Længere væk fra porten end vanligt
At the Gates har mistet halvdelen af deres sangskriverduo. Det gør ondt på svenskerne, der ikke kan svinge sig op på det sædvanlige niveau over en hel plade.
2. To Drink From The Night Itself
3. A Stare Bound In Stone
4. Palace Of Lepers
5. Daggers Of Black Haze
6. The Chasm
7. In Nameless Sleep
8. The Colours Of The Beast
9. A Labyrinth Of Tombs
10. Seas Of Starvation
11. In Death They Shall Burn
12. The Mirror Black
Go’e gamle At the Gates. Det der band, der bare tilfældigvis indspillede den plade, ’Slaughter of the Soul’, der definerede, hvordan melodisk dødsmetal skal lyde, for derefter at have den frækhed at gå i opløsning. 19 år senere fandt de det alligevel nødvendigt at lave en opfølger, ’At War With Reality’ fra 2014. En ganske udmærket plade, der oser af spilleglæde og godt håndværk og egentlig viderefører stilen fra for 19 år siden fortrinligt uden at bringe noget afgørende nyt til bordet.
Siden da løb leadguitarist og primær sangskriver Anders Björler tør for spilleglæde og forlod bandet, og spørgsmålet på ’To Drink From the Night Itself’ er naturligvis: Tog han også det gode håndværk med sig? Brormand og medkomponist Jonas Björler styrer jo stadig bassen, og den ene Björler kan vel være lige så god som den anden?
Svaret må være et rungende: Njaaaaahhh …
For der er et eller andet, der ikke er, som det skal være. Er det den nye producer Russ Russell, der er skyld i den lidt tynde, diskante lyd, som pladen har? Er det den nye guitarist Jonas Stålhammar, der måske ikke er helt så skarp og knusende i sit guitararbejde som den forsvundne Björler? Er det et manglende kunstnerisk modspil til den tilbageværende Björler-bror? Én, der lige går ind og siger ”hallo, det der riff og den der overgang skal enten skæres skarpere eller sendes med B-post til Uppsala”? Eller er det en generel mangel på gode riffs og ideer til at starte med?
Det lyder, som om det er lidt af alt det ovenstående.
Letkøbte indslag og en happy ending
For ’To Drink From the Night Itself’ er egentlig ikke nogen dårlig plade. Det grundlæggende håndværk er i orden, Adrian Erlandsson er lige så eminent på trommer, som han altid har været, og Tomas Lindbergs rivejernsgrowl lyder stadig frisk og er blevet piftet op med effekter hist og her, thi det er jo det 21.århundrede, vi er i. Og det starter også fint med lidt symfonisk intro og så på hovedet først ind i titelnummeret, der snildt kunne være et outtake fra de glade ’Slaughter of the Soul’-dage. Faktisk så meget, at man sidder med en fornemmelse af at have hørt det der riff før? Og hvad med den der overgang, den er da bekendt?
Den nagende fornemmelse af at høre et lidt tyndt opkog af noget allerede brugt fortsætter gennem de næste tre numre, før ’The Chasm’ endelig slår hul i den mur af mild kedsomhed, som pladens første tredjedel har fået bygget op. Nu begynder instrumenterne endelig at stå skarpt i forhold til hinanden, Erlandsson trommer og blasts får endelig noget tyngde i lyden, Lindbergs vokal har en nærmest hardcoreagtig aggression i sig, og guitarsoloerne lyder lige præcis så svenske, som de skal.
Denne følelse af, at alt nok skal blive godt igen, at At the Gates stadig godt gider og kan, fortsætter gennem ’Colours of the Beast’ og pladens højdepunkt ’A Labyrinth of Tombs’, inden man når til den glimrende pladeafslutning bestående af ’In Death They Shall Burn’, der byder på knivskarpe breaks og et TUNGT breakdown, samt den symfonisk og storladne ’The Mirror Black’.
Heldigvis sidder man tilbage med et smil på læben, men samtidig også følelsen af, at man fint kunne have nøjedes med en ep fremfor et album, hvor kun halvdelen af materialet holder niveau. Og man undrer sig. Når nu At the Gates kan, hvorfor gør de det så ikke? Eller mangler der simpelthen en Björler-bror til at holde den anden i ørerne og agere kvalitetskontrol? Det havde i hvert fald været rart.