En fornøjelse for de få

Redwood Hill - Ender

Det seneste udspil fra Redwood Hill byder på alt for meget af det gode og ender derfor med at spænde ben for sig selv.

Kunstner
Titel
Ender
Dato
13-03-2020
Trackliste
1. Singularity
2. No Horizon
3. Descender
4. Nihil
5. Leben
6. Black Heart
7. Absence
8. Collider
9. Polar
10. The Passage
11. Ender
Forfatter
Karakter
3

Efter et årti som band afslutter den københavnske post-kvartet den trilogi, der har været syv år undervejs, på samme manér, som den startede; i et mørkt og koldt univers, hvor glæde ingen plads har.

‘Ender’ er et gennemarbejdet prik over i’et, hvor der ikke hersker nogen tvivl om, at det er et Redwood Hill-album. I løbet af karrieren har de skabt sig en ganske genkendelig lyd, som karakteriserer sig ved en lettere øreskærende kold stemning, der særligt bæres frem af vokalen. Dette album er ingen undtagelse, og det er langt fra det eneste genkendelige aspekt, det har at byde på.

‘Descender’ er navngivet efter debut-pladen fra 2013, mens ‘Collider’ referer til efterfølgeren fra 2014, og de skarpe lyttere har også bemærket den tysk-sprogede sang ‘Leben’, der ligeledes trækker tråde til ‘Tristesse’ fra debuten og ‘Wie ein Adler’ fra efterfølgeren. Men til trods for at små finurligheder med referencer til andre værker altid er et plus, kunne ‘Ender’ kun have haft fordel af at trække på endnu en detalje fra bagkataloget, nemlig en album-længde på seks numre.

Med sin spilletid på lidt over 68 minutter fordelt over elleve skæringer, ender ‘Ender’ med at blive en lettere langtrukken omgang, der vidner om, at bandet aldrig har hørt om “kill your darlings”-konceptet. For selvom man ikke kan sætte en finger på kompositionen eller sangskrivningen på de enkelte numre, bliver helheds-sammensætningen for monoton. Således bliver sangenes force til albummets svaghed, hvor kun ‘Black Heart’ grundet sin anderledes intro med en repetitiv vokal er den eneste midterskæring, der for alvor står stærkt.



Der er en grund til, at Redwood Hill står som et stærkt liveband i den danske metalscene: deres optrædener er af forholdsvis sjælden karakter og atmosfærisk intensitet. Og netop disse to faktorer kan nemt oversættes til, hvorfor ‘Ender’ spænder ben for sig selv.

Det post-black metaliske univers, musikken bevæger sig i, er tungt og har derfor brug for stringente rammer for at kunne fungere, da det ellers ender med at blive en kvælende mundfuld for lytteren. Til live-shows er spilletiden den afgørende ramme for, at mængden af dette univers bliver begrænset, hvorfor der nøje skal tænkes over, hvordan den skal serveres – uanset hvor meget godt materiale, man som kunstner har at byde på. Det samme er gældende for ‘Ender’.