SRF '19: Fredag – Boogie, burlesque og bølleblack

_XTD3914
_XTJ8662
_XTJ7867
_XTD4011
_XTD3240
_XTD3394
_XTD4601
_XTJ7351

Kiss leverede showet, ZZ Top ånden og Dizzy Mizz Lizzy nerven på en fredag med 13 timer i marken, mange middelmådigheder rigere.

Kunstner
Titel
+ ZZ Top + Gorgoroth + Candlemass + Dizzy Mizz Lizzy + At the Gates + The Night Flight Orchestra + LOK + Witchfynde
Dato
07-06-2019
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Når man starter dagen med at gå ud i morgenmadsbuffeten og se Mikkey Dee som eneste anden mand ved tag-selv-bordet kan det næsten kun blive en god dag.

Han havde dog blot kigget forbi for at feste med sine venner fra Def Leppard, og det blev ikke til nogen øvrige surprise-optrædener på festivalen, så ingen chance for at foregribe begivenhederne der.

Nuvel, gårsdagens Def Leppard-koncert skulle foreviges, hvorefter vores faste taxamand Sala som vanligt holdt klar til at føre os tilbage til Sweden Stage, hvor The Night Flight Orchestra åbnede ballet i strålende solskin kl. 12:15. Settingen var lige, som det sig hør og bør med deres feststemte voksenrock, og 'Sometimes the World Ain't Enough', 'Gemini' og 'Paralyzed' fik som altid armene i vejret. Man skulle være lidt af en ignorant for at fornægte de dansable rytmer fra morgenstunden, og uagtet hvor meget vi havde gået og stået hele den foregående dag, startede dagen med gyngende hofter i selskab med et utal af svenskere, der tydeligvis også havde forstået magien af dette orkester.

Uforskammet nok havde festivalen lagt dem præcis samtidig med det ligeledes svenske, gendannede nu-metal-act LOK, der på fire svensksprogede albums omkring årtusindskiftet tilføjede deres eget catchy groove til scenen, men blev opløst i 2002 og altså nu er gendannet 17 år senere. Det blev ikke til mere end de sidste 15 minutter for os, men det var til gengæld et højenergisk kvarter, hvor vores broderfolk tydeligvis havde et nostalgisk øjeblik og skrålede med på alt fra start til slut. Pauserne blev lidt lange mellem numrene, og forsanger Martin Westerstrand tilstod da også, at det var hårdt at synge så hurtigt i længden, men det var tilgiveligt, så længe han ikke lød forpustet, mens musikken spillede, hvilket ikke var tilfældet.

De næste timer blev bedrevet i presseområdet med at få Slayer ned på skrift, indtil Dizzy Mizz Lizzy bød på mere velkendte toner på den lille 4Sound Stage. Som teenager i 90'erne var debuten en naturlig del af nærværende skribents opvækst. Efter den svære toer gik bandet som bekendt i opløsning, og i dag står vi overfor et band, der med ny plade i bagagen og endnu mere på vej gudskelov ikke blot lever videre på fortidens meritter, hvor godt de end taler deres eget sprog. Fremmødet var noget spartansk i starten, men de indledende 'Glory' og 'I Would If I Could But I Can't' blev fremført overskudsagtigt, med indlagte soli og kølig elegance, og efterhånden blev folkemængden kun større og større. Søren Friis smilede bag trommerne og havde tydeligvis en fest i det svenske, mens bassist Martin Nielsen virkede mere fokuseret med små indlagte twists til de melodiske forløb. Det var dog stadig Tim, der var den naturlige leder med guitaren som omdrejningspunkt, og det var kun den obligatorisk afrundende 'Silverflame', der adskilte sig fra de hårdtrockende toner, som resten af sættet bestod af. To nye sange blev der også plads til, og som de blev præsenteret i deres midlertidige form, savnede de umiddelbart den catchy tone, der ellers har præget Dizzys lyd igennem årene, men vi kan ikke udelukke, at genhør vil tjene deres ret. Under alle omstændigheder var det Dizzy Mizz Lizzys debut på Sweden Rock Festival, men fremmødet og reaktionerne taget i betragtning var formatet der bestemt til meget mere end det.

Fra dansk 90'er-rock til svensk 80'er-doom. Candlemass spillede ligeledes Rock Stage op i 2017, hvor de leverede et af årets absolut mest mindeværdige koncerter med Mats Levén i front. I mellemtiden har Johan Längqvist generobret rollen som frontmand, og ind trædte han i cowboyjakke med gråhåret elegance. Der skulle dog ikke gå lang tid, før vi måtte tilstå, at den helt unikke Candlemass-stemning, som også kom til udtryk på Copenhell samme år, aldrig indtraf. Bevares, 'Mirror Mirror' og 'Bewitched' var insisterende nok til at få fødderne til at vippe, men Längqvist manglede den mørke tone, der gjorde bandet så unikt to år forinden, og den bagende solskin gjorde ikke meget for at hjælpe den doomede tyngde på vej. Koncerten kørte på skinner uden særlige udsving, og det var først, da de under den afrundende 'Solitude' hev en burlesque-danser med på scenen, at der også var lidt spil for øjet. At den udvalgte danser så virkede komisk og malplaceret er en helt anden sag, og det skal ikke udelukkes, at en mere indlevende danser kunne have gjort intentionen mere klar i spyttet, men i dette tilfælde fremstod det desværre tåkrummende kikset, og vi flygtede afsted til Texas.

Eller så tæt, vi nu kunne komme derpå. ZZ Top efterlader ingen tvivl om, hvor de kommer fra, omend det dog tog lidt tid, før de aldrende legender fandt gearstangen og blødede op for nogen af sangkatalogets mere stive strukturer. Uagtet at trioen altovervejende kørte greatest hits, som de har lydt i +30 år, så ligner Gibbons, Hill og Beard 100% sig selv og brænder stadig for den boogievenlige bluesrock de udviklede allerede fra de tidlige 1970'ere. Koblingen af 'Waitin for the Bus' og 'Jesus Just Left Chicago', efterfulgt af hitbaskeren 'Gimme All Your Lovin' kørte lige rigeligt på rutinen, men fra den groovy 'I'm Bad, I'm Nationwide' begyndte bandet endelig at finde hinanden, hvor ikke mindst Dusty Hill fik vist sine evner på den firstrengede. Derudover var det dog altovervejende Billy Gibbons, der mumlede og lirede sig igennem klassiker på klassiker med et legende overskud, der er de færreste forundt 50 år inde i karrieren. 'Beer Drinkers & Hell Raisers' tangerede metal, mens 'Sharp Dressed Man' og 'Legs' fik et behørigt skud humor til ikke blot at lyde som den vanlige kopi af versionerne vi kender til hudløshed. Det kan godt være, at ZZ Top ikke gør det mindste for at sælge sig selv på visuals, banners eller lignende gimmicks, men hvad de tabte på den front vandt de på indlevelse, humor og en nerve, der stadig lever videre siden 1969, med samme besætning.

Vi kipper med skægget og de billige solbriller.

Hastigt gik turen tilbage til Sweden Stage, hvor muligheden for at se At the Gates på hjemmebane stod lige for. Alt lød jo egentlig præcis, som man kunne forvente, bare mere intimt, men hvor vi for blot en måned siden havde set dem vise andre sider af sig selv på Roadburn, var det svært at lade sig overraske over at se en traditionel koncert med de aldrende dødslegender, og vi valgte at bruge vores krudt mere konstruktivt på en mindre oplagt booking.

Det være sig de aldrende NWOBHM-ikoner fra Witchfynde, der siden debuten 'Give 'Em Hell' (1980) har haft en noget turbulent tilværelse med udskiftninger og stilskifter, men heavy rocken har dog været en forholdsvis gennemgående tråd. Tidens tand var tilsvarende synlig live, hvor guitarist Montalo, der sammen med trommeslager Gra Scoresby var de eneste originale medlemmer siden 1973, lignede et levn fra fortiden med grøn satinskjorte og pensionistvenligt tempo rundt på scenen, om end fingrene ikke i samme grad havde mistet trit med årene. Musikalsk blev der skudt med spredehagl igennem karrieren, hvor den melodiske 'Leaving Nadir' og den boogievenlige rocker 'Gettin' Heavy' satte mere skub i tingene. Witchfynde anno 2019 var dog en stillestående størrelse, der ikke gjorde meget for at komme ud over scenekanten, og vi kan efter denne koncert kun billige, hvis dette vitterligt er den definitive afskedsturné, de har lagt op til.

Et stenkast væk var der linet op til det helt store show på Festival Stage. KISS-banneret blev hævet, og ned sænkedes medlemmerne fra hver deres podie, mens fyrværkeriet bragede. Den store hitskabelon var som vanligt dagsordenen, og bandet gjorde alt i sin magt for at vise hele galleriet frem. Stageprops eller ej, så var det Paul Stanley, der førte koncerten an, og selvom hans præsentationer imellem numrene unægtelig fremstod unødigt komisk overdrevede, så havde han stadig stemmen, når musikken spillede. Gene Simmons kørte sin velkendte gimmick med den blodige tunge, og de fik alle lejlighed til at vise deres evner på hver deres instrumenter. Vi havde foretrukket evnerne blev vist i samspillet, så det gik op i en højere enhed, men showet og Paul Stanleys stærke karakter i front gjorde rigeligt for at bære KISS ind i 2019, og ender karrieren som lovet her, så er det nu helt og aldeles tilgiveligt.

Klokken havde efterhånden passeret midnat, og med trætte ben og endnu en lang taxatur forude var det så som så med entusiasmen for flere koncerter på 13. time. Dream Theater fik lov at passe sig selv, mens Gorgoroth bidrog med årets eneste ældre black metalliske indslag på 4Sound Stage. Den aktuelle forsanger Atterigner vadede manisk rundt på scenen og bar den sande arv fra bandets tidlige dage solidt videre fra Gaahl. Vi antager, at den sataniske arv blev prædikeret imellem sangene, men hans brækfremkaldende røst, selv når han så at sige talte mellem numrene, var helt og aldeles umulig at dechifrere, så det må stå hen i det uvisse. Under alle omstændigheder lød Gorgoroth lige så giftige, som man kunne forvente, men bølleblacken havde ringe kår efter mange timer i marken, og vi dryssede hjem og gemte de sidste kræfter til lørdag med Ritchie Blackmore's Rainbow som festivalens mest eksklusive hovednavn i vente.

The Night Flight Orchestra: 4
Dizzy Mizz Lizzy: 4
Candlemass: 3
ZZ Top: 4
At The Gates: 3
Witchfynde: 2
KISS: 4
Gorgoroth: 3
(LOK for kort tid til bedømmelse)