ACW '23: I sidste ende ender vi alle samme sted
Det var en af de koncerter, hvor man føler sig forenet med resten af publikum og med bandet. En givende, rørende og frem for alt medrivende oplevelse.
Ingenting kan forhindre at små struber skælver en forårsnat
Tag dit knuste hjerte og lav det til kunst
Når de ord, vi har brug for, skyder op af sig selv, får vi en ny sang
Aalborgensiske Vægtløs er et band, der står mit hjerte nær, som man kan konstatere, hvis man læser min årsliste fra sidste år, og det var derfor med temmelig høje forventninger, at jeg beredte mig på at se bandet i passende rammer under jorden på Vesterbro. Jeg konstaterer også med tilfredshed, at ACW gjorde præcis, som jeg ønskede på min årsliste og bookede Vægtløs til at spille i Basement. Mine forventninger blev indfriet, men samtidig blev jeg overrasket over en dimension af koncerten, som løftede oplevelsen endnu mere.
Første nummer, det på en gang knugende tunge og befriende opløftende ‘Livet har så mange farver, lad os se dem alle’ satte fra start et utrolig højt intensitetsniveau. Guitarist Frederik Højlund indledte med en bredside, der satte den grå, sorgfulde stemning, mens forsanger Troels H. Sørensen kastede sig skrigende ud i sangens første ord:
“Vi er alle små lysglimt og parenteser / Molekyler der glider gennem universet.”
Men lige så små og ubetydelige vi er, lige så hurtigt, vi slukkes igen, lige så meget betyder vi noget for nogle andre. Det er kernen af Vægtløs’ musikalske univers. Bandets sortsvedne screamo, som både lød poetisk og patosfyldt denne aften, men også medrivende indpiskende, rækker dybt ned i sorgen og savnet, både kompositorisk og lyrisk, men den peger også på samhørigheden og bånd mellem mennesker. Vi er meget langt fra edgelordet nihilisme her. Vægtløs udstikker en langt modigere, ærligere og frem for alt frugtbar kurs i deres insisteren på radikal ærlighed og ømhed, som i første nummer denne aften, der sluttes med ordene “Vi har alle haft en mor, der kiggede forelsket ned på os”.
Modet til at åbne sig i øjenhøjde
Det var den afvæbnende ærlighed og åbenhed, vi oplevede denne aften, hvor forsanger Troels Højgaard tilbragte det meste af koncerten på gulvet foran scenen, i øjenhøjde med publikum og ofte i et krammende favntag med folk. Det var rørende at bevidne og løftede helt konkret koncerten fra “blot” en lytteoplevelse og til en smukt blottet opvisning i samhørighed. En konkret demonstration af det håb, der også ligger i Vægtløs’ ellers sorgfulde sange.
Andet nummer, det uudgivne 'Ingenting kan forhindre at små struber skælver en forårsnat' foldede sig smukt ud efter det indledende, præindspillede digt, som blev ledsaget af fint doserede toner fra guitaren, akkorder, der hele tiden placerede sig ubestemmeligt mellem det triste og det opløftende. Eneste lille minus var, da trommeslager Tobias Aske Heltborg faldt en lille smule bagud i et blastbeat – en lille skønhedsfejl, men ikke noget, der ødelagde indtrykket af koncerten som helhed. Målet var alligevel ikke teknisk perfektion, det lod nærmere til at være emotionel formidling, og her var Vægtløs’ koncert forbilledlig.
Før tredje nummer, det smukt betitlede 'Tag dit knuste hjerte og lav det til kunst' annoncerede Troels H. Sørensen, at sangen var dedikeret til en, der heldigvis stadig er blandt os, og som helt konkret stod nede blandt os i publikum. Sangen blev en slags manifestering af håbet om, at han også stadig skulle være blandt os, når bandet næste gang spiller i København. Et stærkt håb, som alle tilstedeværende helhjertet støttede, og en smuk sang, hvor det flydende samspil mellem Tobias Aske Heltborg, Frederik Højlund og bassist Jeppe Nørgaard virkelig imponerede.
Koncerten blev taget hjem, da bandet spillede 'Når de ord, vi har brug for, skyder op af sig selv, får vi en ny sang'. Jeg tør ikke love, at ikke et øje var tørt, men jeg ved, at mine øjne ikke var tørre. Jeg håber, at de ord, der her er skudt op, yder den koncert, Vægtløs leverede, retfærdighed. Jeg glæder mig allerede til næste gang, jeg skal se Vægtløs spille, og nu vil jeg lige igen prøve at manifestere noget, nu jeg åbenbart kan skrive ting, som derefter bliver til virkelighed: Roadburn bør booke Vægtløs til at spille i 2024.