Igennem riffets ormehul

10000yearsii

Svenske 10,000 Years åbner for et nyt kapitel i den univers- og nu også tidsomspændende stonersaga om rumfartøjet “Albatrossen”.

Kunstner
Titel
II
Dato
25-06-2021
Genre
Trackliste
1. Descent
2. Gargantuan Forest
3. Spinosaurus
4. The Mooseriders
5. Angel Eyes
6. March Of The Ancient Queen
7. Prehuman Walls
8. Dark Side Of The Earth
Forfatter
Karakter
5

Efter at have fløjet gennem ormehullet og opdaget et rædselsvækkende tableau af ældgamle guder, lovecraftiske rædsler og dødens engel i form af den iskolde dræber, Lee van Cleef, sætter det jordiske opdagelsesfartøj “Albatrossen” langt om længe kursen mod vores egen blå planet.

Som coveret dog afslører, venter den hjemlige idyl ikke på besætningen. Det gør derimod en fremmed og fjendtlig sump omgivet af umådeligt store træer og befolket med hvæsende forhistoriske uhyrer. Vores helte er ganske rigtigt vendt hjem, men de er landet 10,000 år ude i fremtiden!



Pulp!
Meget venter sig i horisonten, som man kan forvisse sig om, ved et hurtigt smugkig på tracklisten, og det drejer sig ikke om småting. Den fæle “Grønne Konge” viser sit ansigt igen, vi bliver mødt af ældgamle dronninger, troldmænd ridende på elge og naturligvis endnu engang ‘Angel Eyes’, dødens engel, den eminent skulende Lee van Cleef.

10,000 Years er endnu engang leveringsdygtige i smadderunderholdende pulp-litteratur i så høj grad, at man lige så godt kunne have skrevet en anmeldelse af historien som af musikken, men det er nu engang sidstnævnte, det skal dreje sig om.

Og dog, for 10,000 Years er måske et skoleeksempel på, hvad man kan kalde en “top-down”-tilgang til sangskrivning. Fra første sekvens, ‘Descent’ følger musikken historiens gang fuldstændig, med sin hylende og energiske nedstigning, der ganske akkurat følger “Albatrossens” tur gennem atmosfæren, inden ‘Gargantuan Forest’ tager os ind i langt mere mystisk og ukendt territorium, og lokker med melodiøst og mystisk fingerspil, inden bassist Alex Risbergs vokal river igennem den tykke tåge og skriger sin forundring over den fremmede verden, de er landet i, ud.

Sådan fortsætter pladen, og det er en forfriskende tilgang til det at skrive en konceptplade, som dette så tydeligt er. For selvom konceptpladen i sin natur understøtter den fortælling, der skal frem, er det sjældent, at lyd og lyrik passer så skræddersyet sammen som på den i øvrigt ærgerligt intetsigende betitlede ‘II’.



Riff!
10,000 Years er dog ikke (kun) knaldromanslæsende stoners men også rigtigt dygtige musikere, som vi også beskrev, da vi hørte første EP, der, i parentes bemærket, også havde en dødssyg titel. Riffkundskaberne er stærke hos vore svenske venner, og den får ikke for lidt. ‘Spinosaurus’ har fuld fart på, og der bliver ikke givet for lidt. Når Red Fang engang får nok af det hele, er der intet, der står i vejen for, at 10,000 Years samler kronen op, for guitarist Erik Palms riffs er mindst lige så sveddryppende og hårdt rockende, mens Espen Karlsen lægger en smuk, tyk og galoperende bund. Selve riffskrivningen er også dybt influeret af handlingsforløbet, som vi tydeligt bliver klar over, når skrækøgle afløses af elgridende rumtroldmænd, og riffet skifter fra tungt og aggressivt til bippende og duttende i ‘The Mooseriders’.

På samme måde leverer Palm en solo, der på én gang er tårepersende og ansigtssmeltende i den hamrende episke ‘March Of The Ancient Queen’ – så god er den faktisk, at undertegnede gentagne gange har ødelagt albummets flow ved at spole tilbage, alene for at lytte til pågældende solo igen. Og igen.



Det svenske trekløver er imponerende dygtige musikere og endnu bedre sangskrivere, og selvom EP’en 10,000 Years var endog rigtig god, har de overgået sig selv på LP’en og viser, at appellen ikke alene lå i nyhedsværdi, gimmick og ikke mindst begrænsningens kunst.

Dette bliver sandsynligvis årets allerbedste stonerplade – og det siger ikke så lidt, når vi har fået nyt fra giganter som Bongzilla og førnævnte Red Fang. Men lyt nu lige engang til ‘Dark Side Of The Earth’ og sig så ærligt, at du ikke kneb en lille tåre.

‘II’ er i den grad en plade, der forbedres af kendskab til historien, og den er i stand til at fremmane Ralph Bakshi- eller Jean-Claude Mézières-lignende sekvenser på nethinden i løbet af afspilningen. Det er umuligt ikke at blive grebet af stemningen og fortællingen, og det er ligefor at håbe, at 10,000 Years går bands som Rush og Coheed And Cambria i bedene og udvider universet mangefold.