Jagten på det sære
Et band, der aldrig står stille, kan have svært ved at finde fodfæste. Det er konklusionen, når det handler om britiske Code, der på den ene side altid kan finde på nye elementer, men desværre lige så ofte glemmer nogle.
2. Clemency & Atrophy
3. By The Charred Stile
4. Rat King
5. From The Next Room
6. Dread Stridulate Lodge
7. Scold's Bridle
8. The Mad White Hair
Code er et besynderligt band. Oprindelig bestod det af af medlemmer af blandt andet Ved Buens Ende, Ulver og Dødheimsgard, og på første plade, 'Nouveau Gloaming', bevægede de sig på rimeligt sikkert territorium. Udover den spektakulære 'A Cloud-formed Teardrop Asylum', bevægede pladen sig i nogenlunde samme gænge som det meste andet post-black i starten af '00erne.
På opfølgeren, 'Resplendent Grotesque', foldede de sig dog virkelig ud. Kvohsts vokal var noget af det underligste, mest foruroligende og bizarre, man havde hørt – også langt udover Dødheimsgards egen eksperimenteren. Stemmen var præget af stønnen, hvæsen, gurglende renhed og skarp hæshed. Kombineret med uforudsigelige temposkift og trinløse skift mellem hårdhed og blødhed var det i særdeleshed en spændende plade.
I 2013 blev Kvohst dog afløst af sangeren Wacian, et relativt ubeskrevet blad, og det kunne ikke undgå at påvirke lyden, der i så høj grad havde båret bandet. Samtidig forlod Vicotnik, der er kendt fra Dødheimsgard, rollen som bassist og backingsanger, og en ny fast trommeslager afløste Adrian Erlandsson, der har slået sine folder i At The Gates og The Haunted.
Grunden til, at dette er relevant for denne plade, selvom det skete for knap ti år siden, er, at denne udskiftning har præget Code siden. Eneste oprindelige medlem er guitaristen Aort, for hvem Code altid har været hovedprojektet. Problemet for Aort – og derved for Code – er, at der ikke er nogen rød tråd. Det kan ikke have været nemt for ham at være med i et band med så visionære og eksperimenterende medlemmer, der derefter forlod det. Eksperimentet har været grundstenen, hvilket vi i den grad oplevede med seneste LP, 'Mut' fra 2015.
På denne forlod Code nærmest fuldstændig metal-lyden og stræbte i stedet efter at spille eksperimenterende post-rock. Den blev taget nogenlunde vel imod men blev ikke nogen overvældende succes, og nu har bandet, seks år senere, igen hevet black metallen op af skuffen.
For nogle bands virker genreudviklingen som en naturlig progression – her kan man for eksempel nævne Ulver. For Code derimod føles det som pointen i sig selv.
Hvad er meningen?
Netop denne pointe, at eksperimenteringen – jagten på det sære, den foruroligende lyd, der skilte dem fra så mange andre bands – er blevet hovedfokus for Code, er den fornemmelse, man sidder med under lytningen af 'Flyblown Prince'.
Brutaliteten, aggressionen, forvrængingen er tilbage, og det er til dels også de sære rytmer og den iboende mærkelighed i både vokalspor og instrumentalisering. Faktisk åbner pladen også mere voldsomt, end vi har hørt fra Code tidligere. Albummets eponyme åbningstrack er voldsomt, krydser sine steder næsten grænsen til dødsmetal i Wacians vokal og lægger op til energisk headbanging. Det er nærmest leflende. Som en sang der er skrevet for at varme publikum op og gøre dem i godt humør.
Det er ikke noget, der føles oprigtigt. Hvis man tidligere har skrevet sange, der var mærkelige, fordi det lød godt eller passede med den stemning, man ville fremmane, skriver man nu sange, der lyder mærkelige, fordi man gerne vil have, de lyder mærkelige. Denne uoprigtighed siver igennem, og får musikken til at virke fortænkt.
Hvad, der kan ligge til grund for denne beslutning, er mig en gåde. Der er ikke, og vil aldrig være, noget kommercielt sigte med at spille underlig black metal. Det bliver aldrig populært. Undertegnede har nærmest aldrig mødt andre, der lytter til dette band. En forklaring, og den der virker mest sandsynlig, er derfor, at det handler om manglende mod eller manglende opfindsomhed.
Sidste sang, 'The Mad White Hair', viser dog visse tegn på opfindsomhed og redder pladen delvist. Her arbejdes der både med længde og progression, og Wacian får lov til at tilføje sin egen form for vanvid fremfor at imitere tidligere tiders.