Copenhell 2018: Forfest med format

Copenhells campister skal ikke bare drikke øl, mens de venter på, at musikken starter: Tre kultnavne, ét nyere og en vanvidsfest sørger for onsdagsunderholdningen.

Man kender godt det der med, at forfesten nogle gange er meget hyggeligere end den egentlige fest, koncert, bytur eller hvad det nu er, man skulle varme op til. Man har slet ikke lyst til at rive sig løs og gå videre, og når man så alligevel gør det, er man dem, der står ude i køkkenet eller oppe i baren og griner indforstået af ting, som ingen andre har en chance for at forstå.

Sådan er der en god chance for, at det kommer til at være, når Copenhell åbner op for alle os andre torsdag eftermiddag, for onsdagen tegner til at blive en af de forfester, der næsten kan få hovedbegivenheden til at blegne. Festen begynder på Pandæmonium med fire vidt forskellige navne.

Turnstile
Timingen kunne dårligt være mere perfekt: I morgen udgiver Turnstile sit andet album, ‘Time & Space’, og i dag offentliggøres de til Copenhell. Baltimore-bandet er en del af en bølge af bands med Self Defense Family og Drug Church i spidsen, der på den ene side hylder de tidlige 90’eres emo- og hardcore-scene og på den anden side tilføjer helt nye, uventede dimensioner. Skulle man være i tvivl, er den 00’er-dayglo-psykedeliske video til sangen ‘Real Thing’ fra den kommende plade en god indikation på, hvor langt ud over stepperne bandet er på vej, samtidig med at de holder fast i en solid bund af Snapcase og det bedste fra Revelations Records og Victory Records.



L7
Timingen er på en bizar måde heller ikke helt dum for L7: Da de blev dannet i 1985 som vred og smadderrockende punkrock-pigegruppe, blev de frontløbere for 90’ernes riot grrl-bevægelse. Men da den bevægelse endelig tog fart, var L7 forlængst sejlet agter ud, fordi de var blevet hægtet på grunge-bølgen, var blevet Butch Vig-produceret og havde været i MTV-rotation, selvom de ikke rigtig kunne ryste hardcore-rødderne af sig og insisterede på at være politiske. 

Det er derfor, timingen er perfekt nu med et gendannet Sleater-Kinney til at skabe fornyet interesse for riot grrl og et politisk klima, der er modtageligt over for hurtige protester i sloganform, og ingen blev chokerede, da bandets første sang i 18 år, ‘Dispatch from Mar-a-Lago’, der blev sluppet sidste efterår, var en kommentar til Trump. Nej, ham kan de sørme ikke lide.

Kom og find ud af, hvor mange L7-sange du egentlig kan huske, selvom du aldrig rigtig regnede dem for det store dengang i starten af 90’erne. Kom og find ud af, hvor meget du tog fejl.



Mustasch
Her på redaktionen har vi gennem tiden ofte været i tvivl om, hvorvidt svenskerne i Mustasch egentlig mente det alvorligt, eller om de tog pis på heavy metal. Den tvivl er dog i de fleste tilfælde blevet fejet væk, når bandet har stået på en scene – det har i hvert fald ikke betydet det store, om der var en ironisk distance, sådan som bandnavnet antyder, for kærligheden til stadionrock, klassisk metal og kæmpestore riffs har aldrig været til at gå fejl af hos gøteborgenserne. I år fejrer de 20-års-jubilæum, og i den anledning har de netop offentliggjort en helt ny sang, hvor de får besøg af Turbonegros tidligere sanger, Hank von Helvete – som om der var brug for en anledning til at få besøg af ham og synge om ild.



Læs alt om Mustasch
Læs vores anmeldelse af deres seneste plade
Læs vores seneste koncertanmeldelse

Neurosis
Hvis Mustasch bringer festen til Copenhells forfest, skal Neurosis nok sørge for at minde deltagerne om altings forgængelighed og gøre dem bevidste om den smerte, livet uvægerligt vil påføre dem. I tre årtier har gruppen pendlet mellem eksistentiel lidelse og spirituel renselse, og selvom deres eget udgangspunkt var Swans’ nihilistiske støjrock, har de med tiden været pionerer for både post metal og sludge.

Det ville dog være uretfærdigt at dømme Neurosis på den strøm af bands, der har plagieret dem: Skulle man være i tvivl om, hvorfor bandet er så vigtige, kan det anbefales at give sig i kast med hovedværkerne ‘Times of Grace’ og ‘Through Silver in Blood’. I et mørkt værelse. Hvis man kan klare det uden at gøre skade på sig selv af bare begejstring over, hvor ubehageligt og knugende et univers det er, er man i den grad klar til en koncertoplevelse af de dybere på Copenhell.


Læs alt om Neurosis
Læs vores anmeldelse af deres seneste plade
Læs vores seneste liveanmeldelse

Red Warszawa
Onsdag aften bliver rundet af i Bier Garten med det band, der traditionelt altid lukker Copenhell helt ned: Red Warszawa. Det bliver med andre ord så usandsynligt dum en afslutning på onsdag aften, at du er heldig, hvis du overhovedet når at vågne op til resten af festivalen.

Endnu mere heldig er du, hvis du kan få sangene ud af hovedet igen, for Red Warszawa har lovet at spille et helt særligt set udelukkende bestående af covernumre – og faste læsere vil vide, at det kan gå helt, helt galt. Til trøst har tumperne lovet, at koncerten bliver en once-in-a-lifetime-oplevelse. Så om ikke andet kan du, når de med garanti lukker festivalen igen tre dage senere med overbærende mine fortælle din sidemand, at det jo altså var meget sjovere i onsdags. 

Ingen vil kunne modsige dig, for de var ikke med til forfesten.



Læs alt om Red Warszawa