Den futuristiske legestue

'Konkret Musik'
Gösta Berlings Saga (1)
Gösta Berlings Saga (2)

'Konkret Musik' fortsætter, hvor forgængeren slap, med synthtunge drømmeeskapader uden dog helt at nå samme ekspansive niveau, som vi kender fra Gösta Berlings Saga tidligere i karrieren.

Titel
Konkret Musik
Dato
24-07-2020
Trackliste
1. Släpad
2. Vinsta Guldklocka
3. Basement Traps
4. Close to Home
5. Konkret Musik
6. Closing Borders
7. To Never Return
8. Instrument VI
9. The Pugilist
10. A Fucking Good Man
11. Förbifart Stockholm
12. A Question of Currency
Forfatter
Karakter
3

Gösta Berlings Saga er på alle måder et visionært foretagende. Keyboardspiller David Lundberg og trommeslager Alexander Skepp lagde grundstenene i starten af 00'erne, uden at det resulterede i det store på tomandshånd. Ind i folden kom derfor både guitarist og bassist, og over de første fire plader udbyggede de løbende deres futuristiske instrumentalmusik, altid med vægt på filmiske lydflader, ikke mindst med vægten lagt på lange, crescendoprægede epics. Det kulminerede på 'Sersophane' fra 2016, der fra ende til anden emmer af drømmende film noir-eskapader med grundtemaer, der flyver ind og ud, ofte med nye twists, og binder alle enkeltdelene sammen.

Hurtigt frem til 2018. Nye ansigter træder ind i form af Gabriel Tapper på bas og Rasmus Booberg på guitar, klarinet og synth, og især sidstnævnte skal vise sig at spille en afgørende rolle. Dog ikke nødvendigvis så meget for sine bedrifter på den seksstrengede som for at supplere Lundberg på tangenterne. Du hører det med det samme i 'Veras Tema', første sang fra 'Et Ex', hvor keyboards nu er mere dominerende end nogensinde før, både fra Lundberg og Booberg, hvilket også er tilfældet for store dele af resten af albummet, der blev deres første udgivelse på InsideOut. Et label, som oftere end ikke trækker på kunstnere med stor inspiration fra de ældre prog-pionerer. Selvom Gösta Berlings Saga også utvivlsomt har hørt deres andel Pink Floyd og deslige, har Stockholm-kvartetten ikke den samme nostalgiske bismag, hvilket vi fik en fremragende smagsprøve på sidste år på Roadburn.

Hvor 'Et Ex' kunne lyde som et mere synth-tungt sidespring fra den saga, de hidtil havde bygget op, så er 'Konkret Musik' definitivt pladen, der synliggør, at 'Et Ex' blot var starten på en ny æra for Gösta Berlings Saga. I denne omgang snakker vi om et album, hvor man nærmest skal anstrenge sig for at bemærke de få guitaranslag, der er spredt ud over pladens 43 minutters spilletid. Et album, hvor sanglængderne er skåret ind til benet, og der er mere plads end vanligt til de små, artistiske udsving undervejs. Ikke som tidligere én grundtone, der agerer naturligt bindeled hele vejen igennem - og så alligevel, for synthen er vitterligt ikke til at overse i denne ombæring. Tag eksempelvis anden skæring 'Vinsta Guldklocka', der et øjeblik føles som Knight Rider-temaet flankeret af glissando-guitarer og hypnotisk baspumpen. Eller den tilsvarende energiske krautbanger af et titelnummer, der flere gange er lige på nippet til at kamme over i det kaotiske, før håndbremsen elegant bliver trukket over flere omgange – og i den forstand samtidig også det nærmeste vi kommer det tidligere Gösta Berlings Saga med crescendoer og byggeklodser, der igen og igen bygges op og skilles ad.



Drages du af denne energiske, hypnotiske side af lydbilledet, kan du trøste dig med, at halvdelen af pladen bevæger sig i de sindelag. Titelnummeret og 'To Never Return' er mest rammende for den ekspansive, futuristiske tone, der definerer svenskerne i 2020. 'The Pugilist' ender omvendt ud som en lettere overflødig stiløvelse, der desværre aldrig på samme vis bider sig fast.
Indimellem finder vi så diverse mere stiliserede indfald. 'Basement Traps' er en kort, simplistisk sammenfletning af to grundtemaer, der ender brat, før 'Close to Home' fortsætter i sumpet leje med brede lydflader, der aldrig forløses. Bedre fungerer det i det tunge intermezzo 'Closing Borders' og det legende guitarspil i den tilsvarende korte 'Instrument VI', mens 'A Fucking Good Man' lyder som et outtake fra Blade Runner, der aldrig gjorde sig fortjent til at blive sidestillet med resten af filmens soundtrack. En snørklet vej frem til 'A Question of Currency', den forløsende afrunding, hvor Booberg undtagelsesvis graver den akustiske guitar frem til en smuk finale, flankeret af Lundbergs klaverspil, der i samspil giver os en sidste rejse op i de tyndere luftlag.

Og sådan hutler 'Konkret Musik' sig lidt frem med plet- og fejlskud flettet ind i hinanden. Trods alt bundet sammen af et tangenttungt lydbillede som udtryk for den nyere inkarnation af Gösta Berlings Saga, som vitterligt ikke minder om nogen andre. Bedst, når de luftige lag eller pulserende hypnoser favner bredest. Svagest, når stiløvelserne tager styringen og bandet lyder som en legestue uden en rød tråd. Selvom 'Konkret Musik' favner bredere end den mere tungsindige forgænger, efterlader den dog stadig en med indtrykket af, at der venter en større, futuristisk åbenbaring forude - og så tager vi os gerne til takke med den søgende middelvej i mellemtiden.