Roskilde '17: Med et ben plantet i undergrunden
Populær
Full of Hell fulgte i grind-kollegaerne fra Pig Destroyers fodspor, da de gæstede Pavilion fire timer senere på dagen. Det gjorde de udmærket, men mistede intensitet i løbet af den lidt for lange koncert.
2. ?
3. Vessel Deserted
4. Amber Mote
5. Halogen Bulb
6. Bez Bólu ?
7. Gordian Knot
8. Digital Prison
9. Noise feat. Blake Harrison
10. Crawling Back To God
11. Barb and Sap
12. Gnawed Flesh
13. Path
----------------
14. ? ekstra
Man var forventningsfuld inden mødet med Full of Hell på årets Roskilde. Der er efterhånden langt mellem de helt hårdtslående bands på festivalen, hvilket ikke gør ens forhåbninger mindre til de bands, der rent faktisk spiller på årets festival. Sidst havde jeg set dem levere et glimrende og vellydende sæt til Roadburn i 2016. En koncert, der senere blev udgivet på kassettebånd, og som desuden kan høres på bandets bandcamp. Den gang stak Full of Hells koncert ud i mængden ved at være eksekveret kort og kontant, lidt under de 30 minutters spilletid. Det er jo selvfølgelig ikke unormalt i sig selv, at bands, der tyer til grindcore-genren, leverer ekstremt energiske og korte sæt, men på festivaler forventes det ofte, at bands spiller minimum 45 antal minutter. Også på Roskilde.
Dette betød, at koncerten tabte lidt af både sin energi og indædthed i løbet af de 45 minutter. Full of Hell var også på vej af scenen inden ekstranummeret, før de blev lokket tilbage efter en kort samtale med en lydtekniker. På dette tidspunkt af koncerten var man egentlig mættet. Koncertens sidste 10 minutter var dykket en smule i kadence, og der var begyndt at gå smule metaltræthed i kvartetten. Hellere 30 skarpe og intense minutter end 40 minutter hvoraf 2-3 skæringer ikke leveres med samme overlegenhed. Det kunne være skønt, hvis Roskilde Festivalen tilskynder, at der inden for nogle genrer må spilles kortere sæt. Med Full of Hell ville det i hvert fald have givet en mere fuldendt koncertoplevelse.
I løbet af koncerten tjattede frontmand Dylan Walker til The Lumineers, der gæstede Orange: ”This song is called digital prison… Like a Lumineers record!”. Efter netop ’Digital Prison’ fik Full of Hell besøg af Blake Harrison, der normalt er at kende for sine elektroniske bedrifter i Pig Destroyer. Her blev Walkers skrig og growl afløst af en slags spoken words, der for en stund sendte tankerne mod Mike Williams fra EyeHateGod, uden at den korte seance var i nærheden af at fremme samme brillante sortsyn. Walker er en dygtig vokalist, men indimellem var det, som om vokalen – hvad enten det var højfrekvente skrig eller et mørkt growl – blev en anelse forceret og overgjort. Dette er sandsynligvis bevidst, men det har stadig den effekt, at vokalen ender med at blive en smule komisk frem for frenetisk og psykotisk.
Full of Hell er bedst, når de grinder og er et godt stykke over de 200 bpm. I livesammenhæng er der også en god balance mellem skæringer, der kommer i røven af hinanden, og sange, der indledes med synthesizer og et mere noise-agtigt udgangspunkt. Her er det svært ikke at tænke The Body og Merzbow ind i billedet, som de også begge har udgivet album med. I min optik er de ikke helt lige så skarpe, når de forsøger sig med groovede og mere Iron Monkey-agtige stykker. Ingen vokalister når Johnny Morrows fuldstændig absurde vokal til sokkeholderne, men Dylan Walker har nu alligevel et register, der godt kunne tilpasses riffs med mere tyngde. Spencer Hazard mangler dog at skrive nogle gedigne sludgy riffs, før Full of Hell nailer denne facet.
Trefjerdedele af koncerten var solid, og det var et tiltrængt skud metal i en genre, der sjældent er stærkt repræsenteret på Roskilde. Full of Hell er nu er at finde på Profound Lore Records og kan dermed næppe kategoriseres som undergrundsmusik længere, så det er dejligt, at Roskilde giver den op for bands, der lydmæssigt ikke er milevidt fra meget af den eksperimenterende scene, som København også har med spillestedet Mayhem. En fod i undergrunden og en fod på vej videre!