Den sommer, dengang, altid
Turnstile hviler fuldkommen overlegent i den niche, de har gravet ud for sig selv et sted mellem 90’er-hardcore, 10’er-r&b og soldrukken teenpop.
2. No Surpise
3. Mystery
4. T.L.C. (Turnstile Love Connection)
Alle har den der ene sommer, alle andre somre holdes op imod. Jeg ved, at jeg har, jeg håber for andre, at de også har det, ellers er det den, alle kender fra amerikanske ungdomsfilm: Den sommer, hvor det hele bare flyder i én køre, hvor man mødes med en kæmpe flok venner, hænger ud, laver dumme ting, laver geniale ting, snaver med nogen, taler uendelig dybt med nogen natten igennem i en havesofa, mens en fest kører af sporet inde bag én, er fortrolige med andre dagen efter i en park; den sommer, hvor solen altid skinner, bortset fra når man bliver fanget i et skybrud, som man løber hvinende igennem. Den sommer, hvor man laver nogle ar og sætter nogle standarder for, hvordan ens liv skal være.
Som det selvfølgelig er umuligt at leve op til, men som det ville være tumpet ikke at stræbe efter.
Turnstile har altid været lyden af lige præcis dén glorværdige stræben: 90’er-hardcore for dem, der er født for sent eller bare for langt ude i provinsen til at opleve den i første omgang og kan bruge resten af livet på at romantisere Victory Records’ og Revelation Records’ bagkatalog og fantasere om, hvordan det ville have været at være med.
Bortset fra at Turnstile har givet os en ny chance for at være med – og bortset fra at Turnstile aldrig kun har været et nostalgitrip. Debutalbummet ‘Nonstop Feeling’ og EP’en ‘Move Thru Me’ viste et melodisk reservoir, der hele tiden var lige ved at løbe over, og en evne til at inkorporere elementer af kontemporær pop og slackerrock, som blev forløst på et af 10’ernes allerbedste albums, ‘Time & Space’. Definitivt det mest vellykket eksperimenterende i hardcore, i hvert fald: Autotune-r&b, dub, indie og garagerock blev med uhørt finesse rørt sammen med hardcore på en plade, der vandt hundredfold så mange fans, som den fremmedgjorde. Turnstile blev alt det, forsangeren Brendan Yates havde været på nippet til at forløse i sit tidligere band, Trapped Under Ice, inden de knækkede midt over i forsøget på at nå næste stadie.
Tre år, en vellykket koncert på Copenhell og en singleforløber senere følger Turnstile så op med EP’en ‘Turnstile Love Connection’, og den er endnu mere overlegen i sin melodiske ødselhed og sin evne til at kondensere nutid, nær fortid og en romantisk forestilling om datiden i et helt rent udtryk. Snapcase iblandes Frank Ocean og doseres rigeligt med Olivia Rodrigo, eller hvad man nu ellers skal pege ud af den del af samtidens popmusik, der på én gang er sine virkemidler og sit historiske fundament så klart bevidst, som kun en generation med nød og næppe opvokset på fuld adgang til alt altid gennem streaming kan mønstre det, og lige så dåkalve-sårbart, som den slags teenpop altid har været det.
Er det kalkuleret? Veleksekveret er det i hvert fald, men det fremstår ikke kynisk. ‘Turnstile Love Connection’, hvis fire sange ledsages af videoer instrueret af Brendan Yates, er soundtracket til den sommer, det her burde være. Stadig kan blive: For det er den også lyden af. Den er lyden af at glide ned ad gelænderet og ikke vælte og slå sig i stykker.
Og gør man det alligevel, er man selv den, der ler højest.