Roadburn 19: Fredag – Fra gravkammerpop til svenskerdød

Triptykon haltede, da ambitionerne skulle forløses. At the Gates hev gæstemusikere og obskure covervalg ud af ærmet. Til gengæld var Anna Von Hauswolffs gravkammerpop og Gösta Berlings Sagas futuristiske prog i en liga for sig.

Svesken på disken: Fredag var en dag præget af svære valg. Programmet var uhyggeligt stramt, og til at starte med havde den lange ventetid på taxaen natten før resulteret i forsinkelse på dækningen af torsdagens strabadser. Derfor blev de sidste fingre lagt på gårsdagens reportage let forsinket, og jeg gik først til Main Stage 20 minutter inden dagens første store navn.

Overraskende nok var fremmødet noget beskedent, Triptykons unikke koncept taget i betragtning. Temaet var det tredelte requiem, Tom Gabriel Warrior med sit tidligere band Celtic Frost fik idéen til i 1986, hvoraf kun første og tredje del blev indspillet, og det var derfor i samspil med det hollandske Metropole Orkest, at requiemet i dets samlede form, inklusive den endnu ukendte anden del, skulle se dagens lys. Opsætningen lagde ikke fingre imellem med pauker, xylofon, klokkespil og kvindekor. Intet halvhjertet i dedikationen til denne helt unikke opførelse, som da også blev filmet til lejligheden, mens Nergal pustede os i nakken. Der var lagt op til noget stort, større end det kom til udtryk i praksis. Første del, der også går under titlen 'Rex Irae', virkede søgt, og med det meste af bandet gemt bag hver deres headphones havde de ambitiøse, symfoniske lag svært ved at komme ud over scenekanten. Et problem, der fortsatte et godt stykke ind i den 40 minutter lange anden del, der i lange passager virkede som endnu ufuldendte skabeloner, hvor enkelte spillere fik lejlighed til at vise sig på egen hånd, og det var først halvvejs inde, at samspillet mellem orkestrets symfoniske lag og Celtic Frosts metalliske baggrund kom til større forløsning, inden Triptykon forlod scenen, og Metropole Orkest lukkede af med den dystre sidste del, også betitlet 'Winter'.

Interessant var det, men vi skulle desværre langt ind, før requiemmet for alvor levede op til de legender, tiden har spundet om det.

I mellemtiden var Seven That Spells i gang med at gennemføre en trilogi om krautrockens død og genopstandelse, som vi havde set meget frem til, men programmet var for tæt, og samtlige tre koncerter måtte desværre lide under vores fravær som følge af en koncert, der fuldstændig overgik alle forventninger og afkrævede vore tilstedeværelse fra start til slut.

Vi taler her om Anna Von Hauswolff, der i sin nærmest anarkistiske vekslen fra dystre ballader og funky popsange til full-on rock-outs med feedback og operatisk vokal tydeligt demonstrerede, at hun mestrer det meste. Eller rettere sagt, alle de dystopiske elementer fra de genrer ,hun spænder over, fra introvert synth mere aggro-ladne industrielle goth-raves, med undtagelsesvise rockede afvigere. Det hele bindes sammen af mørket, der hele vejen igennem spøgede i krogene, og selvom de genremæssige afstikkere nogle gange virkede lidt abrupte, så blev det aldrig på nogen måde søgt. Tværtimod fremstod Anna Von Hauswolff som det ultimative udtryk for more is more – det smagte af mere.

Da Seven That Spells i mellemtiden så småt var færdige med deres sidste koncert, måtte planerne ændres, og turen gik akut til Fauna, der bød på dronende, natur-frelst post-black ikke helt ulig Wolves In The Throne Room. Troede vi. Salen var fyldt, og en usædvanligt passiv-aggressiv dørmand mente desværre ikke, at det denne gang skulle gøre en forskel, om man kom i pressemæssigt øjemed.

Vi dragede derfor på Green Room, hvor endnu en af Tomas Lindbergs bookinger bød på prog af uhørte dimensioner. Vi taler her hans landsmænd fra Gösta Berlings Saga, der ligesom Anna Von Hauswolff var et anarkistisk genreopkog, dog af instrumental karakter. Ingen flashy frontfigur til at stjæle rampelyset, men i stedet fuldt fokus på musikken og dens eksperimenterende karakter. Det ene øjeblik rockbaseret, hvor inspirationen fra bands som de italienske Goblin og powertrioen Guapo spøgte i krogene, mens de i andre perioder fokuserede på deres nyere, mere futuristisk, elektronisk baserede skæringer. Gösta Berlings Saga var en sublimt samspillende enhed, der smertefrit vekslede fra funkede og skæve prog-skalaer til mere melankolsk dragende momenter, nørdet på den bedst tænkelige måde. På grænsen til at falde i ”musik for musikere”-fælden, men altid på den rigtige side af stregen, hvor det ikke bare handler om at vise hvor gode man er til at spille skævt, bare fordi man kan. Ganske enkelt overlegent.

20 minutter senere var Main Stage godt fyldt op til At the Gates. I Roadburnsk ånd var vi blevet lovet noget specialt i dagens anledning, og smilet blev en hel del bredere, da bandet skød sættet i gang med et cover af den instrumentale titelsang fra King Crimson-albummet 'Red'. En tidligere indikator på metallens udvikling, eksekveret i tro Crimson-ånd, inden Tomas Lindberg endelig entrede scenen til 'Death and the Labyrinth' og 'Slaughter of the Soul'.

Sådan blev der løbende vekslet mellem egne numre og covernumre, i sidste tilfælde ofte suppleret med gæster på scenen, såsom en bedugget Matt Pike på Trouble-coveret 'The Tempter' og mere Anna Von Hauswolff på noget af temaet fra den eksperimentielle 80'er-film 'Koyaanisqatsi'. Overgangene virkede lidt mere søgte, end det var tilfældet med koncerterne forinden, men ikke desto mindre var det forfriskende at se At the Gates søge andre græsgange. Som en ven påpegede forinden – har man hørt én sang har man hørt dem alle, og selvom det uden tvivl er en sandhed med modifikationer, så beviste At the Gates, at de godt kan bryde rammerne, når det passer dem. Vi takker Roadburn for klædeligt at tvinge dem ud af komfortzonen.

Som sidste indslag gik turen videre mod De Koepelhal, hvor svenske Craft bød på black metal af den sortest tænkelige skole. Et band, der på trods af 20 års eksistens først begyndte at spille koncerter i 2014, og vi så i aftes hvorfor. Med sorte hætter over hovedet og udklippede huller ved øjne og mund fremstod de som en parodi på den genre, de ellers troligt dedikerer sig til, og på trods af en vis konsistens på album virkede det hele utroligt halvhjertet. Vi fik en del skæringer fra sidste års solide 'White Noise and Black Metal', udført efter bogen, men heller ikke mere end det. De store nittearmånd skulle sikkert foregive en vis giftighed, men det eneste overbevisende i udførelsen var trommeslageren, der også var blevet givet påfaldende meget plads i lydbilledet, hvor dobbeltpedalen ramte mellemgulvet med behørig slagkraft, som det sig hør og bør inden for genren.

Udover det var Craft dog mere komiske end noget andet, og vi forlod den synkende skude, blot fem koncerter , men ikke desto mindre to uforglemmelige overraskelser rigere i form af Anna Von Hauswolff og Gösta Berlings Saga. Så kan vi ikke kræve meget mere.

Triptykon: 3
Anna Von Hauswolff: 666
Gösta Berlings Saga: 5
At The Gates: 4
Craft: 2