Don't try so hard...
Populær
Liturgy vil så gerne lave kunst, og det tager desværre magten fra dem.
Liturgy er åbenbart et band, der balancerer på kanten af skuffelse. Tilbage i 2012 var optrådte bandet på Roskilde Festival i en amputeret udgave uden trommeslager og bassist. Og det var ikke noget de slap specielt heldigt fra.
Men heller ikke bandets seneste udgivelse, 'The Ark Work', er lige i bamseøjet. Stilen er i udgangspunktet eksperimentel og bevæger sig mellem math, prog, black og – ærlig talt – indie. Med en albumtitel som den valgte, er der også givet ilt til de store kunstneriske ambitioner, og dét er pladens både problem og styrke.
Problem, fordi det simpelthen bliver for fortænkt. Allerede på intronummeret 'Fanfare' bliver man mødt af en monotone og rytmiske synth-trompettrut. Og det lyder jo af kompostitionsmusik og alt muligt andet fint, men problemet er bare, at det forekommer mere som en kunstsimulation, end noget der er meningsfuldt. Og med det track i baghovedet igennem hele gennemlytningen, vender irritationen over det kunstlede tilbage igen og igen.
Og det er egentligt lidt ærgerligt, for Liturgy har faktisk noget at byde på. Når de holder sig til deres gebet og spiller indadvendt rockmusik, så giver det faktisk mening. Der er mange steder, hvor fortvivlelsen drypper ud mellem de mange klagende lag i musikken, hvor monotonien kun underbygger stemningen af aksegrå tåge og Hunt-Hendrix' undersungne og vaklende vokal bevæger hele projektet fremad, som eksempelvis når nummeret 'Father Vorizen' går fra at gå hurtigt til at være tungt. Så er det godt. Så er det stærkt!
Tilbage står vi så problemet med for store, kunstneriske ambitioner. For selv om de har ført 'The Ark Work' stemningsfulde steder hen, så støjer de også og overdøver (til dels i hvert fald), hvad der kunne have været en interessant sonisk udforskning af den ekstreme musik. ”Don't try so hard”, kunne man være fristet til at sige.
Liturgy spiller på Jazzhouse i København fredag den 29. maj.