Tronen tilhører Black Sabbath
Populær
Black Sabbath overrasker positivt på '13', bandets 18. album og det første med Ozzy Osbourne siden 1979. Otte numre, der bare vokser og vokser - og spreder dejlig, tung glæde.
2. God Is Dead
3. Loner
4. Zeitgeist
5. Age Of Reason
6. Live Forever
7. Damaged Soul
8. Dear Father
Black Sabbath ER klodens mægtigste heavy metal-band. Det cementerer bagkataloget, og det understreger tre fjerdedele af det originale band på det første album med bandet i 18 år, '13'.
På otte numre af i alt en lille times varighed finder Black Sabbath tilbage til rødderne. Der er klare referencer til klassikere som 'Black Sabbath' og 'Planet Caravan' samt mindst en lille håndfuld andre - og så naturligvis til den stemning og atmosfære, der var på bandets fire første album.
Men der er også numre, der står for sig selv i deres helt egen ret, eksempelvis albummets stærkeste 'God Is Dead'.
Dermed også være konstateret, at den kræftramte mester af monsterriffet, guitarist Tony Iommi, stadig kan skrive tonsere, der sætter alle andre i hele de samlede metalgenrer på plads. Iommi er jo den mest imponerende af dem alle. Han er aldrig stoppet med at skrive de ondeste riffs og de lækreste stille passager samt ikke mindst originale soli. Han gjorde det med Sabbath i alle Sabbaths afskygninger. Han gjorde det på sine tre soloalbum. Han gjorde det med Heaven & Hell. Og nu gør han det - satanedme - igen.
Trommeslager Bill Ward er ikke med. Han og gutterne samt diverse managere kunne ikke blive enige om de økonomiske betingelser. Men gør det noget? Ret beset: Nej. I hvert fald ikke musikalsk set. Brad Wilk fra Rage Against the Machine løfter opgaven respektfuldt og skaber pladen igennem grooves, der gør, at man ikke kan sidde stille. Meget fint, meget underspillet trommespil.
Ozzy? Er han så helt og aldeles færdig, at det her bliver endnu et slapt udspil? Nej. The Prince Of Darkness har ikke medvirket på et ordentligt album siden 'Ozzmosis' fra 1995. Men det gør han nu. Han ligger superfint, uden skingerhed, men med en fasthed, en råhed og en bestemthed i vokalen, som virkelig overrasker positivt.
Geezer? Han er der bare, som en af de mest underspillede - og mest levende, melodiske - bassister i metallen. Nej, han er sgu den bedste heavy-bassist, der har betrådt denne jord.
Modsat de første Sabbath-album fra start-70'erne, der jo var præget af de hits og hymner, folk stadig elsker skyhøjt, er '13' ikke et album med numre og omkvæd, der klinger på samme genkendelige måde. Men til gengæld er '13' et album, der kommer til at holde meget, meget længe.
Niveauet er tårnhøjt hele albummet igennem, og selv om Rick Rubins produktion godt kan virke lidt småsteril, så er det altså lykkedes at genkalde stemning og atmosfære fra gennembrudsårene samtidig med, at albummet sender et signal til nutidens bands: "I når os ikke til sokkeholderne på trods af, at vi er nogle gamle røvhuller!"
Wauv! Årets album! Køb!