Kærlighed og cirkelspark

Ungdomshuset åbnede langt om længe for livemusik igen. Det var tiltrængt, det var godt, og det viste så tydeligt hvorfor sid-ned-koncerter skal dø så hurtigt som muligt.

Corona rammer alle. Derfor var der også i Ungdomshuset krav om pas. Ikke kun for at følge reglerne, men også som de siger "at passe på vores fællesskab". Og en vatpind i kraniet plus 70 kroner var en relativt lille pris at betale, for det, der skulle vise sig at være, om ikke Jesu Kristi genkomst, så i hvert fald noget, der føltes derhen ad.

Vi foregriber begivenhedernes gang, og der er også lidt nuanceringer, der måske skal finpudses i den analogi. Det korte af det lange er, at der var *rigtig* koncert på Dortheavej. Sådan, rigtig-rigtig.



Tre bands var på den afslappede plakat denne aften, to fra egen have og et enkelt importeret, til Hardcore Temptation gig vol. 14, som det så mundret kaldtes.

De fleste, der har oplevet Ungeren som koncertsted vil vide, at det er et rigtigt dårligt sted for dem, der har det lidt stramt med flydende tidsplaner. Første band skulle have været på klokken syv, men den blev vist tyve i otte før det startede. For dem, der har det cool med den slags, var der dog nærmest festivalstemning i gårdhaven, hvor musikken bragede løs, de to barer solgte ekstremt billige drikkevarer, der var mulighed for at købe aftensmad, og en let krydret røg sev stille og roligt op i luften fra de forskellige borde, der både stod under store parasoller og i fri luft, under en himmel, der barmhjertigt – og dagsaktuelt – havde tømt sig udover en sagesløs verden tidligere på dagen.

Atmosfæren var god, afslappet og rummelig, og overalt, man befandt sig, var der plads til at slå sig ned og få en snak og en nordsjællandsk øl, der kun befandt sig en anelse fra stuetemperatur. Det gjorde heller ikke noget, at vi måtte vente, for Indre Krig var i gang med lydprøverne i en god halv time, hvor det nærmest føltes lidt som den ægte vare. Dog var der en særligt elektricitet i luften, da de gik på for at spille. Det var som om alle kunne mærke det, og pladsen foran scenen blev hurtigt fyldt.



Indre Krig
Indre Krig er et spritnyt københavnsk-amerikansk skud på hardcorescenen, og fredag var deres absolutte debutkoncert. Trommeslager Jonathan er dog ikke urutineret og spiller blandt andet i black metal-bandet Stikkersvin, som trofaste Devilution-læsere nok vil huske fra den fremragende pakke med blandt andet cigaretskodder og tørrede edderkopper, de sendte med demoen. Vi skylder stadig en anmeldelse. Sorry.

Sanger Chloe, oprindeligt fra USA, havde dog aldrig prøvet andet end korsang. Det lod hun sig ikke stoppe af, da hun allerede fra første track, den arrige ‘Hypocrite’ skreg lungerne ud. Da de nåede til ‘S.M.D.’ var al generthed heldigvis forsvundet som et prideflag til en aserbajdsjansk fodboldkamp.

Publikum mærkede klart energien, og de to første kastede sig direkte ud i at skabe deres egen pit lige foran scenen. Det varede ikke længe før flere sluttede sig til dem, og da Indre Krig nærmede sig slutningen af sættet, fænomenale ‘Loop Head’ og massive, trommedrevne ‘Blister’ sydede Ungerens gårdhave.

Junta
I den anden og noget mere rutinerede grøft blev vi introduceret til Junta. De tre medlemmer stillede hurtigt op og havde en noget længere sætliste, som vi i øvrigt fik at vide, at vi ikke kunne bruge til noget, da den var på “tryllesprog”. Det viste sig blot at være en kombination af dansk og portugisisk og ikke en magisk afart af esperanto, til vores skuffelse.



Hvad der til gengæld ikke skuffede, var Junta selv.

Juntas hardcore er noget mere teknisk end meget andet, man møder, og nok også førstepladsen på det punkt fredag aften. Guitarist Marcus’ riffing var lynhurtig og tog kun til i løbet af sættet, så det gik fra thrashet til blacket på deres sidste tracks. At publikum råbte “HURTIGERE” lod kun til at motivere trekløveret yderligere, så plekteret fløj ud af førnævntes hånd. Det stoppede ham dog ikke, og med fingerspidserne spyttede han riffs udover pladsen, indtil en venlig sjæl blandt publikum listede op og rakte ham det tilbage. Det er både talent og dedikation, og de ømme fingerspidser må blive opvejet af den energi publikum sendte op mod scenen og bandet.



Bandets kunnen understregedes ikke kun af, at kunne gå fra plekter- til fingerspil, uden nogen opdagede det, men også af at være i stand til at holde en pit kørende til basleads, eller at kunne køre en solo henover et breakdown, uden det lyder kikset. Junta var i deres es og var også tydeligt berørte, da de takkede alle for at være kommet og passe så godt på hinanden. “We missed you so, so much!”



Axe Rash
"Berørt" er måske ikke det rigtige ord at bruge om svenske Axe Rash, der, hvis man kan tale om et egentligt hovednavn til et arrangement som dette, klart ville være det. Vrede ville være et bedre bud. Der var en hel klar professionalisme at spore allerede fra allerførste anslag, og selvom de havde en vikar med på bas, var der ikke et sekunds tøven at spore.

Forsanger Hilda havde helt styr på publikum, og hele banden ville have fulgt hende nærmest uanset, hvad de havde bedt hende om. Hvis Indre Krig fik gryden til at syde, og Junta fik boblerne i gang, så kogte det helt over og efterlod et værre svineri, da Axe Rash gik på.



Axe Rashs hardcore er frådende, aggressiv og lynhurtig. Det kan man sige om så meget – der hvor Axe Rash ikke lyder som resten af squat-festen er i deres groove. Der er så meget bund i musikken og så meget forståelse for både rytme og tynge, at ikke én til stede er i stand til at stå stille. Særligt ikke Hilda selv, der må få afløb for sin energi ved at kaste sig rundt på scenen, hamre knytnæven i brystet og til sidst hoppe ned på gulvet for at deltage i festen, mens resten af bandet ufortrødent spiller videre på scenen. Der er ikke en kæft, der forstår hendes svenske stagebanter, men det er ligemeget. Publikum og band smelter sammen til en enhed.



Om det var, fordi det vitterligt var så godt, som det føltes, eller om alle – publikum, frivillige og musikere – havde så meget brug for ægte musik, at det, gennem kollektiv viljestyrke, blev løftet op på et højere plan, er konklusionen, at fredagens koncert i Ungdomshuset var intet mindre end fantastisk.

Hardcore er lige dele cirkelspark og kærlige kram – og begge dele var der til overflod.