Man sku' have været kronprins

Populær
Man sku'  have været kronprins

’Celebration Day’ er en glimt tilbage til Led Zeppelins storhedstid i 70’erne og dermed et must have for fans.

Kunstner
Titel
Celebration Day
Distributør
Genre
Trackliste
1. Good Times Bad Times
2. Ramble On
3. Black Dog
4. In My Time of Dying
5. For Your Life
6. Trampled Under Foot
7. Nobody's Fault But Mine
8. No Quarter
9. Since I've Been Loving You
10. Dazed and Confused
11. Stairway to Heaven
12. The Song Remains the Same
13. Misty Mountain Hop
14. Kashmir
15. Whole Lotta Love
16. Rock and Roll
Karakter
666

’Celebration Day’ en længe ventet forløsning for de 19.982.000, billetansøgere der ikke vandt i lodtrækningen om adgang til Led Zeppelins one-off ”Ahmet Ertegun Tribute Concert”. 18.000 forgyldte vindere kunne entrere The O2 Arena i London d. 10. december 2007 og opleve reunionkoncerten der kom i Guiness' Rekordbog 2009 for største efterspørgsel.

Koncerten skydes i gang med en storgroovende udgave af ’Good Times Bad Times’, og det er straks som at komme hjem. Robert Plant har godt nok fået tøj på, Jimmy Page kaotisk troldmandsgarn og tyggegummi, og på trommestolen sidder John Bonhams 40-årige søn Jason Bonham. John Paul Jones ligner sig selv, blot med lidt kortere hår, og Robert Plants attitude indikerer, at han, udover at hygge sig, stadig synes han er ”sexy as fuck”. En fremtoning som gennem Led Zeppelins levetid i halvfjerdserne var hans absolutte varemærke både gennem hoftebevægelser, åbentstående skjorte og i vokalbrugen.

Allerede midt i første nummer må drengene (som alle, pånær Jason, i 2007 var omkring de 60 år) stå prøven, for der er legendariske guitar- og basfills, der bare har at sidde i skabet. Det gør de selvfølgelig og man kan ånde lettet op. Robert Plant har naturligt nok mistet noget af sit register, men at han stadig er Fader Zeppelin, er der ingen tvivl om. Melodierne fungerer, selvom han flere steder kompenserer ved at synge en oktav under tidligere album- og liveversioner, men det er ingen hemmelighed, at kun de færreste sangere kan pitche som Plant kunne back in the days.

Et kontinuerligt højdepunkt på ’Celebration Day’ er Jimmy Page. Det ses tydeligt, at Page og Plant har kørt parløb i tiden efter Led Zeppelin, og de har en særlig og intern gnist, der emmer af venskab, humor og musikalsk samhørighed. Ingen Gilmour vs. Waters-syndromer dér. Et blik på Page og hans guitar gør det svært at se, hvem der har kontrol over hvem, og forholdet er ikke ulig det, der er mellem Gollum og den dyrebare herskerring, der er afhængige af hinanden. Når man ser den ældre og mere krøllede udgave af 70’ernes sveddryppende guitaridol, er det som at være rejst 30 år tilbage i tiden – ro, selvsikkerhed og overskud fuldender symbiosen af mand og instrument. Især på tilbagelænede numre som ’Since I’ve Been Loving You’, ’Dazed And Confused’ (hvor Page selvfølgelig hiver violinbuen frem som i fordums tid) og ’No Quarter’, der er nogle af de bedst udførte sange i sættet og hvor der virkelig er plads til Page. De talrige skæve smil, der dukker frem af rynkerne, får billedet til at flakke frem og tilbage mellem nu og da, for det er næsten som at gense den 25-årige syretrippende James Patrick Page improvisere sig ud over scenekanten, og da han tager sin gamle Gibson EDS-1275 Double-Neck frem under ’Stairway To Heaven’ er sammensmeltningen komplet.

Koncerten er spillet under navnet ”Ahmet Ertegun Tribute” og er et velfortjent skulderklap til stifteren af Atlantic Records, der så potentialet i Led Zeppelin og i samarbejde med manager Peter Grant kan tage en stor del af æren for Led Zeppelins gigantsucces. Den yngre generation ved måske, hvis de er opdraget ordenligt, at kendingsmelodien fra ’Godzilla’ ikke er noget P. Diddy har fundet på, og hvis de er kommet så langt, er der yderligere at lære fra reunionkoncerten i London. Nemlig, at hvis man sparker tilstrækkeligt røv, er det slet ikke nødvendigt med pulserende visuals og løben rundt på scenen. Som John Paul Jones skriver i bookletten: ”We wanted to keep everything simple and real, to let the power of the music speak for itself”, og det var hvad de gjorde. 

Talrige musikere og andet kendt rakkerpak var mødt frem for at skrive historie med verdens største rockband, heriblandt Dave Grohl, Paul McCartney, Jeff Beck, Brian May, David Gilmour, brødrene Gallagher, Dave Mustaine, Peter Gabriel, Mick Jagger, kronprins Frederik, Marilyn Manson, Kate Moss og Priscilla Presley. Man skulle satme have været kronprins. Eller Elvis Presleys kone. Det var i hvert fald en af de aftener, hvor en plads på gæstelisten havde været værdsat, men ’Celebration Day’ er en kærkommen mulighed for at opleve koncerten trods alt, og filmmediet har jo den fordel, at der kan pauses, spoles og sættes på repeat i al evighed. Lige så længe som Led Zeppelin vil sidde på tronen som nogle af de største overhovedet.