Forført af fuzz
Populær
Med en fænomenal koncert på BETA beviste Fu Manchu til fulde, at både de og deres fuzzy stoner rock holder sig evigt unge.
Laserblast
Godzilla
Evil Eye
Saturn III
Med et scenekostume bestående af brune Dickies-bukser, den evige stribede polotrøje og langt, lyst hår, som klæber svedigt til hovedet og hænger ned over skuldrene, er Fu Manchus Scott Hill indbegrebet af 'the all-American stoner'.
Selv om frontmanden formentlig er omkring de 45 år, ligner han stadig en dude, der elsker at køre på skateboard, ryge den fede og spille guitar.
"Personifikationen af uforanderlighed" kaldte vi ham vist i anmeldelsen af amerikanernes koncert i Pumpehuset for præcis to år siden, hvor han og resten af drengene blæste taget af Pumpehusets lille sal med et fuzzfyrværkeri af en koncert.
I går vendte de rutinerede californiere så tilbage til et stopfyldt BETA på Amager, hvor de knap 200 fremmødte blev revet rundt i Fu Manchus maskineri, der spandt som en V8-motor under kølerhjelmen på en Camaro. Og hverken Scott Hill eller musikken havde ændret sig overhovedet. Og heldigvis for det.
Det var på forhånd annonceret, at bandet ville spille albummet 'King of the Road' fra 2000 fra ende til anden og derpå garnere sætlisten med en håndfuld af de største klassikere.
Fænomenalt fuzzy
Der var derfor noget at glæde sig til, og de høje forventninger blev til fulde indfriet af et band, som sjældent har været mere velspillende, end de var i går.
Fra det første velkendte riff i 'Hell on Wheels' til en tung og forlænget version af 'Weird Beard' og til den mere sjældent spillede 'Hotdoggin'' var der tale om et perfekt sammenspillet band, som rutineret rystede nogle af karrierens største perler ud foran det velvillige publikum.
Leadguitarist Bob Balchs perfekt eksekverede stonersoloer efterlod gang på gang folk måbende. Den mand kunne underholde mig i timevis med sit fænomenale guitarspil.
Uforanderligt effektivt
Fu Manchus vuggende og fuzzy boogierock er i grunden simpel musik, men når det bliver eksekveret så rutineret, som det er tilfældet her, kan man egentlig ikke ønske sig særlig meget mere. Især ikke når Scott Reeder også holdt forbilledligt gang i gryden med konstant legende fills og rundgange på sit godt gennemtæskede Ludwig-kit.
Vi skulle dog frem til anden del af sættet, før publikum for alvor gik agurk og smed hæmningerne foran scenen. Da bandet satte i med det hypnotiserende enkle riff til 'Laserblast', satte det til gengæld gang i en moshpit af idiotiske dimensioner, komplet med fuldemandspogo og øl ud over det hele. Det er fedt at moshe, det er ikke fedt bevidst at hælde øl ud over resten af publikum.
En forlænget version af 'Godzilla' fik os dog hurtigt på andre tanker, for det var helt forrygende at høre Bob Balch tvinge wah-pedalen og publikum helt i knæ.
'Evil Eye' og 'Saturn III' satte solidt punktum for bandets uden tvivl bedste koncert på dansk grund i de sidste 10 år.
Længe leve uforanderligheden!