Virkelighedsfjern, og dog så nær

Kollapse 211008-18

Vanløses Stairway er ved at have styr på hvordan man lægger lokale til metalkoncerter, og trods ujævnt fremmøde, var Kollapse klar til at banke alle på plads i Virkelighedsfjerns navn

Kunstner
Spillested
Dato
08-10-2021
Trackliste
1. Libido
2. Knæler
3. Drift
4. Der, hvor jeg drømmer, er der altid mørkt
5. Byrd
Fotograf
Kasper Pasinski
Forfatter
Karakter
4

Kollapse, der i år har udgivet tredje album, den mesterlige ‘Sult’, var uden tvivl hovednavnet, og efter allerede nærmest at have lovet dem en plads på diverse årslister, var Devilution nødt til at få set giraffen, som man siger, og vurdere om de kunne klare sig uden studiemagi.

Fem bands er en stor mundfuld for de fleste, og det kan være svært at holde dampen oppe, især coronaform taget med i betragtning. Det var også tydeligt at de københavnske sludgecrusties i Quitters var glade for at spille, men også syntes det var lidt hårdt. Ikke desto mindre var det skønt at opleve bandet fremføre store dele af den herligt smadrede ‘Man’, som vi begejstredes over sidste år.

Settet var en herlig blanding af tight og sjusket, præcis som det skal være, og de duellerende vokaler og den hårdt feedbackende baslinje, blev på bedste vis understreget af de usandsynligt høje trommer. Det var en oplevelse fra rå ‘The Cult is Alive’-level crust og over i herligt fjoget guitarsolo og velmenende, rå “UGHS”. Vi må gå vores Ilterudsendte anmelder i bedene, og bede vedkommende indrømme, at de bare ikke kan lide når ting lyder lidt vredt. Denne anmelder vil i hvert fald gerne fastholde en anbefaling af trioen næste gang de spiller.

Kollapse 211008 5

Febril og sulten
I vores anmeldelse af hovednavnets hovedværk kredsede vi om den norske forfatter Knut Hamsuns klassiker ‘Sult’ og Kollapse havde åbenbart besluttet sig for at gå all-in på den inspiration. I hvert fald var forsanger og bassist hundesyg og brølede sin elendighed ud gennem en hårdt presset maske af normalitet. Ikke at vi opdagede det, før han gik til bekendelse efter aftenenes sidste nummer.

Aalborgenserne var fuldt ud til stede på scen og bød publikum velkommen i deres mørke delirium af et liveset, der levede fuldt op til forventningerne. Det koket generte publikum, der hele aftenen havde holdt sig på tre meters afstand af scenen vovede også, langsomt, men sikkert, at tage adskillige skridt tættere på, så vi til sidste endte med at føle at vi var til en rigtig koncert, selvom kun tre ungersvende i scenens ene side, og to kvinder i deres bedste alder midtfor turde bevæge sig til de tunge, noisy post-hardcoretoner.
De fem var dog også festens midtpunkt og et hårdt tiltrængt pust af liv i et halvtomt og halvdødt Stairway.
Om folk har vænnet sig så meget til Bagedyst og Kastanjemænd i sofaen, at de helt har glemt at det er fedt at komme ud er svært at sige, men det var en skam at ikke flere oplevede Kollapses koncert.

Lysshowet var skarpt og dissonant, præcis som musikken, og det gik op i en højere enhed, når vi i fællesskab arbejdede os tættere og tættere på et crescendo, blev holdt målløst hen under den sublime ‘Der, hvor jeg drømmer, er der altid mørkt’, der i sin dystre melankoli fungerede mindst lige så godt som plade, helt ned til den mørke saxofon, der passede så perfekt ind, at vi helt glemte at opdage, at der ikke var nogen blæsere på scenen.
Forløsningen kom, og de mange hel- eller halvskaldede mænd i fuldskæg nikkede anerkendende til hinanden og var tilfredse. Med flere af den slags i salen, og måske et par ynglinge, der kunne slås lidt havde det været perfekt.

Stairway selv har også lært noget siden sidst vi var på besøg. I pauserne blev vi ikke længere spist af med Springsteen og Young, men kunne i stedet nyde King Woman og Uncle Acid and the Deadbeats. Og det gør også en del for stemningen.