Endnu en tur i manégen
Populær
Er fint nok godt nok for Slipknot? ’We Are Not Your Kind’ er endnu et album, som vil være glemt, når turnécyklussen er overstået. Det har sine højdepunkter, men der er ikke mange af dem.
2. Unsainted
3. Birth of the Cruel
4. Death Because of Death
5. Nero Forte
6. Critical Darling
7. A Liar's Funeral
8. Red Flag
9. What's Next
10. Spiders
11. Orphan
12. My Pain
13. Not Long for This World
14. Solway Firth
”Local bands, suck these nuts! U.S. bands, suck these nuts! Worldwide bands, suck these nuts!”
For halvanden måned stod Corey Taylor i front for Slipknot på Copenhells hovedscene og brølede netop de ord. Det var et kærkomment throwback, for den helt grindcoresmadrende ’Get This’, et tyve år gammelt deep cut, der egentlig var et bonusnummer på debuten, tæskede ud over festivalpladsen og mindede om, hvor voldsomme Slipknot faktisk var, da de kom frem.
Lige dér gav det fremragende mening. Det var ungdommeligt, energisk og vitalt. Og det mindede én om, hvor gode Slipknot fortsat kan være, når de for alvor giver los for aggressionen.
Lækker indpakning
Derfor er det også en moderat skuffelse at blive mødt med ’We Are Not Your Kind’, det sjette album fra den ni hoveder store gruppe. Udgivelsen er blevet teaset med singles, videoer og offentliggørelsen af endnu en koncertturné (eller i hvert fald offentliggørelsen af de byer, de spiller i, hvoraf København er en af dem), og selvom forløberen ’All Out Life’ ikke har fundet vej til albummet, så har et nummer som ’Unsainted’ afsløret, at Slipknot fortsat tapper af den melodiske åre. Den åre, de slog ind på for 15 år siden med ’Vol. 3: The Subliminal Verses’, albummet, der redefinerede deres lyd oven på nyklassikerne ’Iowa’ og den selvbetitlede debut, og som står som et selvstændigt hovedværk i nullernes mainstreammetal.
Popsensibiliteten er udtalt på ’We Are Not Your Kind’, og den understøttes af en top notch produktion: Lydbilledet er tæt, klart og veldefineret, trommerne sidder stramt, guitarerne river tilpas meget, og Coreys vokal er hele tiden i centrum. Og så glemmer vi i øvrigt, at halvdelen af gruppen ikke rigtigt laver andet end at slå på tønde og lægge et par samples ind her og der.
For indpakningen er lækker og lige, som den skal være. Men Slipknot har glemt én ting, og det er at skrive de helt mindeværdige sange.
Manglende hits
Albummet lægger ellers godt fra start med den – for Slipknot – typiske halvanden minutter lange intro ’Insert Coin’, der ringer ind, inden førnævnte ’Unsainted’ sætter stemningen og tonen. Det er et glimrende åbningsnummer, som netop blander et skråleværdigt omkvæd med tæppebankerrytmik, et par catchy riff, et blastbeat og et kvindekor, der giver en mere subtil storladenhed til omkvædet. Det er en medrivende cocktail og et glimrende eksempel på Slipknots styrker, samt hvor de befinder sig i dag.
’Birth of the Cruel’ (hvis titel er et forfærdeligt pun på Miles Davis’ ’Birth of the Cool’) lægger sig i den tungere ende og byder på et par moshvenlige groovestykker, mens ’Nero Forte’ til gengæld har et af de omkvæd, der vil appellere til de publikumshorder, som bandet spiller for.
Men sammen med ’Unsainted’ er det også det tætteste, man kommer på et af de samlende hits, som Slipknot ellers stålsat har banket ind i den kollektive metalbevidsthed de sidste to årtier.
Kunstnerisk mod eller manglen på det
Og så lugter det af noget, man har hørt før. ’Nero Forte’ viser både Taylor i et decideret rap-flow som i de tidlige dage, men sangen indeholder også et trommebreak, der giver en stærk reminiscens af percussionbangeren ’The Blister Exists’. Det samme gør sig gældende i et nummer som den bistre ’Red Flag’, der i sit bastante og fremdrivende beat slægter ’Disasterpiece’ på og giver et vist déjà vu ved gennemlytning.
Til gengæld kan man beundre bandets kunstneriske mod, når de bryder med forventningerne og kaster sig ud i ’Spiders’, en tungsindig form for ballade, der balancerer et ’Halloween’-inspireret klavertema med percussion-kantslag, en warped guitarsolo og et decideret pophook, alt sammen bundet ind i en trinvis dynamisk opbygning over en gennemgående 7/8-rytmik.
Hvis det lyder mærkeligt, er det også, fordi det er det, men det fungerer forunderligt godt – hvilket til gengæld ikke kan siges om den syv minutter lange og døsige klokkespilssang ’My Pain’, der er med til at gøre albummets sidste stræk af overlange numre til et sejt ét.
Slipknot har aldrig helt mestret dét at skære igennem og begrænse sig. De har altid lavet lidt for lange plader og strukket sangene lidt for langt ud, og med en spilletid på 63 minutter, der reelt set er fordelt på ni numre, hvis man renser for introen og de forskellige interludes, så gør det samme sig gældende på ’We Are Not Your Kind’.
Live-testen
Det gør albummet til en tvivlsom fornøjelse, for selvom det har sine højdepunkter undervejs, så står de højdepunkter ikke mål med resten af bandets materiale. Man savner den sprudlende kreativitet, der var til stede på et album som ’Vol. 3’, man savner de helt aggressive metalbangers, og selvom Jay Weinberg er mere end habil bag trommesættet, så savner man Joey Jordisons vanvidsspil.
Vi kan afprøve ’We Are Not Your Kind’ med live-testen: Hvilke af disse fjorten sange har man lyst til at høre live? Det korte svar her er, at det har man ikke. Ikke rigtigt, i hvert fald. Særligt ikke, hvis det er på bekostning af gamle publikumsfavoritter, hits og deep cuts.
For i det større billede er ’We Are Not Your Kind’ endnu et album i rækken fra endnu et band i stadionklassen, der har hovedværkerne bag sig, og som nu lidt af forpligtelse spytter en ny plade ud hvert femte-sjette år, så de kan tage på turné og spille det samme gamle materiale.
Og det er endnu et album, de vil spille en to-tre sange fra, når næste tourcyklus er overstået.
Og med tiden bliver det sandsynligvis også endnu et af de album, som man forbigår, når man skal høre Slipknot. Fordi det trods alt er de første tre, deres arv bygger på.
’We Are Not Your Kind’ er fin nok. Spørgsmålet er så også bare, om ”fin nok” er godt nok. For titlen som det største nye metalband i dette årtusinde forpligter trods alt.