Halv-brutalt fra Symphony X
Updated
Symphony X viser igen Dream Theater og de andre prog-metallere baghjul. Amerikanske Symphony X er i Top 5 på denne anmelders liste over aktuelle yndlingsband – og har været det i mange år. Årsag: Ud over at de spiller blændende (læs: B-L-Æ-N-D-E-N-D-E), så spiller de progressiv, symfonisk og hård, men velproduceret metal med så meget melodi, energi og nerve. Og så har de altså i Russell Allen simpelthen en af branchens absolut bedste sangere.
Symphony X debuterede i 1994, og Allen kom med året efter. Herefter er pilen bare gået op og op og op. Det var ganske enkelt noget af en topklasse fornøjelse at overvære dem live på Sweden Rock i år. Og nu har de så landet deres syvende studiealbum, det til dato hårdest slående, ”Paradise Lost”. Det er et album, der overordnet set nærmer sig det halv-brutale i sit udtryk. Nedstemte riffs, hæsblæsende tempo, en rå produktion og en sanger, der fandeme lyder så hamrende ond, at det halve kunne være nok. Det er metal, det her!
Efter den obligatoriske symfoniske start blæses vi i gang med den brutale ”Set the World on Fire” med det stærke omkvæd. ”Domination” sparkes i gang af en fantastisk bas og totalt smadder på guitaren. Vi er oppe i tempo her, men bliver trukket ned igen – til noget rigtig rå tungt noget. ”Serpent’s Kiss” er ligeledes i den rå boldgade, styret af et meget dynamisk riff. Det rykker simpelthen røvhårdt. Men så bliver vi på det flotte titelnummer trukket ned i tempo og ført ind i et smukt, godt swingende melodisk univers. Det univers, der har visse slående ligheder med Symphony X’s glansnummer ”The Accolade” fra ”The Devine Wings of Tragedy”.
Og så ellers videre ud af den metalliske landevej med ”Eve of Seduction”, der til at starte med rocker hårdt, men så falder smukt og flot i mellemspillet. ”The Walls of Babylon” er meget up-tempo og skarpt riffet, og det bliver endnu mere power metallisk hæsblæsende på ”Seven”, inden vi gearer ned igen. ”The Sacrifice” starter stille og smukt og arbejder sig siden op og op og op til hamrende lækre og flotte højder. Det mere end ni minutter lange ”Revelation” runder Symphony X’s til dato hårdeste album af – storladent, metallisk, men også episk og smukt, progessivt.
Symphony X har i mange år levet i skyggen af giganterne Dream Theater. Men det er helt uretmæssigt. For mens Dream Theaters eneste røde tråd er at spille så svært og kompliceret musik som muligt, så er der så mange flere dimensioner i Symphony X’s musik. Ud over det melodiske, så er der også det helt gennemgående symfoniske, som betyder, at der hele tiden er mål med, hvad bandet laver. Det giver kontinuitet, men ikke stilstand, for Symphony X udvikler sig hele tiden inden for rammerne. Og denne gang er de godt nok gået monster meget metal. Fedt!
Symphony X debuterede i 1994, og Allen kom med året efter. Herefter er pilen bare gået op og op og op. Det var ganske enkelt noget af en topklasse fornøjelse at overvære dem live på Sweden Rock i år. Og nu har de så landet deres syvende studiealbum, det til dato hårdest slående, ”Paradise Lost”. Det er et album, der overordnet set nærmer sig det halv-brutale i sit udtryk. Nedstemte riffs, hæsblæsende tempo, en rå produktion og en sanger, der fandeme lyder så hamrende ond, at det halve kunne være nok. Det er metal, det her!
Efter den obligatoriske symfoniske start blæses vi i gang med den brutale ”Set the World on Fire” med det stærke omkvæd. ”Domination” sparkes i gang af en fantastisk bas og totalt smadder på guitaren. Vi er oppe i tempo her, men bliver trukket ned igen – til noget rigtig rå tungt noget. ”Serpent’s Kiss” er ligeledes i den rå boldgade, styret af et meget dynamisk riff. Det rykker simpelthen røvhårdt. Men så bliver vi på det flotte titelnummer trukket ned i tempo og ført ind i et smukt, godt swingende melodisk univers. Det univers, der har visse slående ligheder med Symphony X’s glansnummer ”The Accolade” fra ”The Devine Wings of Tragedy”.
Og så ellers videre ud af den metalliske landevej med ”Eve of Seduction”, der til at starte med rocker hårdt, men så falder smukt og flot i mellemspillet. ”The Walls of Babylon” er meget up-tempo og skarpt riffet, og det bliver endnu mere power metallisk hæsblæsende på ”Seven”, inden vi gearer ned igen. ”The Sacrifice” starter stille og smukt og arbejder sig siden op og op og op til hamrende lækre og flotte højder. Det mere end ni minutter lange ”Revelation” runder Symphony X’s til dato hårdeste album af – storladent, metallisk, men også episk og smukt, progessivt.
Symphony X har i mange år levet i skyggen af giganterne Dream Theater. Men det er helt uretmæssigt. For mens Dream Theaters eneste røde tråd er at spille så svært og kompliceret musik som muligt, så er der så mange flere dimensioner i Symphony X’s musik. Ud over det melodiske, så er der også det helt gennemgående symfoniske, som betyder, at der hele tiden er mål med, hvad bandet laver. Det giver kontinuitet, men ikke stilstand, for Symphony X udvikler sig hele tiden inden for rammerne. Og denne gang er de godt nok gået monster meget metal. Fedt!
Kunstner
Titel
Paradise Lost
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter