ACW '23: Torsdagen - Husk nu at elske denne her festival!
Ordene kommer fra Vægtløs, der gav os et intenst show på A Colossal Weekends første dag, og dem vender vi tilbage til. Men vi fik også markant vokal fra både Svarta Havet og Liturgy og absolut ingen vokal fra We Lost The Sea, Weal og And So I Watch You From Afar.
Alt i alt må torsdagens progran på årets A Colossal Weekend siges at være lige i øjet, når man går og småsavner Roadburn Festival lidt, og det bobler altid lidt i maven sådan en første dag på en festival. Et helt program er uudforsket, og efter at være blevet udstyret med en kold øl, ankom vi i rette tid til at se festivalens artist in residence på Lille Vega.
Smerte på noder hos artist in residence
Liturgy behøver enten ingen introduktion eller en længere gennemgang. Torsdagens show var det første ud af to med bandet, 3 hvis man tæller solo-showet med Haela Ravenna Hunt-Hendrix med i pakken. Liturgy så vi også hele to gange på sidste års Roadburn Festival, og det er nok et band man enten elsker eller hader. Denne koncert var en komplet opførelse af albummet 'Origin of The Alimonies', komplet med videosekvens på bagtæppet, hvor brudstykker af tekstuniverset blev gjort synligt for publikum. I øvrigt en film, der også kunne ses gennem VR-briller på VEGA LAB midtvejs ned af trappen, noget vi aldrig rigtig kom til at udforske.
At det var et svært album at spille, blev synligt på flere måder. Dels var alle musikere udstyret med noder til sættet, hvilket er usædvanligt selv for Liturgy, og dels var det ret tydeligt, at albummet bærer en masse smerte i sig, der lod til at være lyslevende for Hunt-Hendrix, mens opførelsen stod på. Vokalen har for mig altid stået som en barriere for en stor fordybelse i musikken. Jeg synes simpelthen ikke det lyder godt, når Hunt-Hendrix åbner munden, men som formidler af svære følelser og indre kaos fungerer den fremragende. Musikken er til gengæld magisk, men kræver en musikelsker på niveau “øvet” med sine dissonante kompositioner, der flyder fra det drømmende til det voldsomt aggressive i en lang komposition, der efterlader publikum ret forpustede.
Finsk livstykke
Og forpustede var vi, da vi efter en lille times tid blev lukket ud i en påfaldende normal dag med solskin og mennesker på gaden, der bare er i gang med deres helt normale liv. Med endnu et par minutter tilbage til vi skulle videre til Basement for at kigge på Svarta Havet, havde vi tid til at kigge på Dirt Forge, der var igang på Ideal Bar. Det blev ikke til nok tid til for alvor at give en begavet anmeldelse af bandet, der har huseret i årevis, men tilsyneladende aldrig formår at trække det helt store publikum. Her er Ideal Bar… ideel, fordi den er indrettet, så der aldrig for alvor ser tomt ud foran scenen.
Men finske Svarta Havet trak dog mere, så vi tog en runde forbi baren og derefter ned i den noget beklumrede luft, der hersker på Basement. Det er næppe nogen overraskelse eftersom stedet ligger i det, en ejendomsmægler ville kalde for en høj kælder, men det var ret perfekt til netop Svarta Havet. Lad mig sige det med det samme. Hvis man er fan af Vi Som Älskade Varandre Så Mycket, så er Svarta Havet et must-see for alle, der får chancen. Deres punkede, post-black show var en fornøjelse fra ende til anden, ikke mindst fordi Lotta på vokal var et livstykke af en anden verden på den scene. Det kan du læse meget mere om her.
Intrumentalist-tomgang og vægtløshed i kælderen
Opløftet og opmuntret måtte vi videre - igen forbi baren, fordi den er sådan et godt sted at komme fordi jævnligt - til We Lost The Sea, der er kommet hele vejen fra Down Under for at spille, deres instrumentale post-metal. Hele tre guitarister var på scenen og derfor forekom det os også en kende besynderligt, at de indledte deres koncert med en båndet guitarintro. Den kunne en af dem måske godt have spillet live. Nuvel, resten af koncerten var spillet live, og velspillet oveni det. De ved, hvad de laver, og de har styr på deres guitarharmonier. Det gik dog lidt i tomgang hen mod slutningen, og efterlod os slet ikke med samme følelse af lethed, som Svarta Havet gjorde.
Det gjorde Vægtløs til gengæld, og de løb denne torsdag sammen med Svarta Havet med pokalen for bedste koncerter på årets første A Colossal Weekend-dag. Vægtløs har noget på hjerte og det er intenst som bare fanden. Deres tekstunivers er ikke i den opmuntrende ende, og handler mest om det at miste mennesker, man elsker. Og så er vi tilbage til overskriften. Vægtløs' forsanger, Troels Højgaard Sørensen, gav os alle sammen en lille opsang mod slutningen af koncerten. Om at huske at elske, mens man kan. Om at huske at elske den her festival. Om at huske at være til stede. Og om, at vi skal elske den her festival, fordi den gør noget, ingen andre gør.
Minus-merch
Det gjorde vores sidste koncert torsdag også, men det var på en helt anden måde. Alene navnet lugter lidt af klam lure-karl, men And So I Watched You From Afar (ASIWYFA) skulle naturligvis ses som aftenens sidste navn på Lille Vega, der også er festivalens største scene. Det var en koncert, der ville alt og lykkedes med intet. Klicheerne stod i kø, og mens vi forgæves forsøgte at finde rundt i hvorfor der skulle funk-bas på et post-rock nummer eller hvorfor et (uhørligt) rasleæg pludselig skulle på banen, måtte en kollega udbryde, at der burde indføres minus-merch, så man kan straffe den her slags bands økonomisk. 
Det ærlige indtryk af bandet var en flok midaldrende mænd med hovedet så langt oppe i deres eget talent, at de fuldstændig har mistet følelsen for hinanden og sig selv og deres publikum. Det er ikke gået op for dem, at tiden er løbet fra den her slags musik. At vi ikke har brug for mere show-off på scenen bare fordi, og at det bestemt ikke hjælper på miseren, at der ikke var vokal på, idet en sådan måske havde kunnet sende formildende budskaber mod et stadig mindre publikum. Hvor We Lost The Sea var lidt en tomgangsoplevelse, blev det her kaos for kaos skyld, men på en ulideligt forudsigelig måde, komplet med macho-bevægelser på guitaren og hele pivtøjet. Det var en ærgerlig slutning på en god torsdag, og publikum var enige. Da vi gik fra ASIWYFA var der så få tilbage, at Ideal Bar havde været en bedre scene. En koncert, der på papiret lød sej, blev til et antiklimaks, men det skal ikke tage humøret fra os.
Husk nu at elske den her festival. Det kan godt være du ikke elsker alt det, den disker op med, men vi garanterer, at du går klogere derfra.