Ud mod stjernerne!
IOTUNN indbød til en stærk åbningsaften med højt til loftet, hvor ‘Kinship’-skiven blev fejret med de progressive åndsfæller fra An Abstract Illusion og Heksproces.
Mistland
Voyage Of The Garganey I
Kinship Elegiac
Waves Below
I Feel the Night
Earth to Sky
The Tower of Cosmic Nihility
The Anguished Ethereal
For blot fire måneder siden var de en af headlinerne til Copenhagen Metal Fest og stadfæstede endnu engang, at IOTUNN er et band, vi kan være stolte af herhjemme. Et band, der tør, hvor andre tier, og som har en lyd ulig nogen anden på den danske scene, og derudover også allerede har fået sit navn ud i diverse afkroge af metalverdenen. Med ‘Kinship’ i ryggen står dørene da også åbne for de danske progdarlings med yderligere vægt på de store melodier – en kvalitet, der har fået mange flere med på IOTUNN-vognen allerede, og i aften skal prøven så stå, når ‘Kinship’ kommer under dedikeret behandling fra scenekanten, til den første af tre aftener i streg rundt i landet.
Allerførst står der dog Heksproces på menukortet. Et tilsvarende anderledes musikalsk indspark på den danske scene, der endnu er i færd med at udvikle deres udtryk – en spændende udvikling at følge. Også i dag, hvor de fra start tager sig god tid til at suge os ind. Sebastian Bech Westerdahl lægger det tunge tyngdepunkt bag trommerne, mens de to guitarister hver for sig opbygger dissonante modhager til deres post-/proggede fundament. En færd ud i dunkelt minimalistiske afkroge, hvor den hvileløse skumring i sig selv er bærende. Formerne fortager sig fortsat lidt i tågen, men det kan jeg nu godt stå overhørig, når de skæve grooves bedst binder an i løbet af den halve times tid, de får tildelt. Vi har tidligere kastet Morgendagens Stjerner-kortet efter dem, og der ser jeg dem også stadig under udviking, sådan som de bærer Pumpehusets store scene i dag – men tøv nu ikke for længe med næste skridt, vel?
Omend måske ikke decideret tøvende, så er der i hvert fald valide grunde til, at An Abstract Illusion for mange er den ukendte faktor i aften. Seks år tog det dem, før deres andet album ‘Woe’ landede i 2022 – en mastodont af en udgivelse, konstant i bevægelse og atmosfærisk søgende af den slags, hvor du kan finde nye ting at dykke ned i hver gang du hører den. Der er dog intet, der tyder på, at de har noget nyt i vente endnu, og jeg troede derudover ærligt talt slet ikke, at de eksisterede som liveband. Dette er da også den skånske kvintets første show i Danmark, så lidt af et spændende kort at trække op af supporthatten fra IOTUNNs side.
Det er da også førnævnte ‘Woe’, som er i fokus på setlisten, hvor vi først får pladens første tre numre i rap. Trestemmige harmonier og en nærmest orkestreret indføring fra start. Sanger Christian Berglönn virker lettere ubemærkelsesværdig med sine metervarebrøl, men det føles reelt ligegyldigt, som showet skrider frem, for An Abstract Illusion er så absolut et paradis for instrumentalister. Virtuost med både ambiens og aggression som kontraster fra sektion til sektion, hvor fx ‘Tear Down the Holy Mountain’ brillerer med en flere minutter lang, indfølt guitarsolo af fineste 70’er-skuffe, før blastbeats og teknisk riffing sender kadencen i vejret, med en lækker keysektion på toppen.
An Abstract Illusion udfordrer, lyden er med dem – og det meste af vejen lokker de os med på rejsen. Det ene nummer fra debuten (‘Drop This Planet of Dust’) matcher dog ikke kvaliteterne fra efterfølgeren, og man skal også være meget åben for den more is more-tilgang, svensken opererer ud fra – men når det er sagt, så gled alt gnidningsfrit frem på trods af kompleksiteten, og så må vi bære over med, at det tager lidt fra live-dynamikken, når fokuset bliver så meget på at holde styr på alle opbygningerne. Derudover må jeg give min makker helt ret i, at deres guitarist Karl Westerlund var som et fyrtårn for bandet med både e-bow og leadfinesser som nogle af de stærkeste greb i deres instrumentale værktøjskasse – vi ville ikke bebrejde nogen for bare at have stået og beundret hans underspillede elegance hele showet igennem!
… og således videre til årsagen til, hvorfor vi står her i dag. Forhænget bliver trukket for, og en halv time senere trækkes det fra igen, med et tydeligt rørt orkester foran os, der skal underholde os den næste halvanden time. IOTUNNs sangskat er ambitiøs af karakter, men ulig svensken forinden har de dog også hooks, refræner og melodilinier, der forløser og samler os, så vi ikke behøver gå alt for højpandede derfra.
Hvad de til gengæld ikke har i aften, er lyden med sig. Jeg får hurtigt flashbacks til Symphony X-showet her på Pumpen tilbage i september, hvor der var et tomt buldrende og lettere mudret skær, der modarbejdede de melodiske strukturer, og det samme afspejler (desværre) delvis koncerten i dag. Til dets forsvar har det så også den fordel, at jeg i aften ikke føler mig strøget med håret, hvilket stadig er min største hage ved ‘Kinship’-materialet – lyden sætter den nye plade i et mere kontant og råt lys, og det har så både sine fordele og ulemper.
Med de forudsætninger af vejen, så er IOTUNN tydeligt i sit es. Udnytter hele scenen. Gräs-brødrene mødes ofte i samme side af scenen og kører twin guitar-moves for at gejle salen op. Bassist Eskil Rask groover hvileløst rundt i sin egen trance, i takt med numrenes opbygning. Legende let ser det ud, men det er det bestemt ikke – alt ligger utvivlsomt metikuløst på beatet, også selvom det indimellem er svært at høre detaljerne. Især Bjørn Wind Andersen er en force for dem, som han mestrer enhver finesse bag trommesættet og lægger det schwung, som brødrene så bygger videre på i det tekniske guitararbejde.
Endelig må vi ikke glemme Jon Aldara, hvis knap så kraftfulde gennemtrængen i aften muligvis også er offer for lydforholdene, men ikke desto mindre går lige under huden i den indfølte intro til ‘Kinship Elegiac’. En fremragende sanger, som vanligt hengemt bag en dyb hætte, men som også tager sig et par lejligheder til at henvende sig til sit publikum i aften. “Vi drager ud mod stjernerne - kan du føle natten?” lyder det fx, inden ‘I Feel the Night’ sparkes i gang – og ja, det kan vi da, for lyssætningen taler sit eget tydelige sprog. Som et dyk ned i et firser-scifi-univers i skærende toner, perfekt i spænd med det lydbillede, de råder over, med lysglimt, der funkler som en stjernehimmel.
En smuk setting for aftenen, hvor det især er de første opførelser af ‘Kinship Elegiac’, ‘Earth to Sky’ og ‘The Anguished Ethereal’, der sammen med den som altid fænomenale ‘The Tower of Cosmic Nihility’ løfter sættet undervejs. Nå ja, og så må vi ikke forklejne begejstringen og de jublende IOTUNN-råb imellem numrene – bandet gør noget helt rigtigt, og selvom visse dele af ‘Kinship’ stadig rammer mig lidt på den forkerte måde, så tager det intet fra deres live-energi og den genklang, numrene vækker i os alle i aften.
En forrygende aften som altid i IOTUNNs selskab – og måske jer, der var på Godset og Voxhall de efterfølgende dage, blev forkælet med lidt bedre lydforhold?
Under alle omstændigheder et stærkt arrangement med tre bands med ambitionerne udenpå tøjet, og hver sin måde at udtrykke det på – så er koncertåret 2025 i gang!
Heksproces: 3
An Abstract Illusion: 4
IOTUNN: 4