Halvsløj opvågning

As I Lay Dyings 6. album udløser en fornemmelse af, at det ikke er en af de kommende store albumklassikere man lytter til.

Titel
Awakened
Dato
21-09-2012
Distributør
Trackliste
1. Cauterize
2. A Greater Foundation
3. Resilience
4. Wasted Words
5. Whispering Silence
6. Overcome
7. No Lungs To Breathe
8. Defender
9. Washed Away
10. My Only Home
11. Tear Out My Eyes
Karakter
3

Uden yderligere kendskab til As I Lay Dying end en mere end møg-totalt-i-orden-koncert i november og en overfladisk gennemlytning af 2005-albummet ’Shadows Are Security’, er det med glat pande og rensede øregange, at årets første anmeldelse skal i hus.

Metal Blade prydes af en overordenlig pæn artist pool (bortset fra GWAR, men lad dem endelig dø i glemsel), og i børnebassinet findes As I Lay Dying der opstod af NWOAHM-asken i 00’erne sammen med andre amerikanske bands som Between the Buried and Me, Mastodon og Trivium og, et par år før dem, All That Remains, The Dillinger Escape Plan, Avenged Sevenfold, Chimaira, Killswitch Engage og The Red Chord blandt flere. Med ovenstående som reference er lyden både meget amerikansk og meget numetallisk men uden eksempelvis Between The Buried and Mes kompleksitet, Mastodons tyngde eller The Red Chords brutalitet. ’Awakened’ er derfor hurtigt i fare for at blive dømt ude i kedsomhedens tegn. Ikke fordi det er dårligt, men fordi det er hørt før.

Og så var der alligevel noget interessant, der sneg sig ind i 3. skæring ’Resilience’. Og så kunne jeg jo lige så godt høre det hele igen. Og så begyndte tingene at få nuancer. Tim Lambesis’ vokal er bare lige det mere brutal inden for genren, lyden synes tungere funderet end på 2005-skiven, og de har da også udgivet et par album siden da. ’Resilience’ har et fængende omkvædsriff, og på albummet overordnet kommer der en masse fine detaljer fra såvel trommeslager Jordan Mancino som guitaristerne Nick Hipa og Phil Sgrosso. Det siges om As I Lay Dying, at de lyder som kopier af deres tros- og genrefæller i Zao, men faktum er, at de er den udgave af Linkin Park som man faktisk godt gider at høre på til forskel fra originalerne.

Styrken skal findes i Tim Lambesis nærværende vokal og i, at koret som består af flere spor, ikke er irriterende. Som standard plejer det at lyde som den tidlige punks rebelske shout-outs, og det har aldrig klædt noget som helst andet end punk. Men her giver backingvokalerne den ønskede effekt af gennemslagskraft, og i de mange lag opdager man, at As I Lay Dying faktisk er gjort af et stærkere stof end som så. Musikken er et decideret pølsemix af groovy thrashelementer, breakdowns og sing-a-long-venlige omkvæd.

Albummets bedste numre er åbneren ’Cauterize’, ’Whispering Silence’ og ’My Only Home’, der alle har eksplosivt trommespil og smittende omkvæd til fælles. Havde de alene lagt standarden på ’Awakened’, havde man stået med et andet og mere bidsk resultat i hånden, men der er for mange anonyme numre til, at det som helhed bliver rigtig interessant.