Copenhell 2018: Onsdag

Det blev en underligt blandet førstedag både med fæle skuffelser, tåbelige covers og et af Copenhells absolutte højdepunkter. Og øl. Mange øl.

Efter et sent præ-party i Pumpehuset dagen før startede årets Copenhell med at samle alle trådene til de kommende fire dages campliv. Man ved, det bliver en god festival, når forfesten blev så våd, at man glemmer sin vens telt i den lokale araberbiks på vej hjem. Vi håber i det mindste, at den nye ejer værdsætter de yndige peniser på teltsiderne.


Efter at have mødtes med tropperne ved indgangen, varmet op med en håndfuld lunkne Harboe og mukket over, hvor mange teltpløkker den betonhårde jord har taget livet af allerede, samt tanket op til lejren i Jysk og på Staden, begynder hele lejren så småt at være ankommet, og således følges vi ad op mod Pandæmonium, hvor Turnstile tilsyneladende lige har afsluttet deres sæt. Det var dog de gamle rockbitches fra L7, der havde mit crews interesse, så vejen gik direkte mod baren, og efter lidt forvirring over det nye pantsystem, som bartenderen senere hen viste sig heller ikke selv at kunne hitte hoved og hale i, var det første håndtag i hus.


Glæden fortog sig, da jeg trist måtte erkende, at lydmanden til L7 helt havde misforstået sit job. Vokalen druknede helt og aldeles, men anmeldes skulle der, så jeg blev stående til den bitre ende og håbede på, at Mustasch kunne rette op på denne kiksede opstart på aftenen.


Efter en hurtig optankning af den sofistikerede ret pølsemix badet i ketchup kunne jeg gudskelov få bekræftet, at det blot var indstillingerne til L7, der var helt til rotterne. Ralf Gyllenhammar og resten af Mustasch bar scenen med vanlig råb og skrål, og deres obligatoriske svenske udgave af 'Himmelhunden' blev årets første lejlighed til fællessang. På én gang dumt og smukt, lige som det skal være!



Onsdagens utvetydige hovednavn var dog fortsat i vente i form af Neurosis, som endnu engang var knusende hårde og intense! Sjovt, som visse bands aldrig rigtig rammer én på plade, men så til gengæld antager en helt anden form live. Det var hypnotisk, det var tungt, og det var Copenhells utvetydige første højdepunkt, som stadig runger løs i baghovedet ...



Det var dog kommet os for øre, at Red Warszawa havde rykket deres koncert til Biergarten, hvorfor flokken blev spredt for at gennemskue, om der var hold i rygterne. En fællesskråler til 'Master of Puppets' og 'Painkiller' blev der tid til, og så gik vejen tilbage til Pandæmonium, hvor Lækre Jens og drengene havde forberedt et horribelt, ømt coversæt. Det kan godt være, at Red Warszawa anno 2018 falder lige lovligt meget i fælden at være en parodi på en parodi. Det var så også lige præcis derfor, at jeg egentlig fandt det ganske forfriskende keglet at stå klokken skrald og skråle med på random 80'er-schlagere som 'Boys, Boys, Boys', 'Video Video' og 'Moonlight Shadow'. Det var tåkrummende ringe, men helt ærligt, det var jo også det, der var meningen!



Fire timer senere vågnede jeg forvirret og fuldt påklædt i en random fyrs telt og gik ud og fandt mit eget telt lige bagved. Det var en herlig nat.

Læs eller genlæs alle onsdagens anmeldelser her:
Turnstile
L7
Mustasch
Neurosis
Red Warszawa