Ikke din morfars black metal
Populær
Dansksproget thrash-black med solide accessories, et imponerende gæstegalleri, syng-med-potentiale, rigeligt med solide riffs, og hvad der mest af alt minder om Peter Sommer i corpse paint.
2. Uhygge
3. Lad Paladserne Brænde
4. Lucifer Kalder (feat. Frédéric Leclercq)
5. Slæbt Gennem Sølet (feat. Mathias Lillmåns, Tomas Elofsson)
6. Knæfald (feat. Sylvain Coudret, Frederik Brandt Jakobsen)
Nogle gange gør et bandnavn ikke meget godt. Man kan som regel gætte sig frem til, hvilken type musik et band spiller, bare ved at læse navnet, eventuelt skele til skrifttypen. Derfor var det også med forventning om et lidt ordinært dansk black metal-band, måske noget i retning af Korpsånd-scenen, jeg gik til Angstskríg. Derfor måtte jeg også samle underkæben op fra gulvet ganske kort inde i allerførste track. Det her er ikke din morfars black metal.
Danser med djævle
'Skyggespil' åbner indenfor det velkendte, men skærer det så ufatteligt skarpt, at det er en fryd at lytte til. Efter et åbningsfill, der lyder som tordnende artilleri, angribes vi omgående af thrashede knivstikker-riffs, der leder os direkte ind i et massivt monster af guitar og en vokal, der lægger sig på en helt anden side af de øvrige dansksprogede black metal bands, vi efterhånden har stiftet bekendtskab med. Vi er nærmest ovre i en crossover-vokal med sorte kanter, hvilket virkelig er et interessant valg, da det bringer lyrikken helt frem i billedet, og med sine iørefaldende omkvæd, gør det aldeles syng-med-venligt.
Det er festlig, energisk black metal, det her, og intet nummer mere så end ‘Lucifer Kalder’. Den hårdtpumpede, Witchery-agtige start, der i den grad får udnyttet gæsteguitaristen Frederic Leclerqs – nogle husker ham måske fra højhastighedsguitaronanisterne i Dragonforce – evner til at lave et helt vanvittigt dansabelt, okkult fest-nummer. Da Leclerqs guitar sparker ind i luftalarm og guitarsolo omkring to-minutters-mærket, var det fuldstændig umuligt for undertegnede at undertrykke et lille fornøjelseshvin.
Det imponerende gæstegalleri begrænser sig ikke kun til Leclerq, men omfatter også besøg fra Attilla Vörös fra Nevermore, Finntrolls Mathias Lillmåns, Tomas Elofsson fra Hypocrisy, Sylvain Coudret fra Soilwork og producer og Disillusionist-sanger Frederik Brandt Jakobsen.
Dette kunne lyde gimmick-agtigt, men Angstskrig, der foretrækker selv at være anonyme, er tilpas dygtige sangskrivere til, at de udnytter gæsternes evner til perfektion, hvor selv Lillmåns, der normalt synger troldehymner, passer ind og tilføjer ‘Slæbt Gennem Sølet’ en ekstra dybde i sin sludgy bugtning.
Singer-songwritervokal og kapitalismekritik i børnehøjde
At sige at Angstskríg er modige i deres eksperimenteren er mildt sagt. Heldigvis er de, overordnet set, også rigtig gode til det. Kun en enkelt gang synth rammer skævt, men heldigvis byder tracket, hvor det optræder, på en intet mindre end glorværdig heltemetalsolo, hvilket passer perfekt ind i den hårde distortion, der følger det foregående nummers mildhed.
Og netop det foregående nummer, ‘Uhygge’ er værd at bruge tid på. Hvis ‘Lucifer Kalder’ var dansabel, er det det den her publikum kommer til at synge med på. Den ætsende tekst om folkets villighed til at se bort fra verdens reelle problemer og i stedet lade som om, det ikke eksisterer, understreges først af det genialt fladpandede omkvæd “slå jer selv ihjel” og derefter dobbelt så hårdt i den akustiske passage, hvor en melodiøs stemme, ikke ulig Peter Sommer, synger slående mildt om den selvvalgte blindhed, hvor angsten for fremtiden kun gør den værre.
Samme politiske vinkel lægges på albumafslutteren 'Knæfald', der kækt tager børnesangen ‘Der bor en bager på Nørregade’ i brug med henblik på at kritisere det moderne samfund og dets selviske personlighedstræk. For at understrege denne fremhæves også citater fra samfundsfagets første lærebog og 70’ernes venstreorienterede slagsange.
Aggressionen er i top, den flødede guitarsolo holder hele vejen og den gigantiske tromme holder en bragende rytme.
Banalitet be damned.