10x10: Ghost - Opus Eponymous

Da svenske Ghost udgav debutpladen i 2010, ændrede de landkortet for heavy metal og tilførte genren pop og melodi, som ingen andre havde gjort det før dem.

Når vi kigger tilbage på 10’erne er der næppe et band, der definerer det årti bedre end svenske Ghost. De debuterede med ‘Opus Eponymous’ i 2010 og udgav derefter yderligere fire plader i det årti, vi er på vej ud af. De cementerede bandets placering i metalverdenen, og som en Koenigsegg bragede de hurtigt op øverst på festivalplakaterne.

Et ridt, der er lige så imponerende, som deres sange er fængende. For Ghosts succes er summen af mange komponenter. Vi forsøger her at redegøre for de virkemidler, der har sikret Ghost en plads i metalhistorien som både et vigtigt band, men også et band, der udstiller de klicheer og tematikker, der har været dominerende i årtier.

Først og fremmest er Ghost dygtige musikere. Eller musiker. For Ghost er Tobias Forge. Det var der bare ingen, der vidste, dengang i 2010, da ‘Opus Eponymous’ udkom. Mystikken omkring bandet og hvem, der spillede hvad, og hvilket menneske, der gemte sig bag instrument og maske, var total. Mystikken var selvfølgelig noget, der kunne skabe opmærksomhed og nysgerrighed. At musikken så også var lettilgængelig og anderledes gjorde ikke interessen mindre.

Musikken er et sammensurium af flere ting: Hård rock, kirkeorgel og pop. Indspillet i en kælder gennem en Orange Thunderverb 50, som Ghost formåede at skabe en lyd ud af, der både minder om 70’er-rock og heavy metal. Med kor, orgel og en distinkt vokal blev guitaren understøttet i det billede, der samlet set var Ghost. 

Teksterne handler om djævlen og er endnu et klassisk trick. Hård rock og heavy metal har siden Elvis Presley været djævlens musik, og vil man gerne tilføje sin musik lidt chokværdi, så er Den Hornede et nogenlunde sikkert kort at spille. Læg dertil tematikken, hvor Ghost har lånt så rigeligt fra den katolske kirke med en pavefigur, der dystert omfavner en katedral på coveret. 

Djævletematikken og metallen var ikke noget, der lå fjernt for Tobias Forge og hans unavngivne spøgelser i Ghost. Forge har en fortid i dødsmetalbandet Repugnant og kontaktede bassist Gustaf Lindström, der gik under kunstnernavnet Carlos Sathanas i Repugnant. De fik indspillet de første demoer af sangene ‘Stand By Him’, ‘Death Knell’ og ‘Prime Mover’ i 2008. Forge havde fået lagt fundamentet til det, der skulle udvikle sig til Ghost. En opvækst med KISS og Black Sabbath, som Forge fortalte os sidste år, har unægtelig også haft en effekt på, hvordan man gerne vil fremstå med masker og drama.

Gustaf Lindström var også ham, der indspillede bassen på samtlige sange på ‘Opus Eponymous’; Tobias Forge klarede resten bortset trommerne, som de hyrede Ludvig Kennberg ind til at tage sig af. Kennberg har siden været en af de trofaste indspilningsmakkere, som Forge har kunnet bruge trods de kontroverser, der siden har været med de unavngivne spøgelser og retssagerne med og mod disse.

Debutpladen åbnede en flanke, der lidt overfladisk blev kaldt ABBA med elguitar, og det blev hurtigt populært. Ghost fik allerede i 2011 mejslet navnet fast med koncerter på store festivaler som Roadburn, Download, Hellfest og vores egen Roskilde Festival.

Siden udkom ‘Infestissumam’ i 2013, der med sange som ‘Secular Haze’ og ‘Year Zero’ katapulterede dem yderligere op i stratosfæren og resten er historie. Pave Emeritus i alle hans afskygninger har opnået kultstatus blandt bandets fans, og Tobias Forge, manden bag såvel masken som bandet, har nogenlunde sikkert styret bandet mod stjernerne. Det retlige udfald med og mod de tidligere bandmedlemmer var naturligvis en uvelkommen omvej for Ghost, men på det tidspunkt havde Tobias Forge indvilget i flere selfies med berømtheder i metalmiljøet backstage på festivaler, og særligt da Nergal fra Behemoth postede et billede med Tobias Forge og den medfølgende tekst “If you have Ghosts… U have everything :)” i juli 2014, faldt masken omsider og mystikken blev udløst.

Det hele startede dog med ‘Opus Eponymous’, der om nogen plade var med til at indvarsle en helt ny lyd og genre i 10’erne, der på godt og ondt skabte et band, der i den grad var med til at sætte dagsordenen musikalsk. Lyden er helt deres egen, tematikken med rigelige mængder Satan og katolsk kirke og pave og mystikken om bandmedlemmernes identitet var den perfekte storm. Tilsat hård rock med pop og fandens fængende riffs, og det kan retrospektivt ikke overraske, at det blev stort.

Ghost udfyldte et tomrum, ingen vidste havde været der. Efter en årrække med fokus på teknisk og ekstrem metal var der pludselig nogen, der turde skrive letfordøjelig musik, der fængede ved første gennemlytning og ikke krævede en bachelor i musik for at kunne forstå og nyde. På nærmest samtlige punkter havde Ghost ramt plet. Deres succes årtiet igennem synes kun at understrege dette.

Ghost er et af de bands fra 10’erne, som ingen med selv den mest perifere interesse for metal kan undgå at have en holdning til. For det brede publikum er de stadigvæk spas, masker og fængende melodier, og alt er godt. For dem er der ingen grund til ikke at kunne lide Ghost. I den hårde kerne deler publikum sig i to fløje: Dem, der afskyer Ghost, fordi det er en gimmick med sløje popsange, og dem, der elsker Ghost, fordi de tager metal tilbage til udgangspunktet i chokrocken. Der er ingen, der er ligeglade med bandet, der blandt deres fans tæller notabiliteter som James Hetfield, Phil Anselmo og Nergal. 

Ghost har ikke været banebrydende, hverken musikalsk eller imagemæssigt. Men de har fået metal til at genopdage noget af det, den også kan være. Det er svært at se et band som Tribulation gå ned ad den vej, de er gået med gotiske popmelodier henover metal, hvis det ikke havde været, fordi Ghost havde åbnet den. Med Ghost blev metal sexet og sjovt igen.