En hyldest til albummet

Dizzy1200-72A5108-45-1622925367

Hvad er det egentlig, der gør, at man skal lytte til et helt album? Hvorfor ikke bare vælge de bedste sange, de bedste passager, de bedste omkvæd og så høre dem? Dizzy Mizz Lizzy har alle de gode argumenter for, at du skal droppe din hvilket-humør-er-du-i-i-dag-Spotify-playliste.

Dato
24-06-2021
Trackliste
1. The Ricochet
2. In the Blood
3. Boy Doom
4. The Middle
5. California Rain
6. Amelia - Part 1: Nothing They do They do for You
7. Amelia - Part 2: The Path of Least Existence
8. Amelia - Part 3: Lights Out
9. Amelia - Part 4: All Saints Are Sinners
10. Amelia - Part 5: Alter Echo

11. I Would If I Could But I Can't
12. Brainless
13. Wishing Well
14. Love Is a Loser's Game
15. Waterline

16. Silverflame
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen (arkiv)
Karakter
4

Baglyset lyser igennem den lette tåge på scenen. Ind træder fire skikkelser. Hvis ikke vi vidste, hvem de var, så ville de være ukendelige. Fire silhuetter, der meget roligt vandrer ind fra venstre og samler deres instrumenter op. Et enkelt lille vink til publikum fra den ene silhuet viser, at de ukendte anerkender, at vi er her. Herefter er der ingen kontakt de næste 50 minutter. Ingen kontakt – udover musikken. Musikken er bindeleddet. Den er broen mellem udøverne og lytterne. Den er den fælles reference, der gør dette til en symbiotisk og dragende oplevelse.

I 50 minutter får vi hård rock – tenderende til det metalliske – og prog rock af den absolut højeste klasse, der kan leveres i Danmark. Stemningen er rolig lige ind til det første rigtige guitarriff slåes an, og akkompagneret af trommer, bas og keyboard løftes den musiske oplevelse til et tungere og højere lag. Her skal der ikke spilles for at please, her skal der ikke spilles for at få plays, her skal der ikke spilles for at præstere for nogen. Her skal der spilles, fordi tilhørerne skal have en oplevelse af en plade i fuld længde.

Mange har gjort forsøget før Dizzy Mizz Lizzy, og forsøgene har altid delt vandene. For hvem gider egentlig høre et helt album fra start til slut nu om dage? Vi har tidligere her på Devilution rost EP-formatet, men hvem har pludselig fundet på, at album-formatet ikke duer mere? Pink Floyd tog på tour og spillede hele ’Dark Side Of The Moon’ front to back, Megadeth gjorde det med ’Rust In Peace’, Machine Head gjorde det med ’Burn My Eyes’, Def Leppard gjorde det med ’Hysteria’, Linkin Park spillede hele ’Hybrid Theory’ på Download. Alle gjorde det med en vis succes. Men hvad med dengang Iron Maiden forsøgte sig med ’A Matter Of Life And Death’? Eller den gang vores alle sammens yndlingstrommeslager valgte, at The Black Album skulle spilles back to front. Alle var ikke med på idéen. For slet ikke at snakke om, da Petrucci og drengene i Dream Theater, der ellers har for vane at imponere live, spillede hele ’The Astonishing’ front to back. De var også forbi Vejle Musikteater, og her var de også tæt på at kede publikum ihjel med denne monumentale fejltagelse af en konceptplade og efterfølgende tour. Dream Theater har dog tidligere bevist, at det kan lade sig gøre at tage denne disciplin til et helt nyt niveau ved at spille hele plader som ’Master Of Puppets’ og ’Number Of The Beast’ live som ekstranumre efter deres egne koncerter.

Men torsdag aften i Vejle lykkedes det til fulde for Dizzy Mizz Lizzy at udføre denne ganske svære disciplin, men det er kun fordi, at de har begået en fremragende plade, ’Alter Echo’, som de spillede front to back. De er nu et modent band med et meget tungere udtryk. Et band, der ikke er bange for at inddrage elementer fra sludge, doom, prog og stoner. Der er meget langt fra ’Right Next To The Right One’ til det, som Dizzy har gang i nu. Heldigvis. Og de er stolte af det, og det er derfor, at det giver mening. De havde på ingen måde behøvet at gøre det her. Det her var et meget klart statement. En streg i sandet, for et band – og en forsanger – der tidligere har leflet lige rigeligt for radiostationer og hitlisteplaceringer.

Her skulle der ikke fejres 20-, 25- eller 30-års jubilæum, her skulle ikke turneres for at tjene penge og holde gryden i kog, inden det blev for pinligt, at der var gået otte år siden sidste album med nyt materiale. Det her var ikke kreativt dødvande. Det her var ikke bagudskuende. Det her var ikke en klassiker spillet af et band, hvor der kun var en eller to originale medlemmer tilbage fra storhedstiden.

Det her var en hyldest til albummet. Her sad vi alle og lyttede til et helt album fra start til slut. Spotify eller en eller anden YouTube-algoritme bestemte ikke, hvad vi skulle høre eller se. Vi lagde i fællesskab pickuppen i rillen på vinylen og fordybede os i den fantastiske oplevelse, det var at høre et gennemført værk fra start til slut. Front to back.

Og hér burde denne anmeldelse slutte, men vi skulle jo også lige have et par hits at gå hjem på. Lyssætningen blev vendt, og nu var silhuetterne synlige. Det var Tim, Martin, Søren og deres gode ven Anders. Nu var vi ikke til prog-koncert mere. Nu var vi til rock-koncert, og Tim blev helt snakkesalig.

Heldigvis overgav Dizzy Mizz Lizzy sig ikke helt til festival-segmentet. Vi fik de to fremragende numre, ‘I Would If I Could But I Can't’ og ‘Brainless’ fra den ligeledes fremragende forrige plade, ’Forward In Reverse’. Derudover havde de også smidt en lille glemt diamant ind i mikset, nemlig ’Wishing Well’ fra deres første plade. Den passede med sit proggede udtryk, rytme- og temposkift rigtigt godt ind i settet, og der blev sågar også plads til en tung, forlænget outro, hvor der virkelig blev leget og progget igennem. De tre sidste numre var klart koncertens svageste del. Nuvel, det er gode numre, velskrevne og dejligt melodiske, men når vi lige har været igennem en tour de force af moderne Dizzy, så blegner de. De blev dog til dels trukket op af, at de havde fået en noget tungere lyd i denne live-setting.

Det fjerner ikke indtrykket af, at radio-balladerne er blevet lagt på hylden og erstattet med modenhed, et majestætisk metallisk udtryk – og ikke mindst mod.