Copenhell '22: Den gode farrock
Populær
Det hele handler ikke længere om fortidens bedrifter. Dizzy Mizzy Lizzy er et andet sted i 2022, og gudskelov for det.
2. In the Blood
3. I Would if I Could But I Can't
4. Boy Doom
5. The Middle
6. Amelia
7. Glory
8. Rotator
9. 67 Seas In Your Eyes
10. Thorn in my Pride
11. Silverflame
Vi har alle forbilleder, der er druknet i ånden fra ungdommen – og så efterfølgende har nok så svært ved at overbevise sine fans om, at der er nogen som helst grund til at høre noget som helst siden ”dengang”.
Ugly Kid Joe lige forinden er vel sådan set et glimrende eksempel på det syndrom.
Det er dog ikke et billede, vi ser hos Dizzy Mizz Lizzy. Ikke p.g.a. generel landflygtighed eller deslige, men både 'Forward In Reverse' og ikke mindst forrige års 'Alter Echo' gav os tilstrækkeligt med håb om, at gendannelsen ikke bare blev endnu en i rækken af situationelle, historiske forfald. Kommer de egentlig med noget nyt?
Det har vi selvfølgelig nu haft nogle år til at gruble over, og det har vi da også gjort os tilsvarende tanker om i Vejle sidste år.
Tim Christensen er, som vanligt, den anvisende karakter, der efter en lang, inciterende opbygning til 'In the Blood' går i dedikeret, tungrocket føle-mode. Lidt længere end velkendt, fordi det indfølte jo trods alt altid er påkrævet i Dizzy-universet, og hvorfor dog stresse sig selv unødigt?
Det er sådan set også svært at klandre dem, når de har så stærkt et album i ryggen som 'Alter Echo'. Det modige stunt at spille den 23 minutter lange 'Amelia' møder gudskelov ingen klager fra publikum, som for de første 50 minutter må glemme de gamle fællesskrålere fra gymnasiet. Det mod må vi nødvendigvis beundre.
Det ændrer dog ikke på, at der er en genkendelig, mid-tempo melodisk grundtone, som bliver umiskendeligt sukkersød og far-rocket i længden. Et element, der i nyere tid har tilføjet en tungere og mere åbensindet tilgang til sangskrivningen, og det er også det, der løfter koncerten i aften. En opdelt affære – først fem sange fra gendannelsen, sidenhen fem sange fra 90erne – dengang mange af os utvivlsomt første gang blev ramt af den nationale Dizzy-feber.
En kedelig tilføjelse til far-rock-elementet er desværre den utroligt konservative brug af stadionformatet. Vi snakker tre, nogle gange fire (når en ukendt keyboardist supplerede små flader til lydbilledet) sortklædte herrer, der i bund og grund lader musikken tale helt for sig selv og står begravet indenfor hver sin firkant.
Småkedeligt og hyperprofessionelt at kigge på, men vi kommer bare ikke udenom, at Christensen har sans for melodi, og at Dizzy Mizz Lizzy er kommet tilbage på verdenskortet. Drømmende til tider, tungt til andre, som regel et eller andet sted indenfor de rammer.
I aften først og fremmest udtrykt med nogle af de tungeste numre bagkataloget rummer. Særligt 'In the Blood' og den meget spacerockede, lange outro til '67 Seas in your Eyes' fik publikum med sig. Effekter udvaskede de små finesser her og der, og så kunne man ellers grundlæggende enten lade sig frustrere over det, eller anerkende det for at lyde mere betonrocket end vi ellers kender dem, men under alle omstændigheder et element, vi kan være bære over med.
Uanset hvad, så fuld respekt for, at Dizzy Mizz Lizzy i den grad går mere modige veje – vi kommer bare ikke udenom, at den modne rock også har en begrænset holdbarhedstid, når man er i Copenhell-mode.