Maskinen lever!

_XJD1417
_XJD1483
_XJD1556
_XJD1939
_XTD1231
_XTD1054
_XTD1332
_XTD1517

Det var et knusende musikalsk brag, da LLNN fejrede deres monumentale 'Unmaker' og svøbte Pumpehuset i undergangsstemning, buldrende tyngde og intet mindre end rendyrket lykke.

Kunstner
Titel
We Are Among Storms + Redwood Hill
Spillested
Dato
05-11-2021
Trackliste
1. Imperial
2. Division
3. Forger
4. Interloper
5. Despots
6. Vakuum
7. Scion
8. Obsidian
9. Tethers
10. Desecrator
11. Monolith
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

En af metaldanmarks kanoniserede helgenskikkelser er hedengangne Psyke Project. Et monstrum at solidt pumpende, rasende, spruttende og spyttende hardcore med en metallisk klang. Derfor var det også med nostalgisk skinnende, fugtige øjne mange af publikummerne indfandt sig i Pumpehuset fredag. Ikke nok med at Christian Bonnesen og Rasmus Sejersen har udsendt et af danmarkshistoriens allertungeste (og bedste) album sammen med resten af LLNN tidligere i år, så bestod opvarmningen af We Are Among Storms, der ledes af Martin Nielskov, Psyke Projects tidligere forsanger, der ligeledes udsendte en plade tidligere i år – den kriminelt oversete ‘The I in We’.

Nu skulle de to bands optræde på samme scene i Pumpehuset og det var for mange det tætteste de kom på deres glade ungdoms dage med klistrede gulve og ustyrlige moshpits på Paramount. Og uden at afsløre for meget, kan vi vist roligt sige, at ingen gik derfra skuffede.

We Are Among Storms åbnede ballet denne aften med maner. Martin Nielskov, beskrevet i salen som “metaldanmarks svar på Stig Rossen” var intet mindre end sublim i rollen som frontmand, og svævede nærmest på publikums begejstring fra første sekund, godt sekunderet af guitarist Lukas Frederiksen, der med sit overlegne Freddie Mercury-moustache var indbegrebet af cool på venstre flanke, mens Mathias Ernst gav trommer solide bank, så Nielskov var i stand til at boltre sig på hele monitorrækken uden et sekund at stå stille.

 XTD1541

At Psyke Project skiltes både på deres musikalske højdepunkt, men også mens de stadig var gode venner var helt tydeligt, da Nielskov tidligt i optrædenen talte om, hvor glade de var for at være der, men også gjorde det helt klart, at det hverken var deres eller Redwood Hills aften. Det var derimod LLNN’s.

– Jeg har spillet sammen med dem i hundrede år og så pisser det mig lidt af, at de de laver så meget bedre musik end mig, lød det fra den sprudlende frontmand, med kærlighed i stemmen.

We Are Among Storms stod dog ikke tilbage for nogen på scenen, og havde fantastisk fat i publikum. Nielskovs eksperimenter udi screamo-vokal stod godt til det tunge, hamrende instrumentalspor og det velkendte, snerrende rifffjæs var som malet i ansigtet på de mange, der stod tæt på. Pitten var allerede her godt i gang. Da de spillede sidste sang, et spritnyt nummer kogte salen over og blev spejlet i de storsmilende og -svedende musikere.

 XJD1467

I modsætning til We Are Among Storms, var Redwood Hill indadvendte og formummede, og det trak noget ned i oplevelsen. Det temmelig rutinerede post-metal-band har dog en stor følgeskare bag sig, og for en stor del af salen virkede det nærmest som om de var hovednavnet. På scenen fremstod det lidt besynderligt, at to af dem var hætteklædte, en havde iført sig en sort hue og den sidste øjensynligt ikke havde fået gruppesms’en og havde taget sin pæne skjorte på.

Tonerne var dog tunge og Marco Stæhr Hills vokal var stærk, trods en dvaleperiode på to år. I marts 2020 udgav Redwood Hill pladen ‘Ender’, der endte med at blive begravet i coronalockdown og generel samfundsmæssig dårligdom og det var første mulighed for at høre den live. Det bidrog til publikums begejstring, og at de oveni købet havde nye sange med, var en ekstre fjer i hætten.
Der blev ikke holdt igen, i den lille time de spille, men det blev desværre aldrig rigtig vedkommende. Ideen om fraværende bandmedlemmer og frontmænd, der vender ryggen til publikum har aldrig været appellerende og når vi netop har befundet os i Martin Nielskovs hule hånd så længe, føles den introverte hættebærers behandling lidt som en kold afvaskning. Lad dette stå som en opfordring til rent faktisk at mødes med alle de mennesker, der har glædet sig til at høre musikken.

 XJD1435

Nogen, der til gengæld havde glædet sig til at se publikum, var aftenens hovednavn. LLNN var kommet for at fremføre den uovertrufne ‘Unmaker’, der ligger som en seriøs favorit til titlen som årets danske plade, og bandet sitrede elektrisk fra det øjeblik de indfandt sig på scenen.
Hvor Christian Bonnesen i Psyke Project var fokuseret på guitaren, har han indtaget rollen som frontmand med bravur. Bonnesen er et naturtalent og sjældent har man mødt en frontfigur, der i så høj grad formåede at møde hver enkelt publikummer og tale dem ind i oplevelsen.

Nogen kunne have håbet på en oplevelse, der var lige så kold, dyster og ødelæggende som ‘Unmaker’ er at lytte til, men glæden over at opleve det hele i virkeligheden overstrålede fuldstændig fantasier om science fiction-baseret folkedrab og menneskelig undergang.

Ikke engang de gennemslidte “Spil noget med Slayer”-råb kan ødelægge stemningen, og visheden om, at coronabefængt J-dag ude i virkeligheden sandsynligvis kommer til at ødelægge mulighederne for flere koncerter i år katalyserer energien til et bristepunkt, hvor hver eneste guitaranslag eller trommeslag pulserer ud gennem den kogende moshpit, hvor selv Bonnesen må anerkede, at selvom musikken er tung og langsom, står publikum ikke tilbage for selv det mest smadrede hardcore.

Under den hundrede procent bas- og synthdrevne 'Scion', buldrer Rasmus Furbos tunge drøn igennem alles korpus til nærmest ubehagsvækkende niveauer, mens Ketil Sejersens udenjordiske elektronik gør det til en transcendent oplevelse. Det samme kan siges hele vejen igennem, da LLNN demonstrerer at have hundrede procent styr på hvert eneste sekund af deres optræden.

 XJD1625

Bandet er rørte og begejstrede og kan næsten ikke være i sig selv, da Bonnesen annoncerer, at næste nummer gæstes af ingen ringere end Lacks Thomas Burø, der havde været et idol i den unge år.
Sammen leverede de en pragtpræstation, der kun voksede i omfang frem mod afslutningen, hvor både Martin Nielskov og tidligere LLNN-bassist Jakob Sture Larsen sluttede sig til for at afspille den knusende ‘Monolith’ fra LLNN’s helt tidlige dage. En pragtpræstation i to kapitler, da den måtte afbrydes midlertidigt for at få hevet en uheldig mosher ud af den wall of death, der skulle have rundet showet af. Da vedkommende var på benene igen, rev hele gruppen Pumpehuset ned om ørerne på os og et hav af kroppe, sved og høje, begejstrede røster fyldte hver eneste flade i den store sal.

 XJD1980

Det var en koncert med et væld af fremragende detaljer, der stensikkert vil blive til anekdoter i fremtiden, fra læssevis af crowdsurfing, en Jakob Bredahl, der brillerede ved at sidde fast i Berlin fremfor at synge med på scenen, fælles fødselsdagssang for trommeslageren og en bedårende dedikation af ‘Tremors’ fra Ottesen til dennes bedre halvdel.

Man kunne næsten ikke have bedt om en bedre lancering af ‘Unmaker’ og hvis dette viser sig at være sidste koncert inden endnu en gang lockdown, var det en værdig død.