RB 25: Sange, der skal synges
Steve Von Till tryllebandt en fyldt hovedscene, da han lørdag krængede sin sjæl ud til en stille, afdæmpet og magisk koncert.
Steve Von Till var blandt årets Artists in Residence, og fredag optrådte han som Harvestman med et vellykket elektronisk med afsæt i Triptych-udgivelserne. Men naturligvis skulle Neurosis-frontmanden også spille som sig selv. Helt uden alter ego’er, elektronik og behovet for 20 arme. Og uanset hvor spændende jeg synes, Harvestman er, så blev det fastslået en gang for alle, hvor Von Till har lagt kræfterne de sidste mange år.
Von Tills soloprojekt så dagens lys i år 2000 og har derfor kørt sideløbende med Neurosis frem til 2019, hvor Neurosis gik i en art dvale oven på de grumme afsløringer af Scott Kellys habitus, hvilket helt fortjent kostede ham jobbet i Neurosis. Seks plader er det blevet til i solokarrieren under eget navn, hvis man tæller den kommende plade, ‘Alone In A World Of Wounds’ med.
Von Tills soloprojekt har altid været væsentligt mere afdæmpet, end hvad han bidrog med i Neurosis, og selvom guitaren fortsat fylder i hans musik, har klaveret fået en mere og mere fremtrædende plads. Det var også der, Von Till brugte det meste af sin tildelte time på Main Stage denne lørdag, hvor han tryllebandt en godt fyldt sal med sine smukke sange om livet og sjælen og især døden. Akkompagneret af Dave French på bas, synth og tromme og Brent Arnold på cello, sendte Von Till os for en stund ud på prærien, hvor man kan se uendeligt langt til alle sider. Med en ydmyg og dybfølt tak til publikum og festivalen, lagde han ud med 'The Corpse Road', åbneren på den nye plade 'Alone In A World Of Wounds', en afdæmpet sag med en tung tekst, hvor celloen sammen med Von Tills magnetiske, dybe stemme fik gåsehuden til at rejse sig på armene og i nakken.
Gåsehudsfremkaldende var også 'Dreams of Trees' fra 'No Wilderness Deep Enough', der med sin ensomme tromme og klaverarrangement var intet mindre end eminent fremført.
I 'Watch Them Fade', også fra det kommende album, spillede trommen en lidt større rolle, end hvad man kan høre på originalen, og denne genfortolkning af eget materiale er altid noget, der får små guldstjerner i min bog. Steve Von Till lod til at vide at musikken kan kræve andet live end på pladen, og samtidig forblev han tro mod kernen i de virkeligt smukke arrangementer. Nummeret var samtidig også i den mere friske ende af sættet, og det insisterende cello/klaverarrangement var intet mindre end tårefremkaldende. Selv baren holdt i nogle minutter op med at servere øl, og det var bare et magisk øjeblik for alle, der var så heldige at være til stede.
Den melankolske, dystre understrøm holdt sig intakt igennem hele showet, mens cello, synth, tromme og Von Till selv på klaver og lejlighedsvist guitar sørgede for at lægge sarte arrangementer, der spillede med og op imod Von Tills raspende, dybe stemme. Som for eksempel 'The Old Straight Road' fra 'No Wilderness Deep Enough', hvor en synth-puls sørgede for at give nummeret fremdrift under de lange toner på vokalsiden.
Sidste nummer, også fra det nye album, var i særklasse smukt. Kun sparsomt akkompagneret igennem hovedparten af sangen, stod Von Tills vokal sårbart, stærkt og på nippet til at knække over. Der gik nogle sekunder fra sidste tone klingede ud til publikum larmende brød ud i jubel. Og den pause, den kan noget. Så ved man, at der er noget på spil.
Steve Von Till har udviklet sig siden 'No Wilderness Deep Enough', og selvom vi stadig er i nabolaget af gothic americana, så breder kompositionerne sig ud på en anden måde.
Koncerten bød på i alt otte numre, og det føltes som om selve tiden gik i opløsning i de 60 jord-minutter, vi tilbragte i selskab med Steve Von Tills fortryllende, magnetiske, tårefremkaldende sange. Det var gåsehud fra start til slut. Alt sad i skabet lige fra sætlistens opbygning til arrangementet til lyden, som var ganske enkelt fremragende, og der er ikke andet for end at give koncerten absolut top-karakter. 