Guitar Grease & Hell on Wheels
Populær
For en måneds tid siden leverede Fu Manchu en monumental ørkenstorm af en stonerkoncert i Lille Vega. Med forsinkelse følger nu endelig anmeldelsen af denne aften.
California Crossing
Bionic Astronautics
Hung Out To Dry
Squash That Fly
Falcon Has Landed
El Busta
Sleestak
Anodizer
Signs of Infinite Power
King of the Road
Open Your Eyes
Mongoose
Evil Eye
Det var med meget blandede forventninger, at man drog til Lille Vega for at gense de legendariske, californiske ørkenrotter i Fu Manchu. De to forrige gange, kvartetten har været i Danmark, har det nemlig været med vidt forskellige udfald: Den ene aften – den festlige aften på Loppen for godt tre år siden – var lige så indsmørret i herlig rock revolte, som den anden aften i Pumpehuset var sat ned i gear og drønkedelig.
Fu Manchus musik kunne således ikke stå distancen, da de den aften gæstede Pumpehuset på en grå tirsdag for et par år siden, og man frygtede lidt, at det ville blive samme forbandede fredsommelige oplevelse på denne endnu mere grå onsdag i Lille Vega.
Bandets tiende udspil, den ganske skuffende 'Signs of Infinite Power', var desuden ikke med til at gøre håbet om en god koncert større.
Heldigvis tog man fejl.
Æd støvet i dig!
Fra en overbevisende åbning bestående af den tempofyldte klassikerduo fra landevejen, 'Eatin' Dust' og 'California Crossing', var havde publikum svært ved at gå ned i gear igen. Feststemningen var lagt.
Og det ene klassenummer overtog da også det andet. Man fik både 'Hung Out to Dry' fra 2007's mesterlige, 'We Must Obey', en sublim version af 'The Falcon Has Landed' fra den oversete 'In Search of…'-plade, og så fik man selvfølgelig en stribe af titler, som efterhånden har helt klassikerstatus indenfor ørkenrocken - på stribe nævnes blandt andet 'Squash That Fly', 'Hell on Wheels', 'King of the Road', samt 'Mongoose'.
Måske mest overraskende var dog den nye 'El Busta', som kom helt op på det høje niveau, hvor de fleste af de gamle sange denne aften befandt sig på.
Troværdighed!
I den tilsyneladende aldrig aldrende, evigt sommerbrune surferbums, Scott Hill, har Fu Manchu den perfekte frontmand. "What you see is what you get"-frasen har sjældent været mere sigende end i hans tilfælde. Fedtet hår og Vans-tøj er en lige så god varebetegnelse for musikken, som det synes at være en evighedsbeskrivelse af Hill. Og dét kaldes troværdighed.
At han og lead-guitarist Bob Balch på en scene desuden supplerer hinandens strenge, som mødtes de under bidsk, tilfældighedskopulation, gør kun rockerektionen endnu hårdere.
De gode parametres aften
Der var flere parametre, der spillede ind i og gjorde denne aften til en nær perfekt rock and roll aften. Først og fremmest kunne man næppe havde bedt om en bedre sætliste, end den firkløveret her diskede op med. Når man overværer det ene forrygende Fu Manchu-nummer efter det andet, forstår man pludselig hvor unikt et band, de i virkeligheden er.
Jo, bevares, det ligger til højrebenet at afskrive Fu Manchu anno i dag: De har jo trods alt stor set lydt ens i efterhånden nær et kvart århundrede. Men hos Fu Manchu er stilstanden netop tilstanden, og man skal altså lede længe efter et band, som gang på gang leverer så fede riffs, som de gør.
Desuden formår de at bevæge sig på den knivskarpe balancegang, der adskiller den selvophøjede højrøvs-attitude med det overdrevne overskud. Ancienniteten hos disse gutter skinner dog hele tiden igennem.
Scott Reeder har muligvis kun været trommeslager i bandet på de seneste tre albums, men hans John Bonham-inspireret spil klinger nærmest helt astronomisk med de andre i bandet.
Og dét var overskuddet og det velspillede riff, der var i fokus hele koncertaftenen igennem. Så selv om Fu Manchu anno 2010 muligvis står lidt i stampe, når det kommer til studieindspilningerne, trodsede de den kedelige grå onsdag og viste, at de stadigvæk er deres klassikerstatus værdig.