Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Kort og Godt, pt I

Updated
transgressive artworkt

Devilution elsker EP'er og dykker ned i række små fine udgivelser fra hele den metalliske verden.

Trackliste
+ Mulla
+ Lamp of Murmuur
+ Rejoice
+ Maggot Heart & Okkultokrati
Forfatter

Sidste år tog vi et kig på en række bemærkelsesværdige små-udgivelser, og det har vi valgt at gøre igen. Der er tit meget at komme efter på en EP, men det kan være svært at få dem passet ind i en fyldestgørende anmeldelse. Derfor har vi samlet en lille bunke lækkert til vores trofaste læsere.



Første skud på stammen kommer fra Arizona, hvor Alicia Cordisco og Joshua Payne, der begge tidligere har spillet i fabelagtige Judicator, men altså nu har brudt ud, og helliget sig den lede thrash, der for en gangs skyld formår rent faktisk at føles som et slag i ansigtet.
Transgressive, som de kalder sig, spiller hårdt, hurtigt og smykker deres plade med en lyserød livmoder, hvilket passer fint til det transpositive og radikalfeministiske indhold i sangene ‘Incel Incinerator’ og kandidaten til årets sangtitel, ‘Seize the Means of Reproduction’. Hvis nogle sangtekster skal forarge i år, er det her også et godt bud.



Vi tager til en anden ørkenstat med næste indskud, og det er lidt mindre trøstesløst end Arizona. Vi skal nemlig til Irak, hvor Mulla netop har udsendt deres seneste udgivelse جن. Om det egentlig er en EP, kan måske diskuteres, da to tracks tilsammen rammer over 35 minutters spilletid, men ikke desto mindre fortjener den lidt opmærksomhed.
Som et arabisk Darkthrone kanaliserer Mulla storheden fra A Blaze in The Northern Sky og garnerer med umiskendelig arabisk stemning. Det er isnende koldt og kulsort.



Mørkt bliver det også hos næste kandidat, ligeledes anonyme Lamp of Murmuur, der hiver os tilbage til de forenede stater engang mere.
Lamp of Murmuur er måske et af de mest oversete black metal-bands i den danske metalpresse, Devilution selv inklusive, og det er besynderligt, da det ellers har tiltrukket sig ikke så lidt opmærksomhed det sidste år, i særdeleshed 2020’s ‘Heir of Ecliptical Romanticism’. I september udsendte de den darkwave-inspirerede ‘Submission and Slavery’, som vi pinligt nok heller ikke har dækket, og nu er så udkommet ‘Punishment and Devotion’, der kommer fra samme indspilningssession, men smider mere punk end goth i.



Lige så mørkt og lidt mere beskidt er Ohio-bandet Rejoice, der måske kunne beskrives som “hardcore spillet af Primitive Man”. Det er tungt og ækelt, når de spiller op og der er ikke langt til den øresønderrivende feedback man kender og elsker fra sludgen.



Hvis man er til hæsblæsende religionskritik fra en gruppe, der stensikkert er vokset op med kommunion og skrifte, og har lyst til at trampe det langt ned i mudderet er det et selvskrevet soundtrack.



Sidste skud i bøssen kommer fra norske Okkultokrati og svenske Maggot Heart, der har indspillet tre sange hver og klasket dem sammen.



Maggot Hearts mørke swingende rock’n’roll åbner ballet og skramler derud af med god gammeldags garagerock inden de norske danseblackmetallere tager over, med en omtrent ligeså rocket side, der dog holder fast i black metallens dyder og derfor har indspillet gennem hvad der lyder som en rusten rejsegrammofon.
Solidt er det dog alligevel, og det er forbløffende at to så forskellige lyde kan fungere som samme plade. Men det gør det.