RB 25: Fremskridt?
Gordan Chapman-Fox gav under det mundrette navn Warrington-Runcorn New Town Development Plan sin kommentar til fremskridtet som det så ud i England i slutningen af 1970'erne til et show, hvor billedsiden ikke meningsfyldt kunne skilles fra lydsiden.
Vi havde lyttet lidt op på det kommissionerede projekt, der går under det meget mundrette navn, Warrington Runcorn New Town Development Plan (WRNTDP). Kunstneren bag projektet, Gordon Chapman-Fox er ikke nogen årsunge. Han har lavet elektronisk musik i årtier og har indtil videre udgivet fem albums og én EP i WRNTDP-projektet.
Til ære for Roadburn kom Chapman-Fox med et særligt retro-futuristisk sæt, Industrial Growth, der ikke tillod lytteren at løsrive musikken fra billedsiden, der med få virkemidler fik fremskridtet, sådan som vi definerede det i slutningen af 1970’erne, til at virke som det modsatte.
Der er ord, jeg forbinder med noget menneskefjendsk, noget menneskeoptimerende. Multihal er et af de ord. Byplanlægger er et andet. Der er noget uendeligt effektivt, noget bedrevidende over byplanlæggeren, der i en næsten mekanisk hjerne beregner det gode liv og sætter det på formel. Nogle gange bliver den formel omsat til en betonørken forbundet af såkaldt “grønne områder”, stisystemer, “gode transportmuligheder” og indkøbscentre, der kan sikre, at beboerne i dette paradis har en lejlighed, effektiv og sikret vej til arbejde og indkøbsmuligheder lige ved hånden. Med andre ord: Alt hvad byplanlæggeren kan forestille sig at et menneske nogensinde kan begære. Væk er sjælen, det skæve, det smukke og tilbage er kun effektiviteten, optimeringen.
Det var den billedside, Chapman-Fox lænede sig ind i og kommenterede med sin komplekse retro-futuriske elektroniske kompositioner, der tager inspiration i et gigantisk projekt i byerne Warrington og Runcorn, kun 20 km fra der, hvor kunstneren selv voksede op. Og at det er et kompleks emne med masser af nuancer, var tydeligt fra første tone i koncerten. Kompositionernes lag havde hver sin fortælling og hvor bunden af numrene ubønhørligt pressede lytteren frem og frem og frem i et uendeligt loop af repetitive skarpe maskinelle lyde, så var der plads til mennesker i de øvre lag, hvor lydfladerne blev mere svævende og drømmende. I midten punkterede trøstesløshed og forudsigelighed de mere drømmende lag, mens billeder af mennesker omgivet af beton og med et baggrundstæppe af atomkraftværkernes kæmpevandtårne myldrede hen over skærmen på vej til eller på vej fra noget.
Og selvom det var nemt at falde i gryden af unuanceret, iskold elektronisk musik, så mestrede Chapman-Fox netop at sørge for at få nuancerne med. Selvom vi i vores charmerende, gamle lejligheder i Indre København rynker på næsen af betonørkenerne, og selvom de fleste af dem har vist sig at være præcis så uegnede til mennesker, som de ser ud til at være, så var der i musikken også håb at spore, drømme, løfter. Drømme som sikkert har været delt af de mennesker, der flyttede ind i disse splinternye og moderne lejligheder med eget lokum og rindende vand. Uanset hvor skarp den musikalske kommentar var til billedsiden, så fik vi aldrig fornemmelsen af, at den glemte, udstillede eller latterliggjorde de mennesker, der trods alt også var en del af disse byplanlagte ørkener. Snarere tværtimod. Både billedsiden og lydsiden rummede en varme - overfor de mennesker, der flyttede ind de ultramoderne, nye bysamfund, og overfor de byplanlæggere, der satte det hele på formel.