Det forventelige uventede
Populær
Med Ulver ved man, at man ikke kan vide, hvad man kan vente sig. Man kan vente sig øjeblikke af stor skønhed, men bandets trang til konsekvent at sætte sig selv over styr kan også nemt ramme ved siden af.
Glammer Hammer
Moody Stix
Cromagnosis
The Spirits That Lend Strength Are Invisible
Om Hanumate Namah
Desert/Dawn
D-Day Drone
Gold Beach
Nowhere (Sweet Sixteen)
Ecclesiastes (A Vernal Catnap)
Solaris
Den respekt, som Ulvers fans omgiver bandet med, kan virke omvendt proportionel med, hvad Ulver giver tilbage. I hvert fald hvis man er af den overbevisning, at loyalitet bør gå begge veje, og at et bands fans’ urokkelige troskab bør tilgodeses af bandet ved at holde fast ved nogle af de ting, som deres fans dyrker dem for. Med andre ord ikke bevæge sig alt for langt væk fra udgangspunktet, holde fast i det, som bandet fik sin fanskare på. Set udefra kan det godt virke, som om Ulver ikke har bestilt andet i de godt tyve år, de har spillet, end at gå imod det, der blev forventet af dem. Fra det øjeblik, hvor Ulver fulgte den for den skandinaviske black metal skelsættende debut, ‘Bergtatt’, op med en hel plade med akustisk folkemusik, ‘Kveldssanger’, har det stået klart, at Ulver til hver en tid ville stå fast på retten til at gå deres helt egne veje, uanset hvad andre måtte have af forventninger til dem.
Den indstilling har både ført dem ud i småkikset trip hop på ‘Perdition City’, lettere klodset psychedelica på ‘Childhood’s End’ og et ærefrygtindgydende veleksekveret samarbejde med Tromsø Kammerorkester på ‘Messe I.X-VI.X’. Men på trods af omskifteligheden er Ulver også lykkedes med at skabe et lydligt univers, der er umiddelbart genkendeligt som Ulver, uanset hvilken genre de vælger at begå sig i. Ulvers fans forventer at blive overraskede af en ny Ulver-plade. Og med andenbølge-black metallens fanatisme ganget op med forbillederne i post-industrialbandet Coils dyrkelse af musikken som en del af et helt system med sine egne værdier og ritualer, har Ulvers fans været villige til at godtage snart sagt alt, der er kommet fra deres hånd. Også selvom de måske i første omgang har været skuffede: De har alligevel godt vidst, at Ulver var klogere end dem, og at Ulver ville få ret i, at dette var den rigtige plade på det givne tidspunkt. Under alle omstændigheder blev det præsenteret for dem af en mand, Garm, der har “You Are Being Lied To” tatoveret med store, fede blokbogstaver på underarmen, så selv hvis det, de hørte, ikke nødvendigvis var decideret godt, var der en grund til, at det var det, Ulver spillede.
Det er altid fascinerende og lidt tiltrækkende at følge sådan et orkester fra sidelinjen. Hvor man sagtens kan følge deres fans i, at noget af det, de har lavet, virkelig er i særklasse, men også bare kan høre, at noget af det andet, de laver, virkelig overhovedet ikke fungerer optimalt eller i bedste fald bare ikke er særlig fantastisk. Den respekt, Ulvers fans nærer for bandet, kan sagtens få en til at tvivle på, om det virkelig skulle være en selv, der bare ikke forstod det.
Stivbenet blow-out
Sådan er det meget at høre bandets tolvte album, ‘ATGCLVLSSCAP’. Det er på mange måder en god plade, det er i hvert fald en plade, man kan høre om og om igen og blive ved med at opdage nye sider af. Det er svært ikke at føle sig lidt andægtig stillet over for den. Der sker så meget i løbet af de 80 minutter, ‘ATGCLVLSSCAP’ varer, det går fra krautrock over prog til electronica og sågar en powerballade, og der er lag på lag i musikken. Mange steder er den bygget op omkring loops, som synths så oscillerer rundt om, mens guitarer og diverse percussion sitrer ind og ud af lydbilledet, og så med et er det hele skiftet, fordi noget, der havde ligget bagved, med ét trådte i forgrunden og forrykkede hele den sammenhæng, resten havde indgået i, sådan som det sker godt midtvejs i ‘Cromagnosis’.
‘ATGCLVLSSCAP’ bærer tydeligt præg af ikke at være komponeret, men derimod improviseret frem ved tolv koncerter, bandet spillede i februar og april 2014 – samt en enkelt i sommeren 2013, der bryder med det strenge tolvtalsmotiv, pladen er bygget op omkring – hvorefter bassisten Daniel O’Sullivan har arbejdet videre med sporene fra de optagelser, de lavede af koncerterne, og ud fra dem skabt de 12 sange, der udgør ‘ATGCLVLSSCAP’, som bandet så efterfølgende arbejdede videre på i studiet. Improvisationerne har i flere tilfælde taget udgangspunkt i sange fra Ulvers bagkatalog, som så er blevet omarbejdet til noget nær ukendelighed, eller blot brugt som afsæt til at at gå i en helt anden retning end den originale.
Det er en anderledes loose arbejdsproces, end hvad man normalt associerer med Ulver, og det lykkes dem nogle steder – som igen i den sidste tredjedel af ‘Cromagnosis’ eller i den percussiondrevne ‘Om Hamunate Namah’ – at nå ud nogle steder, hvor man ikke ville have ventet, at Ulver skulle havne. Det er ren space rock, og det er interessant at høre Ulver spille det: Men det spørgsmål, der nager et sted, er, om det primært er interessant, fordi det er Ulver, der spiller det? Om ikke andre nutidige bands med afsæt i krautrock – her kunne man nævne danske Papir, australske Oren Ambarchis eksursioner udi genren eller, hvis man stadig lægger vægt på Ulvers rødder i black metal, finske Oranssi Pazuzu – har en langt smidigere og kunstnerisk mere udbytterig tilgang til det kosmiske blow-out end de stadigvæk noget stivbenede nordmænd.
For selvom ‘ATGCLVLSSCAP’ er loose i det, så er det stadig kun i forhold til resten af Ulvers diskografi, og selvom de når langt ud i hjørnerne – ‘Moody Stix’ bringer mindelser om den britiske electronica-gruppe Plaid, ‘Desert/Dawn’ om Vangelis’ ‘Soil Festivities’, mens ‘Nowhere (Sweet Sixteen)’ i omkvædet lyder helt som Faith No More af alle ting, de kunne lyde som – så er de altså heller ikke frie for at lyde lidt vel bombastiske og klodsede flere steder. Der er ikke lige langt til 80’er-Pink Floyd hele vejen igennem, for at sige det på en anden måde. Og hvor ‘Wars of the Roses’ i 2011 fik et forbløffende vellykket resultat ud af at genopdage 70’ernes pop-proggede Genesis, og ‘Shadows of the Sun’ i 2007 var en fornem opdatering af David Sylvians forfinede kunstpop, så emmer det flere steder på ‘ATGCLVLSSCAP’ af lidt for meget selvhøjtidelighed i forhold til, hvad det egentlig er, Ulver kommer op med. Det er simpelthen langt henad vejen ikke meget mere fantasifuldt end albummets titel, der, gud bedre det, er et akronym for de tolv stjernetegn.
På den anden side kan man så også sige, at hvis Ulver to årtier og tolv album inde stadig er villige til at sætte alt, hvad de måtte have oparbejdet af integritet, over styr med et projekt som ‘ATGCLVLSSCAP’, så er der også stadig mulighed for, at der kan komme noget ekstraordinært ud af det. Ellers må man som lytter på sidelinjen nøjes med at glæde sig over den skønhed, der er at finde flere steder i deres bagkatalog, og som også er til stede på ‘ATGCLVLSSCAP’, og så affinde sig med, at man ikke bliver initieret fan denne gang heller.