HDDT '15: Horisonten udvides

Populær
HDDT '15: Horisonten udvides

Ægte rock'n'roll er langt fra død. Og hvis det er op til Horisont, lader den ikke til at være klar til at blive lagt i graven i den nærmeste fremtid. Gud ske tak og lov for det!

Kunstner
Spillested
Dato
01-05-2015
Trackliste
Break The Limit
Diamonds in Orbit
Bad News
Crusaders of Death
Time Warrior
The Unseen
Nightstalker
Writing on The Wall
She Cried Wolf
Visa vägan
Nightrider
Eyes of the father
Karakter
5

Klokken er endelig blevet ni fredag aften på Heavy Days In Doom Town og den store sal er fyldt. På scenen står fire mere eller mindre langhårede svenskere og én australier – de fleste iført trompetbukser. Og der er en sammenhæng, der føles helt selvfølgelig, mellem bukser og den musik, bandet spiller; dybt funderet i sen-70’ernes hardrock pumper bass og guitar afsted, mens vokalen – til tider skrigende – svæver hen over publikum.

Men hvor blev vokalen af? Jeg ved ikke, om det var generelt for lyden under koncerten, men der, hvor jeg stod, var den i hvert fald meget svært hørbar. Sikke en skam, for Axel Söderbergs vokal bærer meget af bandets charme.

Men Horisont kører upåvirket på med helt oldschool guitar-twin leads og bas og trommer, der er konstant understøttende. Bandet kommer godt udover scenekanten og spiller virkelig godt sammen; breaks bliver leveret, hvor og som de skal med stor præcision og effektivitet – jeg glemmer næsten, at vokalen knapt kan høres. Udskiftningen af Kristofer Möller på guitar til fordel for Tom Sutton (ex-Church of Misery) har bestemt ikke gjort bandet mindre hårdtslående.

Det er en glædelig fornøjelse at være vidne til det nostalgitrip og den modreaktion mod den moderne musikscenes tilstand, som Horisont i sandhed må siges at være. Omend de ikke har opfundet den dybe tallerken, har Horisont fundet en lyd, der ville have kunnet matche de største inden for genren, havde bandet spillet i dennes storhedstid. Deres sange er tilpas melodiske uden at miste kant, og teksterne er tilpas catchy til, at man kan synge med. Og live er det, som om det hele går op i en højere enhed.

Der skal ikke lægges fingre imellem: en koncert med Horisont er i sandhed en fejring af ægte rock’n’roll – og hvilken fest! Der bliver både sunget med, pogo-danset, headbanget, klappet og råbt glædesråb. Og hvad mere kan man ønske sig?

Under sættets sidste nummer ‘Eyes of The Father’ skinner spilleglæden for alvor igennem med slet skjulte smil på flere af musikernes svedige ansigter. Nummeret sluttes af på vanlig klassisk rock-manér; bandet stående med ryggen til publikum, i en halvcirkel omkring trommesættet med guitarer og arme i luften, og som de sidste toner anslås, slutter en koncert, der føltes alt for kort. For når man hygger sig, går tiden altid alt for hurtigt, og for undertegnede var Horisont klart dagens højdepunkt trods flere virkelig gode koncerter.