Svenske rock-godisar
Populær
Til trods for en noget misvisende albumtitel byder den svenske kvartet Mustasch med ‘Testosterone’ på såvel storladen og pompøs rock som klassisk Mustasch-heavy.
Breaking Up With Disaster
The Rider
Down To Earth
The Hunter
Dreamers
Be Like A Man
Someone
Under The Radar
Testosterone
Halvandet år er der gået, siden den svenske heavy- og hard rock-band sidst nedkom, og traditionen tro går der ikke langt mellem fødslerne. Dette ottende album på kun 13 år (eksklusiv ‘The New Sound of The True Best’) har fået titlen ‘Testosterone’. En titel, der indiskutabelt giver forventninger om et album bestående af energisk tråd med tunge riff og nakkevridende tempo. Naturlige forventninger, når man tænker på kvartettens tidligere udgivelser. Udgivelser, der dog har varieret voldsomt i kvalitet. 2012-udgivelsen ‘Sounds Like Hell, Looks Like Heaven’ var en noget sløj omgang, hvorimod svenskernes seneste udgivelse ‘Thank You for The Demon’ (2014) bestod af solid heavyrock af ganske fin karakter. Siden da har bandet sagt farvel til Jejo Perkovic (trommer), der dog stadig er ansvarlig for trommerne på denne udgivelse.
‘Testosterone' byder da også på hæsblæsende tempo og solide riff, som man kender Mustasch. Men i kontrast til albumtitlen består udgivelsen også af flere knap så heavy-lydende skæringer. Åbningsnummeret ‘Yara’s Song’ og ‘The Rider’ er fine eksempler på det, hvor Ralf Gyllenhammars let genkendelige vokal akkompagneres af såvel klaver som strygere. Begge er dog utroligt velkomponerede numre, der om muligt giver en ny facet til Mustaschs ellers noget generiske tunge take på Metallicas 'Load'-æra. På pladens andet nummer, ‘Breaking up with Disaster’, vender bandet dog tilbage til denne let genkendelige og efterhånden klassiske Mustasch-sound, med alt hvad det indebærer. Der lægges fra land med et solidt riff, der skaber bunden for hele nummeret, krydret med et yderst vellykket omkvæd, der inviterer til nakkedans og fest på plade såvel som live. Alt afhængigt af hvad man opfatter som testosteron-pumpende musik, kan det diskuteres, hvor mange numre der falder under denne beskrivelse. Den energiske ‘Down to Earth’ pisker afsted, det samme med titelnummeret, mens 'Under The Radar' er en mere fyldig og tung satan, men alt andet lige virker albumtitlen en smule søgt.
Men når albummet nu en gang ikke er 100 procent nosser og maskulinitet, hvad præger det så i stedet? Først og fremmest masser af solid hard rock. Hertil har Gyllenhammar i et interview op til udgivelsen udtalt, at han finder inspiration mange forskellige steder. Naturligvis i gamle kendinger, men også i nyere bands, hvor Muse specifikt blev nævnt. Pladen igennem er det svært at høre, at netop denne inspiration har smittet voldsomt af, med undtagelse af den fine ‘Dreamers’. Her lyder svenskerne i særdeleshed, som om de har lånt lidt fra den britiske trio, hvad angår pompøs sangskrivning og storladne kompositioner. Et nummer, der fremviser bandet fra deres bedste side, og som er en af albummets bedste ikke-heavy skæringer. På førstesinglen 'Be Like a Man' har svenskerne ligeledes fundet lidt positiv inspiration hos musen, men vælger desværre at pryde et ellers fedt nummer med den uddøende dubstep-lyd. Ærgerligt, for det skæmmer et ellers godt nummer.
Samlet set kommer bandet vellykket igennem denne ottende fødsel. Det er en langt hen ad vejen en sejr for Mustasch, men alligevel lykkes det ikke 100 procent. Ud af albummets ti skæringer er det dog få elementer, der ikke fungerer. Det er det muligt, at kvartetten aldrig nogensinde har opfundet den dybe tallerken, og at de heller ikke gør det denne gang, og det er ligeledes muligt, at Mustasch har det med at spille Mustasch. Og selvom titlen er misvisende, er dette en særdeles vellykket plade og kandidat til at være et af de bedste Mustasch-album.