Crowdpleaseren & legomanden
Populær
Selvom der var et par bundskrabere er Trivium stadig et band der kan skabe en fest. Og As I Lay Dying spillede generelt røven ud af bukserne på alt og alle.
1. In Waves
2. Like Light to the Flies
3. Rain
4. Into the Mouth of Hell We March
5. Down From the Sky
6. Entrance of the Conflagration
7. Black
8. The Deceived
9. Watch the World Burn
10. A Gunshot to the Head of Trepidation
11. Ember to Inferno
12. Built to Fall
13. Dying in Your Arms
14. Pull Harder on the Strings of Your Martyr
15. Torn Between Scylla and Charybdis
16. Throes of Perdition
17. Leaving This World Behind
As I Lay Dying:
1. Condemned
2. 94 Hours
3. Anodyne Sea
4. Paralyzed Decas
5. Cauterize
6. Confined
7. Through Struggle
8. Nothing Left
9. A Greater Foundation
10. Within Destruction
11. The Sound of Truth
Amager Bio og Livenation havde inviteret til bal med tyske Caliban, hårdtpumpende As I Lay Dying fra California og Trivium med altid energiske Matt Heafy i front. Publikum kvitterede for det hårde line-up ved at møde talstærkt op.
Min sidemand blev overrasket over at høre at Caliban var det ældste band i selskabet, for det var svært at se. Hvor Trivium og As I Lay Dying opstod i 2000, har Caliban hele 15 år på bagen og i Tyskland nyder de stor popularitet. De har blandt andet spillet på Wacken, turneret med Kreator og været i stald hos flere af de store pladeselskaber som Roadrunner, Lifeforce og senest Century Media. Caliban lignede dog nogen, der lige var trådt ud af øvelokalet med den første selvindspillede ep i hånden. De havde taget mest med fra albummet ’I Am Nemesis’ (2012), herunder ’We Are The Many’, der på albumversionen inkluderer vokal fra netop afdøde Mitch Lucker (Suicide Silence). Nummeret startede med en dedikation til Mitch og lidt instruktioner til publikum om, at der skulle råbes med, og det viste sig at være et nummer, der egner sig sublimt til liveoptrædener.
Caliban lagde efter tredje nummer ud med krav om væggen af død (wall of death) og circlepit, og med al respekt for at de prøver at skabe en fest, så er det bare to fadøl for tidligt. Havde de vendt energien mod hinanden og skabt elektricitet på scenen i stedet, havde publikumsgejsten givet sig selv. Caliban får ros for at lægge ud med det stærke nummer ’Dein R3ich’ og holde et udmærket niveau. Til trods for, at guitarlyden svigtede, og at man enten skulle kende musikken godt eller have en meget forfinet hørelse for at opfange de melodier, der bærer Calibans musik. De flød i hvert fald oven på en tsunami af trommelyd, og i stedet blev kvalt i den. Til gengæld havde de det fedeste setup med dekorerede forstærkere, store lysende bogstaver og en kickass-baggrund.
En overbevisende prædikant
As I Lay Dying er en maskine der ikke kan stoppes. Forsanger Tim Lambesi er en overvældende herre der med sin fysiske og stemmemæssige suverænitet dikterer, at når far snakker, så hører vi efter. Hans fremtoning er ikke ulig en dundertalende præst, og det går godt i spænd med at fundamentet for samtlige bandmedlemmer er den kristne tro, hvilket også kommer til udtryk i musikken. Lambesi fremstår med sine firkantede armbevægelser som halvt legomand, halvt maskine, og det er ganske underholdende at se på. Tillige var han i overordenligt højt humør hvilket kom til udtryk i nogle særprægede sprællemandshop, der i få øjeblikke nedtonede hans maskinelle optræden og afslørede, at han trods alt også bare er en metal-gal brøleabe som os andre, der bare ikke kan lade være.
Nick Hipa på leadguitar gjorde en imponerende figur sammen med rytmeguitarist Phil Sgrosso der fremkaldte en savlende måben hos undertegnede og således var As I Lay Dying en inspirerende omgang metalcore for en førstegangslytter. De spillede overvejende numre fra 2007-albummet ’An Ocean Between Us’, samt fra den nye plade ’Awakened’ der udkom i september i år. Det entusiastiske show, de leverede, gav blod på tanden til at gå hjem og lytte til førnævnte albums og de lagde et niveau, som ville blive svært for Trivium at matche.
Hold kæft og spil
Og så endelig Trivium. Et live-navn jeg altid ser frem til, selvom deres koncerter, jo flere gange man ser dem, er skræmmende ens, pånær enkelte variationer i sætlisten. Denne aften var ingen undtagelse, og forsanger Matt Heafys brølende ”fucking explode” blev vanen tro leveret skarpt timet som indledning til ’Throes of Perdition’, men publikum åd det råt og kvitterede ved kasse ét med et voldsscenarie af en moshpit.
Trivium havde rystet posen og konstrueret en sætliste med meget fra ’Ascendancy’, en god del af ’Shogun’, samt titelnummeret fra debuten ’Ember to Inferno’ (2003). Alt i alt godt skruet sammen. ’Shogun’s stærke numre egner sig morderligt godt til at blive banket ud over en scenekant, og især ’Torn Between Scylla and Charybdis’ som ikke havde været spillet på dansk grund før, var et højdepunkt sidst på aftenen. Lyden som hos Caliban ikke var justeret i ordentlige niveauer, og hos As I Lay Dying i første halvdel af koncerten var skinger, havde fået de rette indstillinger, da Trivium gik på, og når lydsiden er i orden er der ikke meget, der kan slå Trivium ud af kurs. Der var dog et par mærkbare bundskrabere:
For det første den manglende indbyrdes kommunikation og begejstring på scenen, dernæst det røvsyge backdrop der gik i ét med resten af Amager Bios bagvæg, og så det faktum at nogle af deres stærkeste numre død og pine skulle spilles i så hæsblæsende et tempo, at fede downtempo-stykker og breaks blev til en slags let og shufflet jazz. Nej tak. Her med konkret tanke på ’Pull Harder on the Strings of Your Martyr’, der både denne aften, samt på et klip fra Wacken 2011, blev spillet i tempo 160, hvor albumversionen er nede omkring 146 bpm (!).
Matt har fået en mere skråsikker insisteren på at være publikumspleaser. Der skal gang i den, og det skal gå stærkt, så han råbte til Amager Bio at publikum sagtens kunne stikke Göteborg-publikummet fra dagen før. Nu måtte vi give den en skalle. En ting er, at man som metalmusiker sviner Göteborg til – hvilket man ikke bør grundet byens urørlige stoltheder: Ace of Base og One Without. Og måske en anelse At the Gates, In Flames, Evergrey, Dark Tranquillity og Graveyard m. fl. Noget andet er at den forcerede enetale fra Matt blot får én til at tænke ”hold nu kæft og spil!”. Så skal vi nok stå for festen nede på gulvet!
Trivium spillede en udmærket standardkoncert, heldigvis med meget fra ’Shogun’, men hvor nærværet var fraværende og ærlig publikumskontakt savnet. Til gengæld var der knald på fra start til slut og As I Lay Dying var aftenens positive overraskelse.