirigent-rolle, hvor han som en halvgal sikrede sig, at alle spillede, hvad de skulle, mens ‘The End of Forgetting’ gled over i The Merge fra deres 2025-album Birthing, og de hypnotiske, til tider brutale, lydlandskaber rullede ind over os som små bølger, mens percussion og bas drev os fremad. Lydbilledet var luftigt og massivt som et bjerg på en og samme gang. Alle instrumenter kunne nemt skelnes fra hinanden, og alle instrumenter havde hver deres rolle at spille. ‘Birthing’ er ikke deres mest interessante album, og ‘The Merge’ var også - i det store billede - et lille dyk i en ellers virkelig godt sammensat sætliste.
Vi gravede ikke dybt i bagkataloget denne aften og da The Merge kom til sin afslutning, svømmende vi blot to år tilbage i tiden til The Beggar fra 2023, repræsenteret ved nummeret ‘Paradise Is Mine’. Med et insisterende, nærmest irriterende insisterende, tema, der sørgede for pulsen igennem hele nummeret, mens Giras rå, dronende vokal kravlede ind i vores hjerner i en fantastisk opbygning, der bare blev ved og ved og ved. Ikke deres mørkeste nummer, men klart et nummer, der lå rigtig godt i midten af showet, og som efterlod os en smule forpustede som efter en god frisk svømmetur. Aftenens næstsidste nummer var 'A Little God In My Hands' fra albummet To Be Kind.
Blød landing til raspende vokal
Giras stemme var hørbart udfordret her sidst i koncerten - noget han også selv italesatte fra scenen. Så intet mystisk i det. En god gedigen halsbetændelse kan få krammet på selv gale-geniale musikere. Heldigvis var resten af Swans vældigt oplagte og det næsten (næsten!) funky nummer var en fremragende lejlighed til at bevæge kroppen let – noget den trængte vældigt til efter næsten to timers stillestående koncert, der måske egentlig egnede sig bedst til en siddende oplevelse.
Aftenens sidste nummer var også en ny sag med navnet ‘Newly Sentient Being’, en blød landing efter to timers til havs, og selv om nummeret som alle Swans' numre rummede et lag af grumhed, så blev vi nænsomt skyllet op på en dejlig, hvid strand med fint, blødt sand mens blodet sprøjtede fra Hahns lasede tommelfinger og arrige spytdråber sprøjtede fra Gira og man kan nok bedst beskrive arbejdsmiljøet på scenen som ekstremt toksisk med en enevældig Gira, der hersede og hvæsede af Hahn og lejlighedsvist de øvrige musikere på scenen. Behageligt var det ikke at se på, men når kunsten bliver så stor, er både publikum og tilsyneladende også Kristof Hahn villig til at se igennem fingre med Gira’s direkte ubehøvlede væremåde på scenen.
At Swans er stor kunst er et faktum. Mandag aften i Store Vega var ingen undtagelse. I en verden, der knalder mere og mere ud, var to og en halv times musikboble en kærkommen lejlighed til at holde lidt fri og bare lade sig føre ud på de syv verdenshave i selskab med gale-geniale Gira og resten af Swans.