Sur-sød sammenblanding
Populær
‘Hydrograd’ er netop det skridt mod en mere poppet og kommerciel lyd, som Jim Root blev fyret fra Stone Sour for at opponere imod.
Taipei Person/Allah Tea
Knievel Has Landed
Hydrograd
Song #3
Fabuless
The Witness Trees
Rose Red Violent Blue (This Song Is Dumb & So Am I)
Thank God It's Over
St. Marie
Mercy
Whiplash Pants
Friday Knights
Somebody Stole My Eyes
When The Fever Broke
Det første, man tænker, når man lytter ’Hydrograd’ igennem, er: Hvornår stoppede Stone Sour egentlig med at være gode? Men det egentlige spørgsmål er vel, hvorvidt Stone Sour nogensinde har været gode? Sådan rigtig gode og ikke bare middelmådig metervare. Selvom det amerikanske band har eksisteret siden 1992 (med en pause fra 1997-2001), var det først, da frontmand Corey Taylor og Jim Root fik succes med Slipknot, at den knap så interessante lillebror for alvor blev vækket til live.
Den selvbetitlede debut fra 2002 var ikke noget specielt. Men Root og ikke mindst Taylor var med, så helt galt kunne det vel ikke være? Efter en mindre pause udgav kvintetten deres til dags dato bedste album ’Come What(ever) May’ (2006). Uden at det album på nogen måde var musikalsk ekstravagant oplevelse. Siden er det blevet til yderligere fire album, hvoraf det seneste, ’Hydrograd’, udkom i juni.
Det mest interessante, der er sket siden bandets seneste udgivelse, er, at Jim Root blev fyret. Efter sigende grundet uoverenstemmelser om bandets musikalske retning. Root skulle have været imod et større fokus på radiovenlige sange og kommerciel succes. En kamp, han tabte. Erstatnings-guitarist Christian Martucci overtog i 2013 Roots plads, hvorved ’Hydrograd’ er bandets første med den nye leadguitarist. En ændring, der antænder et spinkelt håb om udvikling. Bandets første single, ’Fabuless’, byder ikke på udvikling. Til gengæld byder nummeret på masser af attitude og nerve. Især det solide vers beviser, at Stone Sour stadig kan, og når de virkelig tager sig sammen, er det også ret godt. Det lyder godt nok som om kvintetten har fundet lidt for meget inspiration hos Five Finger Death Punch, men generelt set er nummeret en solid heavy metal-single.
Albummets anden single, 'Song #3', byder til gengæld på lidt udvikling. Nummeret et et godt heavy rock-nummer. Det er singalong-venligt og poppet uden at være alt for kliché-ramt. Præcis den udvikling, Root var imod. Det er positivt at der sker en udvikling, omend mindre, i Stone Sour-universet, men det er samtidig problematisk. Det største problem er, at nummeret er milevidt fra førstesinglen. Det lyder som to forskellige bands, der henvender sig til to forskellige målgrupper. Grundlæggende er det ikke noget nyt. Sådan har Stone Sours seneste album alle været sammensat. Det er bare markant tydeligere på ’Hydrograd’, og det ødelægger den samlede lytteoplevelse.
Det gør det ikke bedre, at Stone Sour for alvor har rystet posen med genre-input. Andet nummer (og tredje single), ’Taipei Person/Allah Tea’, låner tydeligt fra hardcoren, med bølle-råbekor på verset, inden det kedelige og langtfra potente heavy rock-omkvæd sætter i gang. ’Rose Red Violent Blue (This Song Is Dumb & So Am I)’ lyder som noget Foo Fighters kunne have skrevet, ’St. Marie’ er et rent country-nummer, af den værste, mest kvalme type, mens ‘When the Fever Broke’ er en typisk ballade. Forvirringen er stor. Variationen i kvalitet tilsvarende svingende.
Derved fremstår ‘Hydrograd’ som en rodet udgivelse. Der er ingen rød tråd, med mindre man ser kaos som en rød tråd, og det gør kvintetten med overvejende sandsynlighed ikke. Det ene øjeblik spilles potent og velkomponeret heavy metal, det andet singalong-venlig hygge-heavy rock. Det kan såmænd godt lade sig gøre at bygge bro mellem de to genrer, det lykkes bare ikke for Stone Sour af den simple årsag, at halvdelen af numrene på den 15 numre lange plade er kedelige, uinspirerende og dårligt skrevet.
Hvis man har tid og lyst, er der værdi at finde i ‘Hydrograde’. Pladen debuterede som nr. 8 på den amerikanske billboard 200, så der er ingen tvivl om, at grundlaget for Corey Taylors pensionsfond eksisterer. Sandsynligvis også her i Danmark. Der er heller ingen tvivl om, at kvintetten har søgt et større fokus mod radiovenlig musik, som Root netop var imod. Med en overejende succes. Musikalsk vil det klæde Stone Sour at skære ind til benet. Have større fokus på at skrive et fornuftigt antal gode numre, slappe af med de forvirrende genre-input og søge at bygge bedre bro mellem de ellers vellykkede heavy metal-numre og heavy rock-numre. Eller måske bare tage skridtet fuldt ud og fokusere på heavy rocken?