Dækket i Kristi Blod og Orgel

sinnergetready

Fjerde album fra Kristin Hayder, bedre kendt som Lingua Ignota, tager avantgardeprojektet til nye højder, men ender i processen med at ofre genkendeligheden.

Titel
Sinner Get Ready
Dato
06-08-2021
Trackliste
1. The Order Of Spiritual Virgins
2. I Who Bend The Tall Grasses
3. Many Hands
4. Pennsylvania Furnace
5. Repent Now Confess Now
6. The Sacred Linament Of Judgment
7. Perpetual Flame Of Centralia
8. Man Is Like A Spring Flower
9. The Solitary Brethren Of Ephrata
Forfatter
Karakter
3

Man kan ikke kritisere Lingua Ignotas chefarktitekt Kristin Hayder for at tage den nemme vej ud. Efter at have taget den eksperimenterende side af metalscenen med storm på pladerne 'All Bitches Die' og særligt 2019's 'Caligula', har hun været igennem både det kollektive traume, der var corona-lockdown, men også et langt mere personligt, da hun blev opereret i rygraden. Til trods for dette har hun stadig formået at udgive EP'en 'Agnus Dei' tilbage i februar, men nu også 'Sinner Get Ready', det fjerde album i rækken at katartiske, selvterapeutiske "overleverhymner", som hun kalder det.

Og en af grundene til, at det er imponerende er, at hun ikke blot er fortsat i den samme rille i krydsfeltet mellem støj og neoklassisk men i stedet har valgt at grave sig ned i den landlige del af Pennsylvania, der breder sig  over Appalacherne. Hayder har blandt andet lært sig at spille både banjo og cello for at understøtte den lyd, hun ledte efter, og det giver et helt andet lydbillede, end vi hidtil har været vant til.
Og det er både godt og skidt.



Lidt Webber, lidt The Body
Om Sir Andrew Lloyd Webber har været inspireret af den samme, landlige gospeltone som Kristin Hayder, da han skrev 'Jesus Christ Superstar', om Hayder har været inspireret af musicalernes ubestridte mester, eller om det er stort sammentræf er svært at sige, men i hvert fald er der adskillige steder på 'Sinner Get Ready', der med det samme sendte undertegnede tilbage til Østre Gasværk i starten af årtusindet. Sine steder er det godt, som for eksempel på den afdæmpende albumafslutter 'The Solitary Brethren Of Ephrata', der rørende og dybfølt lukker albummet med en ukarakteristisk afklaret lyrik, der for en gangs skyld lover håb, midt i al rædsomheden. At den følger et sample fra en kvinde, der fornægter sygdom og død, fordi hun “er dækket i Jesu blod” tilføjer dog den dobbelthed, vi forventer.



På samme måde rammer ‘Perpetual Flame Of Centralia’ fuldstændig plet og står som et af de stærkeste numre i Lingua Ignotas oeuvre, indtil videre.

Andre steder kammer det helt over. På 'Many Hands' lyder Hayters vokal nærmest som Norma Tanega i introsangen til vampyrkomedien 'What We Do In The Shadows' og på 'I Who Bend The Tall Grasses' bliver det voldsomme hævnmotiv, der plejer at ligge så godt til Hayter, for teatralsk, og oplevelsen er som, hvis man så en teaterskuespiller i en mumblecorefilm. Makeuppen er for kraftig, diktionen er for voldsom, og dramaet er skruet for højt op. Det er en skam, for budskabet er godt og stærkt, men det går for vidt og bliver komisk og malplaceret i stedet for gennemtrængende og indfølt.

Den tunge ende vender nedad
Overordnet set består pladen af en dronet del, og en mere Anna von Hauswolff’et del, der ikke spiller vanvittig godt sammen, og pladen fremstår uforbundet og skæv. Sidste halvdel er klart stærkest, da den udforsker nyt territorium, hvilket altid er bedre end at lave en lidt ringere udgave af det, man plejer, hvilket de første tre numre afspejler. 'Pennsylvania Furnace' lyder også lidt som Eva Cassidy i en musical, hvilket nok kvalitativt skal vurderes ud fra lytterens egen cheese-tolerance.

De sidste tre numre, med deres skarpt udvalgte samples og deres nedtonede stemning fungerer fremragende, og man vil med fordel kunne nøjes med disc 2 i vinyludgaven.