Copenhell 2018: Fazed out!
Populær
Crowden var hullet som til en vindblæst havnefest, men Turnstile var ligeglade. Amerikanerne sparkede effektivt Copenhell i gang med en velekskeveret dosis af deres helt egen melodiske, groovy hardcore.
Det kan være en utaknemmelig opgave at skulle åbne en stor festival. På en grå og vindblæst onsdag klokken 17. Og yderligere på en såkaldt warm up-dag, hvor størstedelen af publikummet først indfandt sig senere på dagen.
Men omvendt også en god test af, hvor godt og stærkt spillende et band i virkeligheden er, når de ikke ligefrem har fået den bedste hånd.
Heldigvis var der dog dukket en pæn mængde op, som med undtagelse af forreste række stod spredt og til at starte med gav den uheldige fornemmelse af sørgelig havnefest, fordi vi jo befinder os nær vandet. Som heller ikke mildner vindens styrke.
Men så gik Turnstile på scenen. Og med ét var alle kvaler udslettet!
De fem unge amerikanere fra Baltimore har på magisk vis genopfundet 90'ernes groovy 2-step hardcore tilsat flere umiddelbart aparte krydderier, som alligevel lyder helt naturligt.
En hyldest til svundne tider, men uden at dvæle i nostalgi. Turnstile kunne næsten ikke være mere i tiden, når de i det ene nummer groover i ren hyldest til fortidens helte som især Snapcase, mens de i de næste kaster sig over emo-punk, indie eller rap metal. Hvoraf sidstnævnte også har givet en del sammenligninger med Rage Against the Machine – bare uden Tom Morellos guitar. Og de samfundskritiske tekster.
For Turnstiles vokalst Brendan Yates, der med sin høje lyse stemmer har noget Zack de la Rocha over sig, vender for det meste blikket indad for at finde sin indre styrke. Og det med et overrumplende og frisk spillende band sig.
Bandet satte i gang med "hittet" 'Real Thing', der også åbner 2018s bedste plade 'Time and Space'. Et nummer, der med en Faith No Moresk gåpåmod og stram levering med det samme vendte tid og sted til Turnstiles fordel.
I front er Brendan Yates en vaskeægte hardcore-sanger med god fysik og en energi, der resulterede i flere høje hop, som dog ikke kunne hamle op med bassisten Franz Lyons, som gang på gang var oppe at sparke i luften. Uden at sætte musikken over styr, der hele vejen igennem blev leveret i højeste potens.
'Gravity' fra den ligeledes eminente debut 'Non-Stop Feeling' ramte som en vital knytnæve, hvor især det sidste stykke af nummeret hamrede publikum under betonen. I mine noter noteret som værende hele Copenhell værd.
På den post-punkede 'Moon' tog Franz Lyons sig fornemt af vokalen, og viste, at bandet er i stand til at levere stort set alle deres skæve påfund live. Og med så meget rytmisk overskud og kvalitet i sangskrivningen, at festivalens første koncert står tilbage som en af de stærkeste.
Halvvejs i sættet var Brendan Yates blev træt af det sløve publikum og råbte med største autoritet, at det var blevet til tid til at “stir it up!”, hvorefter bandet satte aggressivt i gang med den lille groovende breakdown-perle 'Drop' – der fik selv de stiveste ben til at rokke lidt, mens den gedigne banger 'Fazed Out' og den hårdt rockende 'Generator' kom lige bagefter og holdte gløden tændt.
Efter godt 40 minutters skoling i hvordan man leverer et slagkraftigt show - der med tykke bogstaver understreger Turnstile, som en af de mest lysende stjerner på den moderne hardcore-scene - tog Brendan Yates sig tid til at introducere sidste nummer, plukket fra ep'en 'Step to Rythm', med overlegen tilfredsstillelse: “This band is called Turnstile. Keep It Moving!”.
Lige over!