Hvis du står på toppen, er der kun én vej at gå

933304

Panopticon, kendt og berømmet for sin kreativitet og nytænkning, udgiver endnu en plade. Men kan den holde dampen oppe fra storhedstiden, eller skuffes vi igen?

Kunstner
Titel
...And Again Into The Light
Dato
15-05-2021
Trackliste
1. ...and Again into the Light
2. Dead Loons
3. Rope Burn Exit
4. A Snowless Winter
5. Moth Eaten Soul
6. As Golden Laughter Echoes (Reva's Song)
7. The Embers At Dawn
8. Know Hope
Forfatter
Karakter
3

Det er evigt, og omdrejningspunkt for mangt en kunstner: At have toppet tidligt og ikke kunne leve op til succesen.

En af de mest kendte er måske J. D. Salinger, verdenskendt og højt besunget for at at have skrevet en af historiens bedste coming-of-age-historier i form af ‘Griberen i Rugen’, eller ‘Forbandede Ungdom’, som dens første oversættelse kaldtes. Den udkom i 1951 og beskrev det tumultariske ungdomsliv for den utilpassede og ustyrlige Holden Caulfield, der rodede sig igennem både kostskoleliv og den spirende beatkultur.

Romanen blev en kæmpestor succes og er solgt i over 65 millioner eksemplarer. Denne roman skulle dog også blive eneste højdepunkt for Salinger, og efter tre yderligere bøger frem til 1963, skulle han ikke udgive mere i resten af sit lange liv, der sluttede i 2010.

Og selvom hans senere arbejde ikke er dårligt – 'Franny & Zooey' blev vel modtaget i offentligheden og tilbragte over et halvt år på bestsellerlisten – blev det aldrig det samme. Man kan kun gisne om, hvorvidt Salinger vidste det, da han levede et yderst tilbagetrukket liv og sjældent talte med omverdenen  Men faktum er, at han skrev hele livet, men aldrig udgav noget.

Den skæbne deler Austin P. Lunn ikke. På trods af hans gigantiske succes med det massive mesterværk, der var ‘Kentucky’ – en plade, der på mest visionære vis fusionerede black metal og bluegrassmusik og udforskede kulminearbejdernes skæbne i 1800-tallets USA –  ligger han ikke på den lade side. Han har udsendt adskillige plader siden og er nu klar med en ny, ‘...And Again into the Light’.

På mange måder er de efterfølgende udgivelser forskellige, men de har dog én ting til fælles: De giver altid undertegnede lyst til at slukke og sætte ‘Kentucky’ på i stedet. Og det er ondets rod.

Fra genkendelighed til forudsigelighed
I modsætning til 2018’s dobbeltalbum ‘The Scars Of Man On The Once Nameless Wilderness (I & II)’ er ‘...And Again into the Light’ en tilbagevenden til fusionen af den amerikanske folkemusik og den stærkt skandinavisk inspirerede black metal. Og i modsætning til den foregående er ‘...And Again into the Light’ ikke dårlig. Den er bare ikke særligt spændende. Det er konklusionen, måske lidt vel tidligt i anmeldelsen, men ikke desto mindre.



Lunn’s store problem på denne plade er, at udviklingen er stort set usynlig. ‘Kentucky’ udkom i 2014, og dens store styrke var den ekstreme wtf-faktor, de fleste oplevede, da de hørte blandingen af banjo, steel guitar og fløjte med blastbeats, tremoloriffs og hård vokal. Ved nærmere gennemlytning opdager man dog, at Panopticons bud på black metal er så hårdt inspireret af 90’ernes Skandinavien, at det element i sig selv ikke byder på noget nyt.

Det er traditionel atmosfærisk black metal med tydelig inspiration fra de store norske, og det lyder bedaget. Black metal er i mange henseender en kontrasternes genre, især i forhold til graden af villighed til eksperimenter. Det kan være den mest progressive og grænsesøgende genre, men det kan også være et forbenet tempel af konservatisme. Og det tempel har Lunn indfundet sig i. Det er ærligt talt unødvendigt i 2021, og det er i hvert fald ikke banebrydende at lyde som Enslaved gjorde for 25 år siden nutildags.

Black metal 9-17
‘...And Again into the Light’ er god nok. Der er nogle gode ansatser hist og her, og også numre, der absolut er passable. Mest interessant er det på et nummer som ‘Dead Loons’, der forlader den King Dude’ske dark folk-monotoni fra åbningsnummeret, men lader den forstemte violin trække med over i black metallen, hvor den lægger sig som et skærende melankolsk spor oven på den forvrængede, vrælende guitar.

Det sammen kan siges om albumafslutteren ‘Know Hope’, der, på trods af sine lidt tynde trommer, henter inspiration i Lunns tidligere arbejde og bibringer det særlige je ne sais quoi Panopticon kan finde frem til fra tid til anden.



I en lidt anden boldgade finder vi ‘Moth Eaten Soul’, der kolporterer dødsmetal i form af både vokal og trommer igennem forløbet, og også er et ganske fint nummer, omend det ikke rammer hvad man håber at høre fra en Panopticon-plade.

Det er en ganske hæderlig plade, udmærket sangskrivning, fin opbygning – kun en enkelt svipser. Den generiske atmoblack på ‘The Embers At Dawn’ dropper fuldstændig den folkede bluegrass-stemning, der ellers opbygges så kunstfærdigt på ‘As Golden Laughter Echoes’, og giver os endda noget skønsang, der mest af alt lyder som Tue West. Og det skal jeg ikke bede om.

Problemet med ‘...And Again into the Light’ ligger for så vidt ikke i pladen. Den ligger i, at det er Panopticon, der har lavet den. Den er simpelthen ikke god nok til at kunne leve op til deres tidligere arbejde, og det skæmmer den.

Når man først har stået på bjergets tinde, er der kun en vej at gå. Og det er ned.