SRF '15: Torsdag

Slash var kedsommelig. Def Leppard tog rutinen. Airbourne var som altid flyvende. Nick Holmes står ikke distancen i Bloodbath live. Men Copenhell kan godt glæde sig! Exodus thrashede igennem, og Ghost lyste op i nattens mørke.

Over 2000 bands deltog i Sweden Rock Festivals konkurrence om at få en af de tre vinderpladser på årets plakat. En årlig og sympatisk chance festivalen hvert år giver håbefulde aspiranter på den summende rockscene.

Flere danske bands tilmeldte sig: Blandt andre Taras, Statement, 9000 Joe Doe, men ingen stod distancen i konkurrencen, hvor nettets lyttere agerede domstol.  

Torsdagens musik startede med svenske Yardstones, der med deres medrivende rock ’n’ roll ikke helt uforståeligt var endt blandt de tre grupper, der vandt. I hvert fald, når man hørte deres musik på YouTube før festivalstart.

Live virkede de ikke særlig overbevisende. Og slet ikke med deres skizofrene fremtoning med en guitarist i trompetbukser og hippietrøje, mens de øvrige havde fundet lædervesten frem. Det har faktisk noget at sige, når musikerne fremstår, som stod de i hvert deres band –  især når musikken ikke har format til at stjæle opmærksomheden.

Lyden røg og belastende banjo

All That Remains stod på Rock Stage en halv time efter Yardstones var gået på. Det amerikanske metalband åbnede med ’This Probably Won't End Well’, hvilket ikke kunne have været mere symbolsk.

Lyden forsvandt i nummeret kort efter start! Skidt begyndelse! Og hvor ser det egentlig bemærkelsesværdigt og bizart ud at se en forsanger skrige sine lunger ud for fulde kraft i en mikrofon, uden at man kan høre manden. Gruppen spillede dog ufortrødent videre og frontmand Philip Labonte trak på skulderen, mens han kiggede ud på publikum og tog den kiksede affære med et smil på læben. Godt reddet.

Som solen kom godt frem på himlen i takt med eftermiddagen skred frem, dukkede der en del publikummer op til finske Steve ’N’ Seagulls på 4Sound Stage. Ikke overraskende. Hvis der er noget som hitter på metalmediers profiler på de sociale medier, så er det hillbilly banjocovers af kendte klassikere.

Sjovt de første par gange. Herefter belastende.

Blandt de største syndere er netop Steve ’N’ Seagulls, der har udsat Metallica, Iron Maiden, Dio og øvrige koryfæer for deres blasfemiske banjogøgl. Fem minutter. Så var den abe set og hånet.

I teltet spillede Deception svensker-thrash så kedsommelig og uinspirerende, at åbningen af hovedscenen trak det længste strå. Om end det også viste sig at være kort, hvis man kan udtrykke det på den facon.

Tam åbning af hovedscenen og kedelige døde børn

The Quireboys' frontmand Spike Gray åbnede Festival Stage med Spike’s Free House, der er et ensemble af musikere fra Bad Company, Magnum og Thunder. Alle glimrende rockbands, men her var godt nok tale om en tam omgang af classic hardrock.

Så var der lidt mere gevinst fra Finland. Children of Bodom svigter sjældent, men i forhold til det brag af en koncert de leverede på Wacken Open Air sidste år, var det et mindre veloplagt band, der stod i den bagende sol i Sverige.

Finnerne havde lige op til festivalen annonceret, at rytmeguitarist Roope Latvala var ude af bandet, og i stedet havde Antti Wirman – lillebror til gruppens keyboardtroldemand Janne Wirman –  overtaget tjansen.

Indsatsen var god fra guitaristen, der kun spillede sin anden koncert med gruppen, der har taget navn efter en sø i Finland, hvor en række børn brutalt blev myrdet.

Men Wirman bleger naturligvis ved siden af stjernen og superguitarist Alexi Laiho.

Den 36-årige frontmand spiller suverænt, men finnerne har til gengæld spillet de samme numre så mange gange, at Laiho kan lire dem af i søvn.

Det gjorde han næsten også igennem de omkring 70 minutter, bandet stod på scenen og spillede sætlisten med evige klassikere. ’Needled 24/7’, ’Silent Night, Bodom Night’, Sixpounder’ ’Angels Don’t Kill’.

Vi fik dem alle sammen. Fantastisk numre, der nogle gange rykker én helt rundt. Andre gange nærmest virker trættende, som tilfældet var her, under en koncert, der aldrig kom op i gear.

Nostalgiske fællessang til Slash og nok en tam tur med leoparden

De tunge drenge i NWOBHM-bandet, Grim Reaper, var der mere pondus i. Kun frontmand Steve Grimmet er tilbage. Ligesom bassist Lee Payne er eneste mand, der i dag er i NWOBHM-gruppen Cloven Hoof, der spillede på festivalen sidste år.

Det er fantastisk, at festivalen booker de her gamle britiske bands, men som tilfældet er med både Cloven Hoof og Grim Reaper, så er der bare ikke meget tilbage af ånden eller det oprindelige udgangspunkt. Steve Grimmet’s Grim Reaper Band gjorde det nu udmærket foran de få, der var til stede.

Kort tid efter briterne indtog 4Sound Stage var det nemlig Slash' tur til at for alvor at sparke festen gang i hovedscenen. En lettere nostalgisk omgang med fællessang under ’Sweet Child O’ Mine’ og ’Paradise City’ skabte da nogenlunde en godkendt rockfest, men glimrende blev det aldrig. (Læs anmeldelsen).

Så var der til gengæld et større rockbrag over de vilde australiere i Airbourne, der simpelthen ikke synes at være i stand til at skuffe! (Læs anmeldelsen). Ironisk spillede Slash i øvrigt i en trøje med Airbourne!

Aftenen bød på hovednavnet Def Leppard, der gav samme sætliste som til koncerten, vi anmeldte i Esbjerg, ugen før. De var veloplagte og godt kørende, de gode briter, men konklusionen synes at være den samme som i det jyske. Ikke meget var overladt til tilfældighederne, og Def Leppard kørte den stensikkert hjem på rutinen.

Copenhell bliver thrashet rundt!

Ellers bød torsdagen på tre navne, der også gæster Copenhell. Gary Holt er desværre ikke med i Exodus på deres turné, fordi hans far angiveligt er syg. Ærgerligt nok, men det var ingen hindring for, at de amerikanske thrash-legender blæste igennem.

Fire numre fra 1985-debuten ’Bonded by Blood’ gjorde helt sikkert sit til, at det svenske publikum blevet revet midt over af Exodus’ sans for flænsende riffs. Copenhell kan godt glæde sig!

Mere ujævn en oplevelse var Bloodbath, der gav deres første koncert i hjemlandet. Utroligt nok efter et årtis eksistens.

Nick Holmes teatralske tilgang iført kutte og drabelig ansigtsmaling og engagerede kontakt til publikum løftede showet. Men den 44-årige brite har svært ved at følge med på de gamle numre.

Hans growl er såmænd godt nok, men de svenske musikeres tekniske kunnen er så overlegen i hvad Holmes kan bidrage med i forhold til, hvad han kan i Paradise Losts tempo. Han fremstår mere som medlem i gruppen for sit navns skyld end for sit talent, når det kommer til at spille så grum og heftig dødsmetal – holder Holmes til endnu et blodigt album? Det virker usandsynligt.

Spøgelserne lyste op i nattemørket

Papa Emeritus III holder næppe heller ikke til et fjerde album med Ghost. Men så er det jo godt, bandets ”hemmelige” sanger Tobias Forge kan træde i rollen som ny frontmand for fjerde gang, når tiden kommer.

Dagen før koncerten havde Papa Emeritus III og The Nameless Ghouls verdenspremiere på den nye lineup inklusive gruppens nye masker i Linköping, hvor Papa Emeritus II rakte faklen videre til hans arvtager på scenen ved koncertens start.

”Lad os få det på rene. Jeg taler ikke svensk, men kun engelsk,” lød det fra den nye frontmand med italiensk accent i Linköping under debutkoncerten.

Det skal de have svenskerne. De formår at gøre forvirringen total med det gennemførte skuespil.

Men det er muligt, at Papa Emeritus III fører sig frem som en italiensk ghoul, men stemmen synes ikke at være til at tage fejl af i de kendte skæringer som ’Year Zero’ eller den medrivende fortolkning af Roky Ericksons ’If You Have Ghosts’.

De kom naturligvis under spøgelsernes midnatsmesse på Sweden Rock, der visuelt var ganske prangende. Fire nye numre fra den nye plade, der udkommer til august, blev det også til. Singlen ’Cirice’ er netop lige udkommet, og de tre andre nye sange viser, at Ghost stadig har sansen for at skrive simple, men fængende og bløde rockmelodier.

Metal er det måske ikke. Men Ghost bliver et hit på årets Copenhell, når de går lørdag midnat går på som årets sidste hovednavn.