Overmod
Populær
Turnstile er netop blevet annonceret som et af de mere utraditionelle navne til Copenhell. Men hvem var det lige, der bestilte en blanding af Snapcase og Animal Collective?
Big Smile
Generator
Bomb
I Don't Wanna Be Blind
High Pressure
(Lost Another) Piece Of My World
Can't Get Away
Moon
Come Back For More/H.O.Y.
Right To Be
Disco
Time & Space
I hardcore er der en lang tradition for at blande genren på måder, der kan virke aparte, men som overraskende ofte ender med at give mening på trods af det. Tænk på Minutemens og Victims Familys funk, Bad Brains’ reggae, Abhinandas garagerock, Meat Puppets’ country, Hüsker Düs popsange. Det er ikke altid lige kønt, men det er i hvert fald sjældent uinteressant.
I en historisk kontekst er der altså ikke noget forgjort i det, når Turnstile tager afsæt i 90’er-hardcore, som den lød på Victory Records og Reflections Records, og tilføjer det en dimension af start-00’ernes dayglo-psykedeliske indie. Der er ikke noget at udsætte på idéen som sådan, selvom mixet er noget eklektisk.
Alligevel løfter man øjenbrynene, første gang et breakdown lige får smidt et autotunet kor ind. Det skal man ikke længere end godt et minut ind i åbneren ‘Real Thing’ for at opleve, og derefter går det slag i slag med knæk i stemmen og tyggegummi-pophook på ‘Big Smile’. Inden vi er nået så vidt, har der allerede været et break med cocktail-muzak; på ‘Generator’ får vi både en rask psykedelisk jam og et popomkvæd, inden der er guitarsolo og håndklap, og i ‘Bomb’ er der heliumsang over en rytmeboks og et keyboard.
Det er mildest talt aparte, og selvom det sådan set er fornøjeligt nok, er det i al sin legesyge iver også frygtelig tæt på at rammes af den forbandelse, der hviler som et tungt datostempel på så meget af den indierock, der blev skabt i midten af de 90’ere, Turnstile tager afsæt i: quirkiness. Den alt for selvbevidste weirdness, der bærer sit særpræg som et adelsmærke og tror sig unik sammen med alle de andre, der tror sig unikke på nøjagtig samme måde.
Turnstile er aparte, men de er ikke unikke. Blandingen af Snapcase og Animal Collective er deres egen opskrift, men ingredienserne er så fremtrædende og umiddelbart identificerbare, at det ikke fremstår egentlig personligt. ‘High Pressure’ kommer med lidt klaver til at minde om Abhinanda, så man kommer til at sidde og tænke over, at det da egentlig er lang tid siden, man sidst hørte dem. Og ‘I Don’t Wanna Be Blind’ lyder i sit vers så meget som TV on the Radio og i sit omkvæd så meget som downset., at man bliver mere optaget af at komme i tanker om, at det er de to bands, man bliver mindet om, end at lytte ordentligt til den sang, der ellers får krattet lidt hul i den ellers noget glatte facade hos Turnstile. Så meget som de plukker løs fra alle mulige referencer, kan man godt blive i tvivl, om de overhovedet er noget i sig selv.
Turnstile er et relativt ungt band, der stadig er i gang med at finde ud af, hvordan de skal lyde. De første ep’er var ren Victory Records-worship, men i 2015 var de på debutalbummet ‘Nonstop Feeling’ allerede på vej over mod den hybrid, de folder fuldt ud på ‘Time & Space’. Det er faktisk al ære værd, at de gør det. For selvom ‘Time & Space’ langt henad vejen er alt for meget, og man flere steder tager sig til hovedet over skamløsheden, er den også leveret med en verve og et uimodståeligt overmod, som får en til at vende tilbage til den. For at græmmes og frydes over sange som ‘Moon’ med dens plastic-croon.
Det bliver interessant at se, hvordan Turnstile har tænkt sig at fremføre den meget studiebårne musik live på Copenhells opvarmningsdag. Endnu mere interessant bliver det at se, om Turnstile på deres næste plade kan få komponenterne til at glide mere naturligt sammen, så de enkelte dele ikke bliver så lette at identificere. Måske kan de endda ende med at lyde som sig selv.