Roadburn 19: Forfriskende dødt
Roadburn-effekten prægede At The Gates, der bød på flere og flere covers og gæsteoptrædener, som koncerten skred frem. Det var en udelt fornøjelse at opleve svenskerne bryde de vante rammer.
2. Death and the Labyrinth
3. Slaughter of the Soul
4. The Burning Darkness
5. Heroes and Tombs
6. Koyaniisqatsi (Philip Glass-cover med Anna Von Hausswolff)
7. The Colours of the Beast
8. Cold
9. At War With Reality
10. Windows
11. Suicide Nation
12. The Flames of the End
13. Blinded by Fear
14. The Tempter (Trouble-cover med Matt Pike)
15. Daggers of Black Haze (med Rob Miller)
----------------------------
Med Jo Quail Quartet:
16. The Mirror Black (med Rob Miller)
17. The Scar
18. Der Widerstand
--------------------------------------
19. To Drink From the Night Itself
20.The Night Eternal
En ven kom med sit besyv inden koncerten: ”Har man hørt én sang, har man hørt dem alle”.
Omend vi er uenige kommer vi ikke udenom, at At The Gates igennem årene har bibeholdt et relativt stabilt lydbillede, hvad end man kan lide det eller ej, men svenskerne havde ikke desto mindre lovet os et specielt sæt, hvad end det så måtte betyde.
Tomas Lindberg var som bekendt kurator for årets festival, og selvom han under sin Burning Darkness-fold ganske vist, med undtagelse af Mono og Jo Quail Quartet, overvejende har inkluderet kunstnere fra hjemlandet, har han ikke desto mindre arbejdet med en bred indgangsvinkel, hvor mere forudsigelige navne som Craft og Agrimonia stod i skarp kontrast til mere eksperimenterende kunstnere som Gösta Berlings Saga, Uran GBG og Anna von Hausswolff. De metalliske skyklapper var nede, en approach, der ligeledes til dels viste sig at komme til udtryk sent fredag aften.
Bandet lagde ud i prog-klassikerhjørnet med King Crimsons instrumentale 'Red' lige efter bogen, inden Lindberg selv indtog scenen i mere velkendt mode med nye og gamle skæringer, mere tændte end vi har set dem længe. Vi får selvfølgelig den ældre 'The Burning Darkness' til lejligheden, men det er især den tunge 'Heroes and Tombs' og titelnummeret fra 'Slaughter of the Soul', der indledningsvist får hornene i vejret, inden Anna von Hausswolff joiner bandet på keys til koncertens mest kuriøse indslag, temaet fra eksperimentalfilmen 'Koyaanisqatsi'. Den dybe messen fra Jonas Björler virker måske lidt nervøs, men ånden er intakt den korte stund det varer, inden vi vender tilbage til det velkendte – og så alligevel.
En halv times tid virkede det som endnu en god dag på kontoret for svenskerne, men trods alt med glemte dyder som 'Windows' og en triade af 'Suicide Nation', 'The Flames of the End' og 'Blinded by Fear', alle selvfølgelig fra 'Slaughter of the Soul'. Højoktan melodød, håndbremsen sluppet, Lindberg i hidsig hopla. I forventningen om mere af det uventede var det kærkomment, at Matt Pike, der først skulle spille med Sleep dagen efter, tog del i aftenen, hvor meget han end havde indtaget inden da. Tyngden var som den skulle være i coveret af Troubles 'The Tempter', men i den ideelle verden havde det nu nok været bedre at fange en sanger med et mere passende toneleje til så højstemt en sang, og Pikes tilstand in mente virkede det mere ”interessant” end vellykket. Bedre gik det for Rob Miller (ex-Amebix, Tau Cross), der tilføjede mere punk-nerve til vokalen i de samme numre, han også bidrog til på den nyligt udkomne 'With the Pantheons Blind'-ep. Hvad der var mere overraskende var deltagelsen af Jo Quail Quartet, der dagen før havde flankeret Mono på hele 'Hymn to the Immortal Wind', og denne gang lagde strygere til den ældre 'The Scar' og introen til det efterfølgende titelnummer fra 'To Drink From the Night Itself', inden der som vanligt blev lukket og slukket med den stemningsladede 'The Night Eternal'.
Det klædte At The Gates for en stund at lægge skyklapperne og tilføje ekstra krydderi til melodøds-paletten. Nogen eksperimenter virkede bedre og mere søgte end andre, bevares, det er svært at se den direkte kobling mellem At The Gates og King Crimson. Eller Philip Glass. Eller Trouble. Det virkede til, at de skæve indslag til en vis grad var kompromiser med de enkelte gæsteoptrædende, der var med på legen, men det spillede, og de havde folket med sig. Svenskerne bar udfordringen med smil og brøl, og selv når de kørte den på rutinen, var det unægtelig svært ikke stadig at holde af Tompa og gutterne.