En Russell Allen-showcase
Uden nyt materiale i ryggen blev vi torsdag forkælet med velvalgte tilbageblik til Symphony X’s gyldne år, og en frontmand med publikum i sin hule hånd!
Nevermore
Inferno (Unleash the Fire)
Serpent’s Kiss
Without You
To Hell and Back
Evolution (The Grand Design)
Run With the Devil
Set the World on Fire (The Lie of Lies)
---------------------
Paradise Lost
Out of the Ashes
Sea of Lies
Sidste gang vi så New Jersey-kvintetten på dansk jord var i 2019, hvor Amager Bio lagde hus til et herligt udpluk af progpower-bangers fra hele karrieren, og hvor vi blev lovet endnu et besøg det efterfølgende år til fejring af deres 25års-jubilæum.
Vi husker vist alle, hvad der skete dét år, og eftersom Symphony X debuterede i 1994 ville det da være oplagt at tænke, at vi i stedet markerede det næste jubilæum i aften. Siden 2015s ‘Underworld’ har Michael Romeo, guitarist og den primære sangskriver, mestendels komponeret musik til et par, i øvrigt ganske habile, soloudgivelser, og således er der jo frit rum til at dykke dybt i aften.
Har du fulgt deres sætlister henover denne turne vil du dog vide, at spadestikkene ikke er dybere end som så. Faktisk er sættet, med undtagelse af to numre, en tro kopi af sidste gang – men gør det egentlig så meget, hvis opskriften virker?
Effektivt lyder det i hvert fald fra første sekund, titelnummeret fra ‘Iconoclast’ fører os kontant ind i deres bombastiske univers. Efter en masse Romeo’sk guitar-trolddom entrérer Russell Allen, cool, calm & collected som vanligt med rockstjerne-attituden godt uden på tøjet og kølige, sorte solbriller. En attitude, der går perfekt i spænd med hans imponerende, vokale spændvidde, som nummeret tager fat. “We are strong // We will stand and fight” lyder det kraftfuldt i omkvædet, inklusiv supplerende skrål fra salen, og derfra videre over i den tilsvarende muskuløse ‘Nevermore’ er vi hurtigt oppe i gearet på denne lille-fredag!
Desværre bliver det hurtigt tydeligt, at lydforholdene ikke lever op til de vanlige standarder her i Pumpehuset. Bassen lægger buldrende dyner henover resten af lydbilledet, og på det punkt kan vi godt afsløre, at aftenens koncert auditivt aldrig når de samme højder som koncerten i Amager Bio.
Det er dog til at overse, når vi har en Russell Allen i så prægtig topform, som tilfældet er i aften. Det kan godt være han joker, da han imellem numrene konstaterer, at hans ben føles som var han 27 år, mens hans ryg føles 36 – men stemmen har fortsat det fulde register intakt, med både rustens patina og styrken i mellemgulvet til at bære bandet frem som den selvsikre frontmand han er. Kæk, når folk nede foran prøver at lave selfies med ham inkluderet på billedet. Uselvisk, når musikken taler for sig selv, og han ubemærket forlader scenen, eller stiller sig over i siden og indikerer, at det altså er de andre, der fortjener opmærksomheden. Eller teatralsk, som da han i et af aftenens absolutte højdepunkter ‘Serpent’s Kiss’ illustrerer lyrikkens referencer til truende slangebid med hænderne.
Til sammenligning antager Romeo mere den evigt smilende, virtuose guitarist-rolle. Uden nogen form for bravour er det nærmest, som om han alene med markeringer på gribebrættet kan få tonerne til at køre sin egen strengeleg, mens højrehånden er mere fri til at lege med publikum, det filtrerede hår flyver rundt, og smilet er svært smittende. En naturlig performer og mester i guitarist-gamet, tilsyneladende ubesværet på trods af alskens neoklassiske finesser. 
Som årene er gået har Romeos sidekick Michael Pinnella (keyboard) omvendt skåret gradvist ned på de symfoniske udskejelser, og det har gjort guitaren mere dominerende i sangskrivningen – og det aftryk må også siges at gøre sig gældende i live-øjemed de tre gange, de nu har gæstet landet, siden ‘Underworld’ kom ud.
I dag er det dog lige så meget lydforholdene, der naturligt taler i Romeos favør, hvor Pinnella pænt åbenlyst står og keder sig hele vejen igennem ‘To Hell and Back’. Pinnellas rolle er virkelig savnet i sangskrivningen, som fx i den efterfølgende ‘Evolution’, hvor hele bandet stråler i perfekt unison. En kompleks sag fra min personlige favorit ‘V - The New Mythology Suite’, som både toppes med en trommesolo fra Jason Rullo, der rent faktisk imponerer i modsætning til de fleste af den slags, og af publikum selv, der helt uopfordret synger hele den sidste del af nummeret. Rendyrket eufori.
Det er tydeligvis de dedikerede Symphony X-fans, der er her i aften, og sammen opstår en magi, som er uimodståelig, uagtet at jeg selv på papiret havde været dele af showet foruden. Som fx den unødvendigt lange pingpong af en sangleg, der ikke desto mindre sælger på Allens imponerende energi og overskud – og evne til at bunde en halv bajer i ét hug, bare for lige at få os alle med i en fællesskål. Eller for den sags skyld vægten på ‘Underworld’-pladen, hvor den neoklassiske progpower nedskaleredes for et, gud forbyde det, ligefrem poppet heavy metal-udtryk! Ja, jeg er skyldig (Allen: “We wouldn’t be here … WITHOUT YOU!”, jævnfør sangen af samme navn), men som en del af ånden i rummet er det svært ikke at købe sig ind på selv den del af sættet, som en del af helheden. Bare for i aften, ik …
I aften er det dog især Allens karisma og stemmepragt, der tager kegler. En naturlig frontmand, der bærer dem frem igennem et velvalgt udpluk af Symhony X-slagere, hvor det lange titelnummer fra ‘The Odyssey’ på denne tour bliver erstattet af ‘Inferno’, en besjælet udgave af titelnummeret fra ‘Paradise Lost’ og den blærede ‘Out of the Ashes’, inden sidstnævnte sammen med ‘Sea of Lies’ runder koncerten af som aftenens to ældste indslag.
Egentlig imponerende, at bandet har levet videre i samme konstellation de sidste 25 år, og ideelt set ville jeg nu også ønske, at jeg kunne mærke det lidt mere. At Rullo og Michael LePond (bas) gjorde mere for at spille op imod Romeo og Allen, jævnfør Pinnellas let tilbagetrukkede rolle i sangskrivningen de sidste 20 år – men når de træder i karakter er det til gengæld tydeligt, at de stadig mestrer deres chops.
Det nye album, som Allen undervejs lover lander næste år, må meget gerne være mindre Romeo/Allen-centrisk, men omvendt er det svært ikke blot at lade sig imponere på aftener som i aften, hvor det meste – bortset fra lyden – står skarpt!
Altså – udover supporten.
Edge of Paradise.
Et band, jeg aldrig havde så meget som hørt om før, og som jeg virkelig heller aldrig føler behov for at høre igen. Jeg har tidligere hørt folk formane om, at hvis du ikke kan sige noget pænt om andre, så bør du hellere holde din mund.
Som anmelder giver den slags formaninger ingen mening – men for undtagelsens skyld vil jeg her blot lade et par af kommentarerne på vores Facebook-opslag agere talerør:
- “Det er sådan det lyder, hvis AI og Las Vegas prøver at lave et progpop-band, uden succes”
- “De skulle aldrig have forladt øvelokalet”
- “Jeg har set puslinge-fodboldhold være mere sammenspillede end det makværk, vi var vidne til”
I rest my case.