Metaldiktator: The Angelic Process – Weighing Souls With Sand

weighing souls with sand

The Angelic Process er lyden af død og varme. 'Weighing Souls With Sand' er et mesterværk om lys og skygge og urolig søvn og varme nætter.

Titel
Weighing Souls With Sand
Genre
Trackliste
1. The Promise Of Snakes
2. Million Year Summer
3. The Resonance Of Goodbye
4. We All Die Laughing
5. Dying In A-Minor
6. Weighing Souls With Sand
7. Mouvement - World Deafening Eclipse
8. Burning In The Undertow Of God
9. Mouvement - The Smoke Of Her Burning
10. How To Build A Time Machine
Forfatter

En del mennesker grinte lidt i skægget, da Spotify for et par år siden gav nogle mere eller mindre tvivlsomme genrebetegnelser til den musik abonnenterne havde hørt gennem året. En af dem var “doomgaze”.

Doomgaze, som navnet antyder, er en fusion af doom metal og shoegaze. De fleste vil nok være bekendte med doom metallens virkemidler, der strækker sig helt tilbage til heavy metals fødsel og dens fædre i Black Sabbath. Disse har inspireret både alverdens metalmusikere, men også til en vis grad den shoegaze, der står for den anden halvdel af The Angelic Process’ lyd.



Shoegazen kan spores tilbage til den britiske indierockscene i slutningen af 80’erne, hvor The Jesus And Mary Chain, Slowdive og i særdeleshed legendariske My Bloody Valentine pakkede deres miskmask af goth, indie, garage og dreampop ind i et væld af effekter, der skabte en mur af lyd så ugennemtrængelig, at selv Phil Spector må have været overvældet.

Genren fik sin ironiske titel i en kombination af den nærmest forlegne, indadvendte stil, musikken udtrykte, men i lige så høj grad på grund af det væld af effektpedaler guitarister som My Bloody Valentines Kevin Shields anvendte til at spille den musik, der var mindst lige så afhængig af elektronik som af traditionelle instrumenter.

Interessant nok, er det ikke Black Sabbath og den traditionelle heavybaserede doom, der er den fremherskende inspiration i doomgaze. Den skal derimod findes hos Godflesh og Neurosis, i den genre, der populært kaldes “post-metal”. Særligt det atmosfæriske element, som Neurosis var pionerer for, har fundet grobund hos The Angelic Process, og bandet ville ikke have eksisteret uden dem. Den tidlige doomgaze fandt meget inspiration i den dronede lyd, og det er ikke tilfældigt, at Justin Broadricks afløser for Godflesh, Jesu og den enormt arbejdsomme canadiske duo Nadja ofte sættes i samme kasse som The Angelic Process.

I modsætning til rendyrkede dronenavne som for eksempel Sunn O))), gør doomgazen dronen til grundtonen, fremfor det altoverskyggende element. Fælles for de nævnte er, at de bruger traditionelle dronestrukturer til at skabe ambient lydlandskaber. Doomgazen skaber sine lagdelte, altomfavnede lydflader ved hjælp af guitar, feedback og effekter, fremfor den synthesizer foregangsmanden anvendte.

angelicprocess 1

Et heliocentrisk mesterværk
Der er noget helt særligt ved ‘Weighing Souls With Sand’, der adskiller dem fra de andre. For selvom Jesus ‘Silver’ og Nadjas ‘Touched’ er mesterværker i deres egen ret, er lyden en anden. Det der skiller ‘Weighing Souls With Sand’ fra de øvrige, er den følelse af varme og lys, der strømmer ud af højttaleren, når den sættes på. Der er ikke anden måde at beskrive det, på samme måde som det gælder for Earths ‘The Bees Made Honey In the Lion’s Skull’. Det er lyden af varme, af lys og af sommer, uden at det forfalder til surf rock og Beach Boys.

Fra første sekund, den fænomenale åbner ‘The Promise Of Snakes’, føles det som at bevæge sig ind i en verden af varmt sand. Måske er det på grund af pladens titel, men følelsen er umiskendelig. Alt er grynet og loddent.

Sollyset, som præger albumcoveret, er det bærende element. Men ligesom solen kan være både varmende og livgivende eller brændende og ødelæggende, er ‘Weighing Souls with Sand’ en plade præget af dialektik. Sammenligning med Earth er fortsat passende, men hvor ‘The Bees Made Honey In The Lion’s Skull’ næsten udelukkende fokuserer på blødhed, henter The Angelic Process i højere grad inspiration til stemningen i ‘Hex; Or Printing In The Infernal Method’, der er kendetegnet ved at være på grænsen til det forstyrrende.

Begrebet ‘Das Unheimliche’, defineret af Freud, er den mest passende beskrivelse af disse plader. Begrebet dækker over den uhygge og uro, der ligger i et velkendt begreb eller objekt, der forekommer forkert på et grundlæggende niveau. Følelsen af ukendthed i noget, der bør være kendt, er måske den mest underfundige form for uhygge, og det er den, der spreder sig i gennemlytningen af pladen, både i form af dens musikalske element, men også i særdeleshed igennem sammenspillet mellem den smule lyrik, der kan opfattes gennem lagene af effekter, sangenes mere eller mindre ubehagelige titler og det sublime albumcover.

Sidstnævnte skaber en mystisk spænding ud af kombinationen af den overlejrede vinge, der i kraft af bandets navn forbindes med noget guddommeligt lig den brændende sol, der fornemmes lige uden for rammen og forstærker følelsen af et guddommeligt nærvær. Den sorte skikkelse i højre side, kan både symbolisere mennesket i krydsfeltet mellem det materielle og det himmelske, men kan også ud fra dens placering på klipperne over et skumtoppet hav, give følelsen af fare eller dødens nærhed.

Dualiteten – mennesket og guddommen, livet og døden – er præsent i både cover og musik.



‘Dying In A-Minor’ indkapsler det bedst. Den solide, effektdrevne steming er fremherskende og selv vokalen er kørt igennem filtre, så den lyder lige så fjern og fremmed som musikken. Lyden er komprimeret i nærmest uhørt grad og det gør, at lydene smelter sammen og ruller ind over lytteren som en mur. Fuzzen er så fremherskende, at guitaren lyder som en sværm af vrede bier og bassen ligger så tungt, at det kan føles svært at trække vejret. Dette nummer er indbegrebet af The Angelic Process og fungerer som omdrejningspunkt for hele albummet.

En forudsigelse
Den underliggende følelse af forstyrrethed kom desværre ikke ud af det blå. The Angelic Process blev først stiftet som soloprojekt af Kris Angelys. Senere sluttede hans hustru Monica Henson sig til, og det blev som duo, de fandt den sublime lyd, som ‘Weighing Souls With Sand’ byder på.

The Angelic Process

Bosiddende og opvokset i Macon, Georgia, formåede de to at kanalisere deres hjemstavns særlige, bittersøde og varme energi over i musikken, og sydstatsindflydelsen er ikke uvæsentlig. Georgia når, selv om vinteren, sjældent under 15 grader, og denne hede mærkes tydeligt. Macon har fostret så ikoniske musikere som Little Richard, James Brown og Otis Redding, og særligt sidstnævnte har træk til fælles med The Angelic Process, hvilket blandt andet kan spores på hans største hit. ‘Sittin’ On The Dock Of The Bay’ er en sang, der ofte spilles i radioen, og mange tænker som et hyggeligt track, ikke mindst på grund af fløjtepassagen. Dens lyrik viser dog et andet univers om en mand, der ikke har noget tilbage at leve for, og sidder på kajen, for at lade tiden forsvinde omkring ham. Det er ikke usandsynligt, at fortælleren samler mod til at afslutte det hele.

At både motivet, det at se solen stige over bugten, og den varme lyd er til fælles med Angelic Process skaber en samhørighed i det mørke, der ligger under den solbeskinnede overflade. Det er et tema, der går igen i mange sydlige stater, og som også særligt ses hos digteren Byron Herbert Reece, der med sit arbejde beskrev forfald og håbløshed i den smukke pastoralstat.



Desværre skulle The Angelic Process ikke fortsætte længe. I 2007, kort efter udgivelsen af ‘Weighing Souls With Sand’, var Angylus ude for en alvorlig ulykke, der beskadigede hans højre hånd i så høj grad, at han aldrig ville komme til at spille guitar igen. Det påvirkede frontpersonen så meget, at han året efter tog sit eget liv. Dette album er altså bandets svanesang, og den underliggende stemning af død og undergang gik altså i opfyldelse, da Angylus ikke kunne klare et liv, hvor han ikke kunne skabe.

‘Weighing Souls With Sand’ lyder som universets langsomme varmedød, livets fortabelse og sjælens passage til det næste liv. Sjældent har en metalplade lydt mere varm og mere knusende end denne. Dobbeltheden er det evige tema, og den afspejles i alt fra coverkunsten, lyrikken og i særdeleshed musikken.